Kategori: Noget på hjertet

Når man er 6 (- næsten 7!) kan man synge med på Nik og Jay, selvom teksten mest er noget i retning af “for du får nækker, blækker, nekker – ja, ja… nækker…” og man kan stor set alt selv – men det er nu alligevel lidt dejligt at holde i hånd inde i Tivolis Nissekøbing, når der nu er så mange mennesker. Når man møder Julemanden er man ikke længere noget pattebarn, der lader sig dupere af et vat-skæg og et “Ho-ho-ho”. (Men jeg skulle hilse og sige at den er god nok for “Det var den rigtige julemand Moster, for hans skæg sad rigtigt fast og han havde hvide hår i næsen”.

Man er også så stor så man kender både de rigtige og de politisk korrekte svar på spørgsmålene – og så er man ikke helt uden humor:

Moster (lystigt konverserende mens vi går hen af gaden):“Nå men hvad laver I så i skolen?”
Nevøen:(lettere jappende – er der noget mere kedeligt end at blive spurgt om skolen?)“bla. bla. bla….og nogen gange bliver vi sat uden for døren”
Moster (lidt overrasket – det er immervæk kun 1. klasse) “uden for døren? og hvorfor bliver I det?”
Nevøen (lynhurtigt og uden tøven):“For at vi skal kede os!”
Moster (nu i det pædagoiske mode…):“For at I skal kede jer? Tror du virkelig at det er derfor I bliver sat uden for døren?”
Nevøen (lettere jappende og med et tydeligt anstrøg af grammofon): “Nej vi skal ud, for at læreren kan undervise og de andre børn kan få ro….”

Moster: “Hvad så med dig – er du også blevet sat uden for døren?”
Nevøen:“…n gang”
Moster: “Kedede du dig så?”
Nevøen:“Næ – jeg gik over til vinduet og kiggede på biler”

Hver alder har sin charme – når man er 6 ( – næsten 7!) er man nu ret nækker, blækker, nekker – ja, ja… nækker…

I mange år har den 1. december ikke været lig med julerier og glæde over den kommende måned for mig. Isteder har det været en dag med tid til eftertanke og den bittersøde smerte over dem jeg kendte, som ikke er mere. Heldigvis er der blevet længere mellem dem der forsvinder, men at leve et liv med HIV er ikke lutter lagkage eller julehjerter – og selvom medicinen er blevet mere effektiv er den ikke uden bivirkninger. “Ro, renlighed og regelmæssighed” er i højsæde hvis medicinen skal virke ordentligt, og for nogen er det næsten mere vanskeligt at acceptere end selve diagnosen.

I 2003 blev der anmeldt 266 nye tilfælde af HIV – spørgsmålet er hvor mange der er blevet anmeldt i 2004………..

Fordi det stadig er vigtigt……..

[World AIDS Day talen]:

“Det er i dag den 1. december. Det er World AIDS Day, og jeg har taget ordet for at fortælle om de mange millioner kvinder, der lever med hiv og aids, født i samfund, hvor kvinders ret ikke eksisterer.

Tak fordi du lyttede.”

Man kan blive så klog når man ser tv. Jeg har lært om hvordan jeg ikke kan smage, når jeg holder mig for næsen og hvorfor jeg falder på halen når jeg står på et ben og lukker øjene. Men der er ikke rigtig nogen der har forklaret mig hvorfor jeg lider alverdens smertefulde savn efter det eneste menneske, jeg ikke kan holde ud at være i nærheden af……

Sidder her med en klump i halsen – ganske på egne vegne…….. det bliver godt nok alligevel underligt at sige bye bye efter at have boet sammen i 2 år. Selvom man ikke ligefrem kan sige, at vi havde det mest kærlighedsfyldte samliv – eller samliv overhovedet.

Det bliver også en ny fase for mig – jeg er spændt på at finde ud af om det egentligt er noget jeg vil.

*Not in my backyard

Som jeg stod der, var det de ressourcestærke, børnefamilierne og tilflytterne der trodsede mørket, regnen og troppede op for at stemme tirsdag aften.

Jeg må indrømme, at jeg troede ikke at valget ville ende som det gjorde. Da jeg stod der i menighedsrådssalen og snakkede med en medarbejder fra Mariatjenesten, der også er opstillet på Fælleslisten, kunne vi hurtigt blive enige om, at der var gode chancer for at Mariatjenesten ville lukke efter dette valg. At det nok var nemmere at hive de folk der havde noget imod Mariatjenesten til urnerne, end dem der var for eller ligeglade.

