I vores tid i Egypten lærte vi en masse dejlige mennesker at kende. Og vi snakkede om at vi ville holde en stor fest for dem vi mødte når vi var tilbage i Danmark – som en ordentligt afslutning på et spændende år.

Så det gør vi – og jeg kan naturligvis ikke lade være med at blogge om det … så det hele kan følges på http://grisefesten.wordpress.com – og ja, det er da totalt overkill at lave en blog om en fest …. men når man nu har muligheden og synes det er sjovt – ja, så er det det der sker.

Det der bloggeri, griber da også om sig og gud og hver mand laver da snart sagt en blog om alt!

… men du er velkommen til at læse med hvis du vil.

P.S. Har aldrig været god til at holde tingene på et lavt blus

P.P.S Er rigtig god til at gøre tingene til et projekt….

Som små bambier gled vi rundt på den is, vores fodspor havde skabt rundt om sommerhuset.

Men vi fik ryddet op, smidt ud og pakket ned – sådan at vores dejlige sommerbo er klar til, at fremmede folk kan flytte ind i det, mens vi er væk.

Sommerhus i sommersol

Det er et gammelt traditionelt sommerhus, men det har sjæl og location, location, location.

Den første del af huset blev bygget før min kærestes bedsteforældre flyttede ind i 1946 – og resten er kommet til pø om pø siden da. Der er heldigvis et ordentligt badeværelse, med moderigtige avocadogrønne installationer, indsat i 70’erne.

I huset og annexet er der i alt plads til 6 overnattende gæster.

Huset er på ingen måde luksuriøst, glas og tallerkner er umage og sengene ligeså – men det er hyggeligt, der bor søde mennesker omkring det og så ligger det lige ned til en af Danmarks bedste strande.

Dykkerbåd i forgrunden, Samsø i baggrunden

ud af døren og ned til vandet

“Du har vel planer om at plukke og sylte det meste af Østjylland” sagde min kæreste på vejen over mod det regntunge (sen)sommerland.

Og han var ikke helt forkert på den, for blandt alle pakkenellikerne var der flasker, syltetøjsglas og en saftkoger. Da vi var ude og købe ind blev det suppleret med citroner og sukker.

Jeg satser på, at jeg i løbet af weekenden skal ud og lege med hyld, mynte, blommer og æbler – som nok skal blive til saft og gelé, samt bagt og tørret. Jeg har mange gode ideer og jeg glæder mig til at få dem omsat – men i virkeligheden, så nyder jeg nok mest af alt processen med at samle og ordne frugterne. Det er der jeg stresser helt af og går ind i min indre hulekvinde.

Den der indre hulekvinde, har så et problem med at begrænse sig og kan blive ved med at plukke og plukke.

Så i det lys er det nok meget godt, at egernet har taget alle nødderne og at der kun var en lille skål med brombær – for der er jo en grænse for hvor meget sylt der kan være i køkkenskabet hjemme i København.

Jeg har lagt en limpistol i min taske til sommerferien. Måske jeg kan være kreativ med søsterungerne, når vi er sammen i den første del af ferien.

Der ligger også forskellige lette sommerkjoler, for selvom DMI ikke er helt samarbejdsvillige, så satser jeg på at det gode vejr fortsætter ind … helt langt ind, i min ferie.

Selvom det meste af tiden forhåbentligt kommer til at gå i de 3 bikinier jeg også har pakket ned, så skal vi også ud og spise med kniv og gaffel og besøge mennesker der går i tøj – og det må man jo være beredt på.

Neglelak og badesalt til fødderne ligger der også. Sammen med en pimpsten, for jeg satser på, at jeg skal lave mig de lækreste sommerfødder de næste par uger. Ingen høje hæle, men masser af barfodhed i blidt, hvidt Saksildsand.

Der ligger også hjemmelavet hyldeblomstsaft og sirup. Både til mig og til nevøen, der hjalp med miraklet med hvide blomster, citron og sukker.

Det smager fantastisk når man husker at lave isterninger og bagefter blender dem og det til en blød iskold hyldesmootie.

På nettet kigger jeg på pavillioner, drømmesenge og hængekøjer. Jeg tror, at det er der de næste investeringer skal sættes.

Jeg når nok ikke at runde biblioteket, da der er planter der skal vandes, kartofler der skal opgraves og et hjem der skal ryddes op i, inden ferien starter.

Men mon ikke man også kan finde bøger i boghandlere i Jylland?

Lige nu virker 3 uger uendeligt langt. Dag efter dag og blå, blå nætter med bål og hygge. (Og jeg insisterer på at sove ude nogle af nætterne).

Om ikke alt for længe skal jeg over til sommerlandet hvor min kæreste og mine katte befinder sig.

Og selvom jeg aldrig rigtig har evnet hverken at savne eller glæde mig, så kan jeg alligevel mærke en længsel … mon ikke det betyder, at  jeg glæder mig?

Tre gode kyllinger, står stoppet ud med krydderurter og en halv øl. Klar til at komme på grillen.

De kommer til at få følgeskab af mormor salat med jordbær og friskbælgede ærter, gammeldags agurkesalat, friske hvide asparges, nyopgravede kartofler, Fru Møllers flutes og godt smør.

Og bagefter skal vi smovse i de jordbær der står ved siden af mig, og sender duftsignaler af ren lykke ind i min næse.

