Kategori: Noget på hjertet

At på en og samme tid sige farvel til en person, en tid, en æra, en samhørighed og en fælles forståelse – berører mig. En kampfælle igennem de sidste 7 år, en ven – min trøstermand.

Farvel du – jeg ønsker dig dit bedste og håber du bliver lykkelig og får den fred du ønsker og har brug for.

At tage afsked, er en af de ting jeg er dårligst til.

Et besøg hos den lokale brille-pusher, hvor brillerne er smarte, hurtige og koster en lille formue, fik mine tanker på afveje – og ind på emnet børn, briller og angsten for at blive drillet – og dermed en post jeg læste hos Scullys.

Som 4-5 årig sendte mit manglende udsyn mig ud i verden iført briller og klap. Igennem hele min skoletid, hang brillerne på min næse – og det var vel og mærke i 70’erne og 80’erne hvor brillerne ikke ligefrem var diskrete.

Men jeg kan ikke huske, at jeg én eneste gang igennem hele min skoletid, er blevet drillet med mine briller – eller med nogen af de andre skavanker, jeg har rendt rundt med.

(mere…)

nogengange kan man kæmpe så hårdt og så indædt for en sag og bruge så meget negativ energi, at når man endelig når til vejs ende … og faktisk ender med at vinde, så er det ikke glæde man føler, men tomhed – og træthed.

Der er nogen ting der er gode at vide – som at svaret på livets gåde* er 42. Det har jeg så vidst i en del år. Men i nat kom den præcise udregning af altid til mig i en drøm. Og for jer der ikke ved det:

“Altid” er syv hundrede milioner billioner år

Så hvis man er sur på nogen for “altid” – så er det rimelig lang tid.

(* The Ultimate answer to Life, the Universe and Everything)

Denne weekend har ingen andre brugt min krop – den og hovedet der følger med – har været fuldt og helt til min egen disposition og jeg har brugt den godt:

Jeg så solen stå op og farve skyerne lyserøde. Jeg duftede liljerne. Jeg oplevede tristheden og tabet over det jeg aldrig har ejet, og modtog til gengæld omsorg fra mennesker, der ikke har nogen grund til at give mig den. Jeg følte nærheden og kærligheden fra mine smukke veninder og intensiteten ved at danne nye venskabsbånd. Jeg modtog en uventet undskyldning. Jeg så kærligheden springe mellem både et gammelt og et nyt ægtepar og jeg rakte ud og blev favnet.

……… det eneste jeg sådan set mangler, førend jeg kan gå i seng og få indhentet al den søvn, jeg ikke har fået i denne weekend – er at få skurret wc’et, for det er mig, der har rengøringstjansen denne weekend.

Nogle gange bliver, de ting man siger, ikke opfattet på den måde, der var hensigten.
Nogle gange bliver, de gaver man giver, ikke modtaget i den ånd, de blev givet.
(mere…)

ja,ja og checken er sendt med posten og jeg kommer ikke i din mund…

At man er så gammel, som man føler sig, er en af de klichéer jeg har sværest ved at forholde mig til. Min mandlige kollega kom med følgende udtalelse i dag “jammen, jeg glemmer hele tiden hvor gammel du er”.

Nu er det ikke sådan, at alder er et issue i udførelsen af vores arbejde – men det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er den ældste i vores lille gruppe. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er den eneste, der ikke har hus, mand/kone og børn – eller at jeg er den eneste, der som en anden teenager går i byen og drikker mig stang… spiser dårlige rejer.

Jeg var et gammelklogt barn, jeg var en moden teenager og som 20-årig var jeg noget af det mest voksne, der fandtes. I al den tid, blev jeg altid regnet for at være ældre end min alder.

Et eller andet sted, skete der et skred i tidsregningen. Da jeg startede på universitet som 26-årig, troede alle, at jeg var 18-19 år. Da jeg var 29, skulle jeg vise legitimation for at komme ind på steder hvor minimums-alderen var 21. Og siden hen er jeg altid blevet skudt til at være en hel del yngre end min faktiske alder.

Selvfølgelig ligger jeg under for alders-tyranniet ligesom alle andre: “Når ungt er godt, må det at se yngre ud end sin alder, være ekstra godt!”

Og hvad er det så, jeg jamre over?

Når fremmede folk ser en som yngre, kan man skyde det hen som en snak om gode gener, men når folk, der kender mig godt, også tror jeg er yngre end jeg er – så er det jeg må begynde at overveje, om det i virkelighed skyldes, at jeg bare er helt vildt enormt umoden…….

Lige nu bruges energien på skriverier af den mere dystre slags. Jeg bruger ord og vendinger som “ulovhjemlet”, “uretmæssige” og “endnu ikke udmøntet sig i en effektuering af aftalen”.

Kancellistilen – der af min udemærkede ordbog: Politikens Nydansk med etymologi betegnes således:

kancellistil subst. -en1. en snørklet og omstændelig sproglig stil som især kendes fra officielle skrivelser; kendetegnet ved upersonlige konstruktioner og en strengt logisk opbygning der medfører lange sætninger med mange indskudte sætninger

er en genial opfindelse – fordi du på den mest civiliserede og høviske måde kan fortælle folk, at du mener, at de er nogle store narhoveder!

Nogen gange er nuet et helt ok sted at være. Bare lade sig flyde med og ikke forkludre eller komplicere, det hele med snak eller analyser ……… sådan en weekend har jeg haft og det var dejligt.

Men nogen kan sige det bedre end mig:

(mere…)

“Nå, hvad har du så tænkt dig at stemme?”
Når spørgsmålet bliver stillet, har jeg mest af alt lyst til dukke mig og lade spørgsmålet, flyve hen over mit hovedet.

Jeg ved at det er vigtigt – på mange måder vigtigere end hvem der sidder i vores eget Folketing.

Jeg ved det påvirker min hverdag på mange forskellige måder, og sikkert på flere måder end jeg er klar over og lægger mærke til.

Men jeg har svært ved at forholde mig til EU og endnu mere til hvem jeg ønsker skal sidde i Europa-Parlamentet. Jeg har oven i købet svært ved at finde ud af om jeg er imod – som jeg ellers altid har været.

Et eller andet sted er jeg begyndt at opleve, at det er omsonst at være imod længere, men hvis jeg er for nu, er det på samme måde som hende der er bollet tyk mod sin vilje, klædt i hvidt og hevet op til alteret – gæsterne er indbudt, festen sat igang og det er ligesom lidt for sent og nytteløst at sige “nej” længere.

Det blive ikke engang nemmere, når man prøver at finde ud af hvad de forskellige mener eller hvilken kandidat man er mest enig med – det er rimelig foruroligende når det viser sig at man deler holdninger med mennesker, men ikke har lyst til at dele rum med …. men det giver også løsningen … jeg bliver nødt til at stemme blankt!