Kategori: Noget på hjertet

Nogen gange kan man sove så lidt, at man vågner betydeligt friskere – end når man får sovet igennem Jeg har en teori om, at jeg lige nu kører på en form for underskuds-overskuds-energi, men jeg er også klar over, at på et tidspunkt brister boblen og jeg kolapser … helt.

Men lige nu kan jeg klare hele verden.

Når lyset tændes og festen er forbi og man vandrer gennem natten og indser at 15 centimer høje stilletter, ikke er anvendelige som travesko.

Når man håber det bedste for dem – og kender de odds, alle kæmper mod – men er sikker på at lige netop de, måske har en bedre chance.

Når man husker hendes strålende øjne, som de gik ned af kirkegulvet sammen – mand og hustru. Og de andre gifte, der gav hinandens hånd et klem, da de sagde “ja”, og i min fantasi, søgte tilbage til deres egen dag.

Når man genser billederne, og husker alle glædes over dem og deres kærlighed og over deres valg.

Når man gennemgår gæstelisten, fordi man lige må tjekke efter hvad den der fætter filur egentligt hed. Ham der ikke havde fået mættet sin søde tand ved desserten og derfor uset listede op til bryllupskagen, der stod til almen beundring. Han må have tænkt, at der nok ikke var noget galt i at snuppe et lille stykke kage … jeg mener kage er jo kage, og er der nogle specielle ritualer ved bryllupskager?

Han blev stoppet, lige inden stykke nummer to…!

Vi har sagt det så tit, at det har mistet sin betydning. Og vi ved jo også godt, at det ikke er rigtig “Ihjamentakdoghvorerdenflot-ogjajadeterdaligeminfarve” siger vi til jul og fødselsdage og sikken vi dog tænker “det er tanken der tæller”, når vi sidder der lidt småmutte og føler, at vi ikke helt har fået, hvad der bekom os.

Og så alligevel…..

Den bedste gave jeg har fået i nyere tid, var en pose lakridser. At komme hjem efter arbejde, åbne for postkassen, se en tyk vatteret kuvert. ?bne og finde en pose lakridser og et brev om, at han var kommet forbi dem og havde tænkt på mig. Ikke for nogen grund, ikke af nogen årsag.

Der var det tanken der talte. Viden om at en anden person havde tænkt på mig og gjort sig den ulejlighed at købe og pakke og skrive og sende … for at glæde mig, for at fortælle mig, at jeg var i hans tanker.

Det betyder så uendeligt meget mere end at indkøbe en gave, som en form for kontant afregning for sin deltagelse i en begivenheden. Købt efter en liste, hvor farve, pris og indkøbssted er listet op…

Når det nu er sådan, at alle mennesker misforstår dig, så kunne det jo skyldes, at du formulerer dig på en måde, så det du siger bliver misforstået … det kunne være at det var det, der var årsagen, og ikke at alle andre mennesker er dumme…

p.s. måske tager jeg helt fejl og du har ret og det skyldes min dumhed…. undskyld!

Der findes ting man husker, episoder der dukker op i hukommelsen, handlinger der erindres og så er der det, man mindes med hjertet………

Jeg har set to mennesker blive født – men aldrig set nogen dø.

Men i dag døde der en, for øjnene af mig og alle de andre tusinde, der var mødt op til Kulturhavn 2004. For øjene af os – uden at nogen dog så det ske og havde en mulighed for at gribe ind.

Midt i solskin, glade mennesker, grill-os og vores snak om hvor dejlig København er og hvor fantastisk det er, at man nu kan svømme i havnen, blev alle kaldt op af vandet og bedt om at forlade havnebassinet. Der blev sagt, at man ledte efter en 8-årig dreng.

Omkring 45 minutter senere blev han fundet og kørt væk på en båre.

Det var en forstemmende oplevelse for os der var til stede, da dagens solskin og leg, pludselig blev så alvorlig. For hans familie må det være intet mindre end en katastrofe. Den største sorg må være at miste et barn.

U P D A T E
I dag har jeg så kunne læse, at det ikke drejede sig om et otte-årigt barn, der var druknet, men en ung mand, der havde afsluttet sin bytur, med en tur i bassinet sammen med sine venner.

Som Rasmus skriver i sin post om det samme – er det på en bizar måde en lettelse, at få at vide at det ikke drejede sig om et barn – omend det nok er den samme sorg for familien.

Jeg har været væk – i den fysiske tid eller kilomenter, nærmest kun lige nede om hjørnet. Men i virkeligheden en lang rejse tilbage til barndommen somre – hvor solen altid skinner, vandet er varmt og dagene består af leg og is og aftnerne af historielæsning og snobrød over bålets gløder.

Solen har lysnet mit hår og brunet min hud – og gavnet mit sind.

Mine tæer er stadig sorte af indgroet snavs, men den sidste røglugt er ved at blive vasket ud af tøjet. Jeg er tilbage på Vesterbro hvor kiosk-manden uden at spørge langer 10 Blå Kings over disken og folk køber “kyllinger” sammen med deres cola’er. Og jeg har to ugers ferie endnu.

Det er underligt, at man kan gå rundt at ha’ det helt ok med en person, indtil vedkommende, begynder at spørge om man er sur. Det er “Bro, bro, brille” om igen første gang så lar’ vi dig gå, anden gang så ligeså, men tredie gang så tar’ vi dig………. og putter dig i gryden.

Efter gentagende forespørgsler om hvorvidt jeg er sur – er det pludselig gået op for mig, at ja det er jeg egentligt – og jeg har måske også grund til at være det….

At på en og samme tid sige farvel til en person, en tid, en æra, en samhørighed og en fælles forståelse – berører mig. En kampfælle igennem de sidste 7 år, en ven – min trøstermand.

Farvel du – jeg ønsker dig dit bedste og håber du bliver lykkelig og får den fred du ønsker og har brug for.

At tage afsked, er en af de ting jeg er dårligst til.

Et besøg hos den lokale brille-pusher, hvor brillerne er smarte, hurtige og koster en lille formue, fik mine tanker på afveje – og ind på emnet børn, briller og angsten for at blive drillet – og dermed en post jeg læste hos Scullys.

Som 4-5 årig sendte mit manglende udsyn mig ud i verden iført briller og klap. Igennem hele min skoletid, hang brillerne på min næse – og det var vel og mærke i 70’erne og 80’erne hvor brillerne ikke ligefrem var diskrete.

Men jeg kan ikke huske, at jeg én eneste gang igennem hele min skoletid, er blevet drillet med mine briller – eller med nogen af de andre skavanker, jeg har rendt rundt med.

(mere…)