Det er set før, men det er så dansk og så godt … og smagen af midsommer for mig.

… så jeg bliver herinde i stormens øje et stykke tid endnu.

Inde midt i stormens øje kan man putte sig og få ro.

Og der sidder jeg nu.

Gemt væk fra mennesker man har kendt i over 20 år, og som bare pludseligt går hen og dør. Eller venner hvis børn skal aktiveres, for ikke at skrige. Naboer, der alligevel bliver sure og smider hegn, hen foran ens låge, og eller vrisser over manglende digitalis, som uduelig arbejdsmand har trukket op og aldrig sat ned igen. Arbejdsmand, der i øvrigt lover at lave have og i stedet bare graver et hul – og efterlader mere til oprydning, end det arbejde man startede ud med.

For mistet sten i svigermors ring, stillinger den genopslås, men man kan søge igen – dobbelt fuck dig. Fra chefer der melder fra til styregruppemøder, så alle beslutninger må skyde (selvom projektets tidsfrister skal holdes), planter der står og dør fordi de ikke kommer i jorden og jordbær, der istedet for at fylde nogen med fryd og sødme, måske ender med at rådne, fordi man ikke kan plukke dem fra en anden landsdel.

Men jeg holder fri fra det.

Og nyder solens varme i sommerlandet. Hører fuglene synge og ser kattens smil, når den igen har fanget en mus og kan rulle rundt på jorden og blive rigtig beskidt.

Et øjebliks fred mens weekendens gæster sejler rundt for at finde fiskefrikadeller og friske kyllinger og kæresten får lov til at lege med sin båd, sammen med nogen, der faktisk sætter pris på det.

Alle er glade og jeg prøver at glemme alt det jeg ikke når og det faktum, at jeg godt ved hvad det betyder, når jeg vågner om morgen og mine hænder ikke kan bruges fordi det summer i dem, som havde jeg gemt en bistade derinde.

Jeg folder forsigtig fingrene ud en efter en, og jeg føler mig lidt som en sommerfugl, der lige er kommet ud af sin puppe og sidder på en kvist i solen, mens vingerne tørrer og pumpes fulde af blod.

Snart er jeg klar til at flyve igen.

Ud af stormens øje.

Med et hoved på størrelse med en middelstor vandmelon og hænder, der ikke havde kunne træde en nål om mit liv så afhang af det – vågnede jeg til en ny dag.

Mit lille stunt i går, kostede en dag som en søvngænger, med hoved som en en Ibizzagæst efter ferien og en tøst jeg ikke kunne slukke uanset mængden af vand.

Så jeg kom ikke videre med projekt have – krydderurterne står stadig og fylder i deres krukker – jeg håber de holder til det.

Og hvis de ikke gør – så er jeg i det mindste så heldig, at jeg kan hente forsyninger fra fjernlageret.

Selvom der ikke er mere end et par m2’er så står krydderierne på rad og række og sidst jeg talte var jeg vistnok oppe på 23 krydderurter – men det er så også inklusiv lavendel. Og nu er der sat navne på dem:

I går trak tingene den ene vej – og jeg tænkte dystre tanker. Men efter en snak og en god nats søvn, trækker tingene igen i en mere rigtig retning. Og det er jeg glad for.

Også fordi at det betyder, at jeg igen kan glædes over årets skiften og at jeg lige præcis er her, hvor det hele vender og livsglæder suser igennem mig som en overfyldt forårsflod.

Jeg elsker den her tid, hvor forårssolen skinner med sin ubarmhjertlige klarhed og oplyser både vinterens hengemtheder og foråret fornyelser. Når himlen er skærende babyblå og træerne stadig står nøgne.

Om 12 dage er jeg nede i noget der er mere solrigt og varmt – men lige nu og her glæder jeg mig allermest til påsken og til at indtage sommerlandet på ny – og starte sæssonen op med gode venner, grill og havet lige nede af stien.

Men inden jeg når dertil, skal jeg ud i min have og se om alt sneen endelig er smeltet, om jeg kan komme til de sidste jordskokker, om mine forårsblomster er kommet op, eller om løgene er blevet ædt af rådyrene i løbet af vinteren – og om min nye hængelås har gjort sit arbejde, eller om jeg (igen) har haft ubudne folk på besøg.

Så jeg har pakket mig godt ind. Læsset forskellige forårsløg i poser og nu er jeg den der er smuttet.

Hej, forår – er det mig du smiler til?

Jeg har opdaget at jeg, hver gang jeg hænger min morgenkåbe på plads, snuser til den, lige der i nakken.

OCD?

Jeg tror det ikke. Men jeg kan åbenbart ikke lade være med, lige at snuse til duften af mig. Jeg gør det i øvrigt også med min hovedpude med mellemrum – men dog ikke med lige så faste rutiner.

Duft betyder meget for mig. Jeg forundres og glædes over gode dufte og jeg kan gå helt i spåner, når min lejlighed ikke kan slippe af med gammel madlugt, eller når andre dårlige dufte rammer min næse.

Og mig?… jae jeg dufter da helt ok, sådan der i nakken, når jeg nu selv skal sige det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er det han forventer at se, når han kradser på bagdøren her på Vesterbro og virker så forfærdelig skuffet over synet ude på bagtrappen.

Vi modtager mange ord og spørgsmål når vi går tur ved vandet med vores katte – for selvom man ikke er nogen vandhund, kan man godt være en vandmis…