Kategori: Skønhed

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Bryllupsdagsblues

    Efter en fin, dejlig og romantisk weekend med min mand, føler jeg mig både taknemmelig, hudløs og sårbar.

    Og når man så kører hjem med Anne Linnets “Jeg er jo lige her” som Portrætalbum på Radio IIII så er det som om, der spilles og synges til mig.

    … mit hjerte er ikke gået i 1000 stykker … men mit liv er.

    Man siger at over skyerne er himlen altid blå og at efter stormes pisken kommer solen frem … og jeg ved, at alt min sidste tid skal leves, at alt det vi har grædt igennem livet det svinder på en forårsdag.

    Og jeg er glad og taknemmelig over at midt i min usikkerhed og angst for fremtiden, har vi – i det mindste i en weekend levet i nuet og nydt.


  • Jeg sylter gult

    I en tro på juleferiens uendelighed, havde jeg købt 8 kg. 2. sorteringscitroner før jul.

    De lå og blev dårlige i mit skur, så gårsdagens planlagte krea-mosterdag, blev ændret til sylt.

    Vi kom halvvejs gennem citronerne og endte dagen med alt for meget sød og syrlig nydelse i form af både citronfromage og lemonpie.

    Da jeg havde kørt min nevø hjem, ringede jeg tilbage til en tidligere kollega, der er ved at blive en ny ven og vi talte sammen i over 2 timer.

    Mit 2025 skal handle mere om oplevelser, nærvær og samvær og meget meget mindre om arbejdet.

    Og jeg priser mig lykkelig for at jeg har familie og venner, som gider mig – og som jeg gider. Mere af det.


  • Alt vel hos dig?

    Jeg kender masser af mennesker, der har det værre end mig. Og mange der ser lykkelige ud, uden at man ved om det er sandt eller facade.

    Jeg havde planlagt, at mit næste indlæg skulle være en historie om min ferie. Og i de 4 uger jeg har holdt fri, har jeg taget mange smukke fotos til illustration.

    Og jeg følte mig nulstillet da jeg kom retur til Danmark og hverdagen startede om mandagen for 12 dage siden.

    En dag hvor jeg både kunne arbejde hjemmefra og på reduceret arbejdstid.

    Alt gik godt. Og jeg havde endda overskud til at slå mit græs, efter arbejdstid.

    Små 2 uger senere er jeg igen oppe i det røde felt og ugerne har været fuld af komplekse arbejdsopgaver, længere dage end beregnet, arbejdsmiljøsag og ord som Hjerneskade Center, hjerneskadekoordinator, neuropsykologisk udredning, revurderingstidspunkt, sygedagpengelovens forlængelsesmuligheder og mulighedserklæring.

    Og alt den ro og balance, der var blevet skabt i de forgangne uger, er blæst væk.

    Og når folk spørger mig hvordan det går, så ved jeg, at det ikke er tip-top, men jeg aner ikke om det er sådan jeg har det, om det er mit nye jeg og hverdag… eller om det bare er “den sædvanlige” tilbagevenden til hverdagen efter ferie, tilsat lidt ekstra turbo.

    Men jeg skal forholde mig til det. Tik-tak. Tiden er gået. Jeg har været helt eller delvist sygemeldt siden slutningen af januar og det er klart, at tålmodigheden omkring mig er ved at rende ud.

    Er du rask? Er du syg? Hvad kan du? Hvad kan du ikke? Hvad siger lægen? Hvad er prognosen? Er der nogen behandling?

    Jeg kan være klar og forholde mig til komplekse problemstillinger på mit arbejde i ca. 1 1/2 til 2, 3 timer  – men det kommer med den pris, at der eksempelvis bobler bunker op omkring mig derhjemme, fordi jeg ikke kan rydde op og støvsuge. At jeg må gå i seng med hovedpine – men ikke kan sove pga. tankemylder.

    At jeg ikke orker at se nogen, og går i sort ved tanken om flere gæster til et fødselsdagsarrangent end planlagt. For mig er det ikke “bare 4 ekstra boller”.

    Og når jeg så fucker op med bolleopskriften og hælder en halv liter vand i skålen istedet for en halv deciliter, ved jeg ikke om det skyldes det ene eller der andet. Men jeg tager troligt ud og køber nyt mel og sjusser mig frem til hvor meget ekstra smør, æg og mel der skal i det, der ligner pandekagedej og ikke bolledej. Og glemmer ekstra salt. Og har 20 usaltede boller og en ny problemstilling.

    Jeg er ikke mig selv. Men jeg ved ikke hvem jeg er og om det her er mit nye jeg, om det er midlertidigt, eller endestationen.

    Det eneste jeg ved, er at jeg ikke ved det.

    Og at jeg ikke har nogen anelse om hvor jeg går videre herfra.

    Verden er fuld af smukke steder, skønne steder og dejlige mennesker.

    Og vi lader den stå et øjeblik.

    Billederne er fra min ferie på Kreta, Tyskland, Slovenien, Kroatien og Tyskland.


  • Solferie

    Jeg har aldrig været på en charterrejser og kender ikke til de almindelige rejsespots for danskere. Derfor var det en førstegangsoplevelse for mig at gå på gaderne i Platanias på Kreta og høre dansk alle vegne.

    Vi var 6 afsted + så mange andre danskere, at det var underligt, at vi ikke stødte ind i nogen vi kendte.

    5 voksne og en baby på 5 måneder. En rigtig familieferie. Og den første siden min søsters unger var børn.

    Nu er den ene nogens mor og den anden en ansvarlig billist … tiden går. Og min søster og jeg, er blevet et par midaldrende damer.

    Så hun og jeg havde stille fine morgener på stranden. Og sammen med de andre holdte vi siesta i skyggen eller på altanen, hvor vi malede mandelaer.

