Kategori: Noget på hjertet

Jeg vågnede op med et smil på læberne og før vækkeuret(erne). Utroligt hvad en gang rå fisk og åndrig samtale kan gøre ved humøret.

Der var engang, hvor det at få en undskyldning, var ret fantastisk.

Nu vil jeg hellere undgå de situationer, der ender med at jeg modtager en undskyldning.

….undskyld!

Hvor ville mit liv være nemmere, hvis snot-monsteret kunne ta’ det grønøjet uhyre under armen, og sammen med nikotin-djævlen fise af h… til.

Bortset fra det, så går det godt.

Angsten for at jeg jinx’er det kæmper med lysten til at skrige det ud fra taget…….

Det er andendagen, det er nemt.

Men jeg tror også, at jeg er godt hjulpet på vejen af det faktum, at jeg sover mere end jeg plejer og at jeg har generelle vejrtrækningsproblemer.

Måske bliver det først svært, når hverdagen melder sig igen. Måske – bare måske, bliver det slet ikke svært overhovedet…………

… og sengen lokker mere end hverdagen. Når det er svært at komme i omdrejninger, umuligt at tænke klare tanker og være effektiv. Når man på vej til arbejdet stopper for rødt og umotiveret tænker romkugler, så ved man hvad klokken er slået og at det er på tide at komme ud og få kørt noget lys i øjnene.

Det bliver en lang vinter i år…..

… ja gu’ gør hun så!

Her går jeg rundt som katten om den varme grød og skriver indlæg og læser bøger og sådan nærmest henkastet fortalte hun mig i sidste uge at “På søndag ryger jeg min sidste cigaret” og tirsdag formiddag får jeg så denne her sms:

Hurra – jeg er en glad ikke ryger

Jeg er stolt af dig mor!

P.S. jeg er knapt så stolt af mig selv … men mon ikke det kommer en dag…

Det er en af de dage, hvor det jeg mest af alt har lyst til at kaste håndklædet i ringen. Alle håndklæderne. I alle ringene.

Problemet er bare at de er snavsede … og det kræver umådelig energi at få dem vasket og strøget, for slet ikke at tale om at kaste…… suk……..

Efter at jeg i et godt stykke tid har bildt mig selv ind, at jeg “nok ikke røg så meget”, og derfor købte 10 stks pakker med smøger (men oftes to af gangen) – har jeg i den seneste uge nået til en erkendelse af, at det nok er løwn.

Jeg kender stadig ikke det præcise antal – men ved at det er en hel del over ti, men (vistnok?) under 20.

Men jeg ved, at jeg er ved at være træt af det. Egentligt ikke så træt af at ryge – selvom intet levende menneske ikke er klar over skadevirkninger med rygning. Men jeg er træt af at rygning – min rygning – er blevet et socialt problem.

Jeg er en hensynsfuld ryger. Jeg pulser ikke spædbørn i hovedet og jeg har ingen problemer med at gå uden for, når trangen bliver for stor. Faktisk bryder jeg mig slet ikke om at ryge i ikke-ryger hjem, selv når jeg må. Fordi jeg ved, at jeg efterlader mig mit spor.

Jeg er træt af, at i et samfund af færre og færre rygere, stikker min vane, mit behov mere og mere ud. Fra at være noget der et langt stykke hen af vejen var noget hyggeligt og socialt, er rygning blevet asocialt. I og med at gruppen af rygere er blevet mindre, er den blevet mere marginaliseret – og hvor fedt er det i længden at stå og snakke med andre rygere om hvor forfulgte vi er… i regnen og blæsten … i døråbningen eller på bagtrappen.

Hvor fedt er det at vælge ting fra eller selv blive valgt fra på grund af en vane – og når alt kommer til alt, så handler det om kontrol eller mangel på samme, når nikotinen tar’ over og bestemmer, din daglige færden.

Og det påvirker mig…. mere end snakken om heldbredet (som endnu ikke er påvirket) eller økonomien (der sagtens kan bære mit cigaret-forbrug) ….. så jeg har taget imod et tilbud om et rygstop-kursus på mit arbejde …. det starter i næste måned.

p.s.
5 smøger måtte lade livet under skrivning af denne post – udtaget af den nyligt indkøbte 20 stks pakke som fabrikanten i øvrigt er begyndt at skrive mit navn på

… og så sagde præsten: “den største glæde er den at vide, at skulle man falde, så falder man med bevistheden om, at man vil blive grebet af hænder, der elsker en.”

Det var en unik og smuk cermoni og jeg er sikker på, at de to altid vil gribe hinanden, hvis en af dem skulle falde.

Det er så også rimeligt godt at vide – når man nu kender bruden 🙂

Den sublime kunst er at få det svære til at se let ud. At dække sorgen i sit hjerte med et flor af sølvtråde. At gøre sine svagheder til sine styrker. At leve livet forsigtigt – men i overhalingsbanen. At fylde ud med ord, der hvor tomheden runger. At gøre hver dag til en fest – men samtidig huske at spise rugbrødsmadder.