Kategori: Noget på hjertet

Jeg har lige skiftet min kaffekop ud. Jeg var dødtræt af min gamle. Den var besværlig at drikke af, alt for stor og kluntet. Man hældte for meget kaffe i den og så stod den og blev kold. Og da det havde irriteret mig længe nok, gik jeg ned i køkkenet og hentede en ny, som passer mig meget bedre.

Men jeg har også overskud nok til at bekymre mig om sådan noget som kaffekoppens udformning.

Jeg har tag over hovedet, ved hvor jeg skal sove hver nat. Sikker indkomst og mad i køleskabet. Jeg har en fremtid der tegner godt. Jeg har mit gode helbred og en (relativ) sund fornuft. Jeg er sikret og sikker.

Sådan er det ikke alle der har det, og i går fik jeg en konkret reminder om hvor privilegeret det er, jeg egentligt er.

Jeg _er_ nem.

Nem at begejstre, nem at få med på en idé, nem at gøre glad, nem at styre i nye retninger. Men jeg er også nem at gøre ked af det, nem at kuldsejle, nem at få til at slippe fokus og nem at få med i brokke-koret.

De første ting er mig en stor glæde. Det er dejligt at der ikke skal så meget til at få mig sige *ding, ding* i mit eget lille klokketårn og så ellers styrte derudaf som en anden lille Duracell-kanin.

De andre ting er jeg knapt så glad for – men der er en ting jeg seriøst arbejder med og det er min brokke-rolle, fordi den er jeg død-død træt af.

Når man er nem at få med i brokke-koret og samtidig er en person, der ønsker at _gøre_ noget, ved de ting der brokkes over – ender man nemt som brokke-generator for andre mennesker. Når jeg siger “Jamen, det er da også for galt, det må der gøres noget ved”, mener jeg ret beset, at det vil jeg da gerne hjælpe med at bringe til tovs. Men alt alt for tit ender situationen med, at den der skal gøre noget ved noget – bliver mig.

Den oprindelige brokker er nemlig over alle bjerge, når brokkeriet skal konkretiseres og der rent faktisk skal gøres en indsats – eller når den der brokkes over skal faces med klagen.

Der er to steder i mit liv hvor jeg meget konkret har fået eller påtaget mig rollen som den ultimative brokke-mokke og det er på mit arbejde og det er i den ejendom jeg bor i.

Jeg har de to steder kæmpet mange kampe. Kampe for mig selv – men også rigtig mange kampe for andre. Men nu er jeg blevet træt. Træt af rollen, træt af at kæmpe andres kampe – og træt af at skulle fylde mit liv, med andres negative oplevelser.

Og jeg er gået i gang med at sortere ud i mit liv – og en af de ting jeg vil nå frem til, er kun at kæmpe de kampe, jeg virkelig føler for.

Derfor er jeg trådt ud af ejendommens beboerrepræsentation – som ellers har fyldt meget i mit liv siden jeg var med til at stifte den i 1999. Jeg har lige skrevet mit sidste referat – og selvom det er underligt at stoppe med arbejdet – specielt lige nu, hvor en del af sagerne (måske) endelig tager fart – så bliver jeg nødt til at gøre det. Det er nødvendigt for mig at begynde at få brudt det her brokke-mokke-mønster…. og det starter her!

“>“Sikken vi tramper” sagde musen til elefanten.

Du går en hård fremtid i møde – min kære lillepige-prinsesse.

Der kommer en dag, hvor dit yndige ansigt, er furet af rynker, hvor din spændstige og saftfuldte krop visner ind. Hvor dit hår tynder ud og gråner. En dag hvor du ikke længere kan charme dig frem. Dagen hvor din tutte-nuttede surmule mund, ikke får alle til at springe – fordi ingen ønsker at opfylde dine behov.

Lige nu tror du stadig at verden drejer rundt om dig. At alle vi andre er sat i verden for din skyld. Statister i dit liv. Tjenende ånder – dine tjenende ånder. Du sætter aldrig spørgsmålstegn ved det – for du ved at verden hænger sådan sammen. Det er det du har lært hjemmefra.

Og du får næsten altid din vilje. For du er ung, sød at se på, charmerende på din egen måde. Og mange, rigtig mange, i denne verden vil stadig gerne opfylde dine behov.

I et stykke tid.

For det der er sødt og charmerende når du er 5, 15 måske endda 25 – begynder at hvine i tænderne ved de 35, er absolut rædselsfuld ved de 45 og pinagtigt ved 55. Der er en grænse for hvor længe lillepige-attituden er attraktiv.

Og søde lillepige-prinsesse – mor og far, der bliver ved med at bekræfte dig i at verden er din, de bliver ikke ved med være her. Og på det tidspunkt bliver du meget, meget alene, hvis du ikke vågner op og indser, at i denne verden, får man mest, når man også formår at give.

“>
(Fra Peshwa Udyan Zoo, Pune, Maharashtra, Indien)

Det skulle have været en glædens dag. Familien var endelig samlet. Vi mødtes, gik i zoologisk have. Måske var det de alt for høje forventninger. Den viden vi havde om, at vores tid sammen var alt, alt for kort. Og måske derfor både ekstra dyrebar og svær at administrere. Måske var det blot fordi vi vidste at selvom vi gerne – virkelig gerne – ville hinanden, så var vores verden alligevel for forskellige, og ingen forstod i virkeligheden hinanden.