    Vi fik også spillet spil som vi elsker og badet og solet. På stranden og ved poolen som min søsterdatter foretrak af hensyn til babyen.

    Der var også en virkelighed med 5 voksne med forskellige døgnrytmer og for lidt plads til at leve hvert sit liv, uden at påvirke hinanden.

    Som uprøvede i familieferier havde vi ved valg af bolig, ikke haft det fornødne fokus på at sikre, at der var et uderum, der kunne rumme os alle på en gang. Så vi sad tæt, når vi var sammen på altanen alle 6. Og vi gik på kompromiser og vrissede.

    Tiden gik langsomt og spurtede så afsted og 10 dage gik og vi gik med dem.

    En af de første dage, i solskinnet på stranden, fik jeg et opkald fra neurologen. Han kunne fortælle, at min hjerne så normal ud. Jeg havde også kun minimale gener fra dykkersygen under rejsen og det var dejligt at opleve.


  • Ferieforventninger

    Når man er sygemeldt, eller deltidssygemeldt som jeg er, er der indtil flere instanser inde over, før man har lov til at holde ferie.

    Udover at ens arbejdsgiver skal give sit ok, skal Jobcenteret (efter en partshøring af arbejdsgiveren) også godkende det. Det er heldigvis på plads for mig.

    Mens jeg nu går og venter på at mit forsikringsselskab giver mig en medicinske forhåndsgodkendelse, som betyder at mine rejser er dækket af en rejseforsikring, er jeg så småt gået i gang med at finde ting frem, jeg gerne vil huske til ferien.

    Jeg skal … om guderne vil og vejret holder … på to ferier: først en solferie med min søster, hendes børn, svigerbarn og barnebarn. Og derefter en kør-selv ferie med min mand i Europa.

    Og udover badetøj har jeg kigget på nogle af de ting jeg ønsker at lave i min ferie: spille spil og være (lidt) kreativ.

    Jeg har to bunker i mit ekstra værelse. En til den første ferie. Og en til den anden.

    På ferien med min familie, håber jeg på dage med lethed og leg. Hvor vi hygger mellem solbadning, yoga og vand. Og på aftener med spil og samvær, grin og spas. Rigtig familiehygge og baby-tid med den allermindste, der vil være 5 måneder på det tidspunkt.

    Det er dog også første gang i flere år vi samles på den måde, og i så lang tid. Så der skal naturligvis også være plads og rum til at trække sig og være sig selv.

    På ferien med min mand, skal vi ud og se en masse smuk natur. Jeg drømmer om cykelture og god mad og vin. Om at finde spændende råvarer i butikker og på markeder – og måltider lavet derhjemme, eller spist på hyggelig restauranter.

    Sandheden er dog, at sygdom – hos mig – har spoleret de sidste 3 ferier. Så jeg håber virkelig, at disse sommerferie drømme kommer til live. At de her ferier, er nogen der bliver afviklet.


  • Skønhed

    Det er dagen efter gårsdagens skybrud, og verden står stadig.

    Der er fyldte spande og krukker. Og mens nogle planterne gør klar til en ny blomstring, står andre saftspændte og forfriskede ovenpå regnen.

    Det er sommer mellem regnbyger.


  • Når man dør før man bli’r gammel

    80 år. Det ville min mor have været blevet i dag. Hvis hun ikke allerede var død
    Hendes livslyst og aktivitetsniveau var højt gennem hele livet … det var alene i den allersidste tid før hun døde, at hun blev ramt så hårdt, at hun eksempelvis ikke gik en daglig tur, med sin lille hund. Derfor har jeg også svært ved at forstå, at var hun ikke død på det tidspunkt hun gjorde, så ville hun være blevet 80 i dag og dermed jo være gammel og kun 3 år fra middellevetiden for kvinder i Danmark. Men jeg kan stadig ikke se hende som rigtig gammel. Tid er virkeligt et elastisk begreb. På den ene side synes jeg, at er det en evighed siden hun var her, og på den anden side er det ikke længere tid siden, end at hendes hund stadig lever. Og derfor kunne jeg her i dag gå ned til stranden med den selvsamme hund. img_00266771464709642722443.jpg20201115_1601263345663928626531613.jpg Tillykke mor. Alina og jeg gik en tur for lidt tid siden og kiggede på det hav hvori du ligger – og lige da vi kom ned til stranden brød en solstråle gennem skyerne – stadig elsket, stadig savnet.

  • Her bor en pige

    På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.

    Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.

    Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.

    Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….


  • Om en måned vender det

    Himlen gav sit bedste show i morges.

    Og jeg var hjemme og kunne bevidne det.

    Jeg ved hvordan min verden ser ud nu og den næste måned frem. Men alt derefter er endnu usikkert.

    Men jeg arbejder på at finde mit mål. Min ledestjerne.


  • Nu kan jeg rumme forventninger og glæde igen

    image

    Den 21. maj friede min kæreste til mig. Til en stor fest. Foran venner og familie.

    Han havde holdt den fineste tale og erklærede sin kærlighed og ønske om at tilbringe resten af livet med mig.

    Og jeg kunne ikke rumme det.

    Jeg var overworked, kørt op over festafvikling, døde katte, kommende deadlines og en dame jeg troede jeg havde aftalt rengøring med, som kun ville vaske gulv.

    Og så den dybe inderlige sorg omkring min mor, som jeg ikke engang var klar over at jeg bar rundt på.

    I går var min kæreste og jeg ude og bestille en ring til mig. Det bliver min mors “medgift” og hendes del af brylluppet.

    Og for første gang i lang tid kan jeg rumme og føle mine følelser – også de glade.



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com