Han skulle nok klare sig, sagde han – men han var bekymret for brugerne af Mariatjenesten. Dem der har så hårdt et behov for et frirum. et lille bitte frikvarter fra det hårde liv på gaden. Jeg vidste hvad han mente – og jeg tænkte tilbage på nogen af alle de vagter jeg har haft, de 6 år jeg var frivillig medarbejder i Mariatjenesten.

At være frivllig medarbejder i Mariatjenesten er en af de få ting jeg har lavet i mit liv, hvor min tilstedeværelse reelt har gjort en forskel for nogen. Og min stemme i går, vil sammen med de andres stemmer komme til at gøre en forskel for nogen mennesker ……… og det gør mig sgu’ lidt glad og det gør mig sgu’ lidt fortrøstningsfuld, at valget gik den vej i går.

Det er rart at vide at selvom Vesterbro er blevet fint og dyrt, så bor der stadig nogen mennesker, der kan rumme andet end sig selv og deres egen snævre verden. Nogle mennesker der kan indse at kampen mod stofferne, ikke skal gøres til en kamp mod stofmisbrugerne. Nogle mennesker der er store nok til at kæmpe imod NIMBY-syndromet.

Jeg bor i et sogn, hvor der er opstillet ikke mindre end 3 lister til menighedsrådsvalget i dag. Der er tale om et regulært kampvalg. I vores lokale avis har meninger for og imod, til støtte og til hån, vekslet mellem kandidaterne for de forskellige lister.

Som i alle andre sager, hvor der er religion indblandet, kan guderne tages til indtægt for alle synspunkter. I vores kirke er diskussionspunktet grænserne for kirkens sociale forpligtelse.

Den ene liste mener at den sociale grænsen er sognegrænsen. “Vi vil gøre noget for ALLE sognets beboere” siger de i deres valgmateriale. Det lyder jo fint og positivt. Hvis det ikke lige var fordi, der i det udsagt også ligger en negation nemlig “…men vi vil ikke løfte en finger for folk, der ikke bor i sognet”.

For det er jo det der er det sørgelig ved mit sogns menighedsrådsvalg. Det drejer sig ikke om kirken som sådan, om budskabet og hvordan det skal ud eller ikke ud – det drejer sig ikke om religion. Og så alligevel …….. for er kirstendommen ikke et kærlighedsbudskab, et budskab om plads til alle – toldere og syndere – og de sidste skal blive de første…?!

Jeg ønsker ikke en kirke, der er sig selv nok. En kirke der ikke vil kigge ud over sine egne sognegrænser.

Så for mig er valget nemt – jeg stemmer på dem her:

At kaste sig ud i den ting, man gerne vil men ikke tør. At lande på fødderne og håbe lidt igen. Bare lidt. Igen

I did it again…….. og denne gang helt uden bi-smag af fisk.

Det er så forøvrigt lige præcis i dag, for en uge siden, at jeg røg min sidste smøg.

Jeg ved ikke hvad det er, der gør det – men det _har_ bare været så meget nemmere end jeg havde regnet med.

Jeg skal være den første til at indrømme at min mandag var en møjdag. I København fandt der også en biltur med hornet i bund gennem byen sted. Det var så bare mig, der var bilen – og hornet var bevidst kilet fast – og folk kunne bare flytte sig eller komme af vejen.

Hvad der var nikotin-syge og hvad der reelle udefrakommende påvirkninger, var svært for mig at adskille. Men det korte af det lange var, at gennem hele nedturen, så vidste jeg godt, at det at begynde at ryge igen, på ingen måde var løsningen.

Og det er nok lige dér at dette rygestop adskiller sig fra de andre gange jeg er stoppet:

– det føles ikke som en straf at jeg er stoppet – jeg skal derfor hverken trøstes eller belønnes

– jeg savner ikke at ryge – så jeg har ikke behov for at sætte noget i stedet

– jeg ved at den sult jeg kan føle, er abstinenser – og de bliver alligevel ikke mættet af søde sager eller mad, så der er ingen grund til at kaste det i hovedet

Jeg vågnede op med et smil på læberne og før vækkeuret(erne). Utroligt hvad en gang rå fisk og åndrig samtale kan gøre ved humøret.