Kategori: Noget på hjertet

Der findes duften der gør mig lykkelig og så findes der duften af kvinde. Musk og sandeltræ er for mig indbegrebet af velduft og et udefinerbart løfte om sex.

Jeg kender det fra mig selv og ser det også hos andre: Den indre hamster.

Den der mener at det er livsnødvendig, at gemme en gul pailletkjole fra 80’erne, en skål med gamle nøgler, indtørede limstifter, brillerne fra barndommen, med den knækkede stang, kuverter hvor limen er et gulnet slør og stakke efter stakke af papirer og gamle dagbøger.

Alle de ting der er så svære at skilles fra og alligevel så ubetydelige i ens hverdag.

Også på computeren gemmer jeg ting. Det er heldigvis ikke så uoverskueligt rodet og det vælter ikke ud over sine grænser. Men her til aften – i min søgen efter noget andet – faldt jeg på mit gamle d-drev – overført fra min tidligere computer – et dokument. Da jeg åbnede det stod der nedenstående sætning – kun det og ikke andet – ikke hvor det kom fra, eller hvorfor det var gemt. Men lige nu – her i aften, giver det mening, og det var måske derfor jeg havde gemt det:

Ethvert menneske vil på et tidspunkt stå ved en korsvej med valgmuligheder. Nogen slår til, griber chancen, andre forpasser chancen og lever deres stille liv. Andre igen opdager aldrig, at de havde chancen.

Har jeg nogensinde sagt, at jeg analyserer alt!. Alt der bliver sagt – og det usagte. Alt mellem linierne og ovenpå og nedenuder. At jeg lægger mening i udråbstegn og punktummer – både når de er og når de mangler. At alt bliver vendt og drejet – kigget på og spekuleret over.

Sådan er det!

Men det har nu aldrig forhindret mig i at miste overblikket eller drage forhastede konklusioner.

Vi har kendt hinanden siden post-teenage alderen, hvor vi boede sammen og levede hinandens liv. Jagtede på de samme jagtmarker og delte byttet i matriarkalsk enighed.

Mine smukke veninder som aldrig er stoppet med at forundre mig og berige mit liv – fordi de hver især er så unikke og stråler med lige præcis deres eget lys. Tøserne, jeg har set gå fra småbuttede usikre væsner, til de her stolte, veluddannede stilsikre og frie kvinder.

Alle har vi mødt bump på vejen, vi har alle vores lig i lasten – nogen mere højlydt raslende end andre. Vi ved hvad vi var og vi er ikke bange for også at dele ud af, hvad vi er. Det er en gave at have mennesker omkring en, der understøtter kontinuiteten i ens liv.

Det er en gave at have mennesker i ens liv, med hvem man kan slå håret ud og smække benene op og bare være.

P.S.
Det er aldrig en skam at gå hjem, efter man har kastet op i køkkenvasken!

Kom, lad mig få din hånd, lad mig vise dig mit Jeg.

Du skal meget tættere på for at se det hele.

Når du står for langt væk – ser du kun de grove konturer. De mørke farver og skarpe kanter, dannet af min barske attitude, mit skarpe vid, ironien og min hurtighed.

Men Jeg’et er vævet af de tyndeste ofte usynlige tråde.

Grundtrådene er trukket af min far og min mor. For lang tid siden, sad de der og vævede: “her, vi giver hende min næse og hun får dine øjne”. Opvækst og tilvæks, sætter rammerne. “Det har du lært og her er nogle normer, sæt dem ind hvor de passer”. Det er det brede bånd, der går gennem det hele.

Kom, gå tættere på endnu – lad mig ta din hånd – lad mig føre den. “Se: det her er Kærligheden kan du mærke hvor blød den er? Se den blodrøde farve. Den kilder lidt lige her i begyndelsen – men når du ligger tæt op ad den, falder det hele til ro.”

Som perler på snor ligger alle mine kys. Alle dem der er kysset og alle dem der skal kysses.

Tæt op ad kærligheden slynger Jalousien sig. Den skriggrønne farve er næppe den klædeligste. Men den er der også. Oftes ikke synlig, den er gemt i folden af Kærligheden, og tages kun frem ved særlige lejligheder.

“Se dér! Så du det? Det var alle Talenterne, vi strøg forbi. Nogle stikker ud, andre kan du ikke se – men de er der alle: kreativiteten, sproget, evnen til at skabe skønhed.”

I folderne ligger alle de skjulte sider, dem som kun de allerfæreste får at se. Det kræver nemlig tålmodighed, så ikke alle får foldet mit Jeg helt ud. Men når du kigger efter kan du se troen, glæden ved at glæde andre, sødmen, naiviteten og endelig følsomheden, der ligger som et akvamarint flor over hele mit Jeg.

Mit Jeg kan strækkes i alle retninger. Tit kan det foldes så det passer til anledningen, og det er sket, at det er blevet pakket sammen og puttet i en lomme. Men det vil jeg ikke mere, det bliver så krøllet og tager så stor skade.

Indimellem ønsker jeg mig et andet Jeg. Et der er vævet i lysere farver. Et der passer lidt bedre til pænt brug – og ikke stikker sådan af fra normen.

Men så tager jeg en grundig indånding- kigger på alle farverne og mønstrene i mit Jeg, alt det der lige netop gør mig til mig – og så er jeg egentligt godt tilfreds med, at mit Jeg, det er mig.