For mig der jo, når alt kom til alt, blot var en gæst og ikke indblandet i det følelsernes vilde ridt der foregik omkring mig, er orangutangen et bittersødt minde og billede på tilstanden den dag.

Han stod der så alene. Det havde været en ekstra varm sommer, i den del af Indien det år. Dyrene havde lidt under det. Hans mage var død og han stod der alene. Alene i sit bur og omringet af tomme bure: Den tristeste orangutang.

I hans øjne følte jeg, at jeg kunne aflæse sorg, smerte, viden og uforbrugt lidenskab. Der var så meget han ville, han havde så meget at give – men hvor var lige den verden, der forstod ham og værdsatte ham?

Måske forstod jeg ham – måske var det bare noget jeg bildte mig ind.

“>

Jeg tror jeg står på en eller anden liste over “folk, der ikke bare smider rører på” for jeg bliver tit, ofte og ustandselig ringet op af folk, der vil sælge mig noget eller høre min mening om dette og hint.

Mens jeg siger nej til alt hvad der forsøges solgt – siger jeg stort set altid ja, når folk vil høre min mening om noget.

Men aftens opkald var af en helt anden kaliber:
Ham:“Hej, jeg ringer fra Kræftens Bekæmpelse, må jeg få lov at bruge et øjeblik af din tid?”
Mig:“hmmm” mens jeg både overvejer og finder følgende replikker for platte og lette: “Vi bruger ikke kræft, her” eller “Nej tak, jeg er ikke interesseret i at få kræft”
Ham:“Det er sådan at vi mangler indsamlere til Kræftens Bekæmpelse og jeg ville høre om det var noget du var interesseret i?”
Mig:(stadig lidt smart/kæk)“Tjae, det er da ikke helt uinteressant – hvor stor en procentdel er det man normalt får lov til at beholde?”
Ham: (lettere overrasket over at han måske var ved at få en rotte i fælden, men samtidig over spørgsmålets indhold) “Jae, nu er det jo ikke sådan at man ligefrem må beholde noget selv – det vil sige vi tjekker jo ikke, men vi regner med at folk er ærlige”
Mig:“Hmmm…. hvad får jeg så ud af det – er der nogen garantier for at jeg så undgår kræft?”
Ham: “Jae, jeg kan jo ikke love noget – men du får da motion og det er et af de forbygningsråd vi giver”.

Og på en eller anden måde var det ikke helt så sjovt mere – men jeg meldte mig.

Som så mange andre, har også jeg en del familiemedlemmer, der er døde af kræft, så hvis min indsat på en eller anden måde kan hjælpe, er det kun et par timer af min tid.

Jeg er dårlig til at savne.

Jeg tror ikke at det er genetisk bestemt, men er ret sikker på at det er tillært. At jeg ret tidligt i mit liv fik lært, at det ikke nytter noget at savne – at man kommer længst ved at være i nu’et og glemme de ting der ikke er i ens liv hele tiden.

Jeg er også ret dårlig til at glæde mig.

Dårlig til at glæde mig til noget der skal ske, være spændt på oplevelser der ligger og venter i fremtiden. Jeg har svært ved at forholde mig til ting, situationer eller menneskelige relationer før jeg sidder i situationen.

Så hvad er det jeg har gang i lige nu…?

“>… og det lugtede af nervøsitet og gamle madrasser, sved og kampgejst. Og det var en verden af råbende fædre og grædende sønner “Du ved jo ikke om du kan vinde, når du ikke vil gå ind og kæmpe” Men andre steder var stemningen noget mere fri og lystig. Venner fandt venner, et ungt kærestepar fandt hinanden og de kyssede, mens de kiggede efter, om der var nogen, der kiggede efter dem. Og der var unge fyre på nippet til at blive mænd, med ranke rygge og attituder og små bitte børn, mere kære end drabelige at se på. Og det var ikke min verden, det var ikke et sted jeg passede ind og jeg kendte ikke sproget, jagonen og vidste ikke hvordan jeg skulle gebærde mig.

… men pludselig var jeg tilbage i tiden, til en af de få gange jeg som barn deltog i et gymnastikstævne i den lokale hal. Med nervøsiteten der kæmpede en kamp med maven om lysten til en rød pølse. Og verden havde ikke ændret sig og folk ville det samme – være det bedste, ses og vinde.

Og det var der nogen der gjorde og de gode jublede og de onde græd. Og der blev tabt og vundet både inden for og uden for banerne – og nogle af vinderne var ikke engang deltagere.

Som tiden går. Pakket ind i lyserødt og blomster. Og den første dukkevogn og dukke, der skal vugges. De første smil, tænder og ord. Den første gang du gik og ville selv. De næste mange år er der stadig mange “førster” – men biden af din første fødselsdagskage er spist……

Brimfull of Asha
She’s the one that keeps the dream alive,
From the morning, past the evening,
Till the end of the light

Tillykke lille sølvklump.

Mor er ikke sur eller skuffet – mor er splitter hamrende rasende gal, på et niveau, hvor der står hvidglødende fråde om munden og lugten af blod hiver i alle urinstinkterne – der skal flås og rives og flås og rives igen.

Jeg har verdens mest latterlige udlejer!