Som barn af relativt politisk korrekte forældre, har jeg været på mande-ø-lejr og været med til at grave lokummer, men jeg fik ikke lov til at gå til dans.

Bedstevenindens forældre var ikke lige så “rigtige” og hun og hendes søster fik lov til at frekventere den lokale danseskole. Jeg kan huske hvordan jeg altid beundrede den måde de kunne svinge sig i dansen. Specielt når de dansede med deres far til de store fester. Han kunne også danse “rigtigt” og føre og det hele: om bag ryggen, foran og et lille bitte hop!

I midt halvfemserne brød jeg min sociale arv og begyndte at gå til dans med en ven. Det var en Rigtig Danseskole og vi gik en fornøjelig tid i møde. Godt nok tilbragte vi temmelig meget tid inden midt på dansegulvet, i diskussion om trin og retning (og for den sags skyld mere simple diskussioner om hvad der var højre og hvad var venste). Men ind imellem dansede vi – og vi endte med at få en helt god vals ud af det.

Hold op hvor var vi stolte af den vals! Men det er nu også en helt speciel følelse i kroppen, i sindet. Det er glæde når du bevæger dig i den fuldendte samdrægtighed. Når du ved hvad der kommer og kan mærke præcis hvor din ledsager vil have dig hen og hvad han vil med dig.

Lige nu og her er der masser af folk der danser og lur mig om jeg ikke snart danser med et sted.

Om søndagen gik vi aldrig på stranden. Som “erfarne” turister vidste vi godt, at om søndagen var stranden var helliget de lokale. De kom gerne langvejs fra – gerne så langt fra som Colombo. For at kigge på vandet, grave i sandet, spille kricket, soppe og de allermest moderne badede også lidt. Og så for at kigge på de mere “uerfarne” turister. Dem der endnu ikke havde fundet ud af, at søndag på stranden betød, at man som turist i badetøj, blev kigget på og fotograferet. Om søndagen kunne stranden være sort af mennesker.

Sådan var det sikkert også søndag den 26. december – men sådan var det ikke i søndags og de første mange søndage fremover.

I dag for et år siden, rejste jeg igen til Sri Lanka, for at tilbringe 3 uger på den ø, der har en stor plads i mit hjerte. Et sted der lige nu, er alt andet end en paradisisk tropeø.

Der er er stadig brug for hjælp – både her og nu, og langt ud i fremtiden – bliv ved med at støtte

Hvis jeg skal tage varsler af mine første timer af det nye år – bliver 2005 året hvor:

– jeg kommer til at få utilsigtet indflydelse på andres liv (det lykkedes mig at få værtsparret til at skændtes, efter at de andre gæster var gået)
– jeg oplever overraskende og forunderlige ting (på gåturen hjem gik jeg forbi en have, hvor en solsort fløjtede, så man skulle tro det var maj)
– jeg opfører mig patetisk (af en eller anden grund slog nikotin-trangen igennem i fuldt flor. Så meget at jeg på et tidspunkt samlede en tabt smøg op fra gaden – i den hensigt at ryge den når jeg kom hjem)
– jeg har alligevel mere viljestyrke end jeg selv regner med (smøgen røg i skraldespanden inden jeg kom i nærheden af ild)

Alt i alt ikke så forfærdeligt anderledes end 2004.

Hvordan skriver man videre efter en post om det, der måske er den største naturkatastofe i dette århundrede? Fortæller jeg bare videre – de små trivielle (og måske lidt sjove) historier fra livet og dagligdagen, mens dødstallene bare stiger og stiger?

Skal jeg fortælle om min kommune, der sender mig et brev og fortæller mig at jeg er flyttet. Og sender brevet til den selvsamme adresse, som jeg efter deres mening er fraflyttet? Om leveringen af mit spisebord og hvordan jeg flere gange mistrorisk udspurgte ham, der leverede bordet, om han var sikker på, at der var to tillægsplader, når der nu kun stod “1 stk. tillægsplade” på æsken – og han lige så mange gange bekræftede at der var to i pakken. Men ti minutter efter de var kørt, ringede og sagde at de blev nødt til at komme forbi med endnu en tillægsplade til mig?

For det er jo det der sker: Tragedier opstår – og livet går videre. Mit liv er, i det ydre, gået uanfægtet videre. Hvis jeg ikke læste aviser, hørte radio eller så tv, ville jeg måske slet ikke have bemærket katastrofen. Og dog….

Jeg har skrevet det her indlæg op til flere gange. Hver gang er jeg endt med at slette det, fordi jeg har svært ved lade noget stå, som efterfølger til mit forrige indlæg – men uanset hvordan, så _går_ livet videre – både ude i verden og herinde på min virtuelle legeplads.

Mine tanker er stadig hos dem jeg kender på Sri Lanka. Jeg ønsker for dem og resten af landene og deres borgere, at verdenssamfundet træder i karakter og at vi gør hvad vi kan for at forhindre, at denne katastrofe eskalerer.

Godt nytår – og bliv ved med at støtte hvor du kan – se de forskellige organisationer her

Mine ord er så fattige. Det eneste jeg kan gøre er, at tænke på dem jeg kender på Sri Lanka og så støtte økonomisk. Det kan du også gøre: her eller her