Kategori: Noget på hjertet

Jeg er dårlig til at savne.

Jeg tror ikke at det er genetisk bestemt, men er ret sikker på at det er tillært. At jeg ret tidligt i mit liv fik lært, at det ikke nytter noget at savne – at man kommer længst ved at være i nu’et og glemme de ting der ikke er i ens liv hele tiden.

Jeg er også ret dårlig til at glæde mig.

Dårlig til at glæde mig til noget der skal ske, være spændt på oplevelser der ligger og venter i fremtiden. Jeg har svært ved at forholde mig til ting, situationer eller menneskelige relationer før jeg sidder i situationen.

Så hvad er det jeg har gang i lige nu…?

“>… og det lugtede af nervøsitet og gamle madrasser, sved og kampgejst. Og det var en verden af råbende fædre og grædende sønner “Du ved jo ikke om du kan vinde, når du ikke vil gå ind og kæmpe” Men andre steder var stemningen noget mere fri og lystig. Venner fandt venner, et ungt kærestepar fandt hinanden og de kyssede, mens de kiggede efter, om der var nogen, der kiggede efter dem. Og der var unge fyre på nippet til at blive mænd, med ranke rygge og attituder og små bitte børn, mere kære end drabelige at se på. Og det var ikke min verden, det var ikke et sted jeg passede ind og jeg kendte ikke sproget, jagonen og vidste ikke hvordan jeg skulle gebærde mig.

… men pludselig var jeg tilbage i tiden, til en af de få gange jeg som barn deltog i et gymnastikstævne i den lokale hal. Med nervøsiteten der kæmpede en kamp med maven om lysten til en rød pølse. Og verden havde ikke ændret sig og folk ville det samme – være det bedste, ses og vinde.

Og det var der nogen der gjorde og de gode jublede og de onde græd. Og der blev tabt og vundet både inden for og uden for banerne – og nogle af vinderne var ikke engang deltagere.

Som tiden går. Pakket ind i lyserødt og blomster. Og den første dukkevogn og dukke, der skal vugges. De første smil, tænder og ord. Den første gang du gik og ville selv. De næste mange år er der stadig mange “førster” – men biden af din første fødselsdagskage er spist……

Brimfull of Asha
She’s the one that keeps the dream alive,
From the morning, past the evening,
Till the end of the light

Tillykke lille sølvklump.

Mor er ikke sur eller skuffet – mor er splitter hamrende rasende gal, på et niveau, hvor der står hvidglødende fråde om munden og lugten af blod hiver i alle urinstinkterne – der skal flås og rives og flås og rives igen.

Jeg har verdens mest latterlige udlejer!

Der findes duften der gør mig lykkelig og så findes der duften af kvinde. Musk og sandeltræ er for mig indbegrebet af velduft og et udefinerbart løfte om sex.

Jeg kender det fra mig selv og ser det også hos andre: Den indre hamster.

Den der mener at det er livsnødvendig, at gemme en gul pailletkjole fra 80’erne, en skål med gamle nøgler, indtørede limstifter, brillerne fra barndommen, med den knækkede stang, kuverter hvor limen er et gulnet slør og stakke efter stakke af papirer og gamle dagbøger.

Alle de ting der er så svære at skilles fra og alligevel så ubetydelige i ens hverdag.

Også på computeren gemmer jeg ting. Det er heldigvis ikke så uoverskueligt rodet og det vælter ikke ud over sine grænser. Men her til aften – i min søgen efter noget andet – faldt jeg på mit gamle d-drev – overført fra min tidligere computer – et dokument. Da jeg åbnede det stod der nedenstående sætning – kun det og ikke andet – ikke hvor det kom fra, eller hvorfor det var gemt. Men lige nu – her i aften, giver det mening, og det var måske derfor jeg havde gemt det:

Ethvert menneske vil på et tidspunkt stå ved en korsvej med valgmuligheder. Nogen slår til, griber chancen, andre forpasser chancen og lever deres stille liv. Andre igen opdager aldrig, at de havde chancen.

Har jeg nogensinde sagt, at jeg analyserer alt!. Alt der bliver sagt – og det usagte. Alt mellem linierne og ovenpå og nedenuder. At jeg lægger mening i udråbstegn og punktummer – både når de er og når de mangler. At alt bliver vendt og drejet – kigget på og spekuleret over.

Sådan er det!

Men det har nu aldrig forhindret mig i at miste overblikket eller drage forhastede konklusioner.

Vi har kendt hinanden siden post-teenage alderen, hvor vi boede sammen og levede hinandens liv. Jagtede på de samme jagtmarker og delte byttet i matriarkalsk enighed.

Mine smukke veninder som aldrig er stoppet med at forundre mig og berige mit liv – fordi de hver især er så unikke og stråler med lige præcis deres eget lys. Tøserne, jeg har set gå fra småbuttede usikre væsner, til de her stolte, veluddannede stilsikre og frie kvinder.

Alle har vi mødt bump på vejen, vi har alle vores lig i lasten – nogen mere højlydt raslende end andre. Vi ved hvad vi var og vi er ikke bange for også at dele ud af, hvad vi er. Det er en gave at have mennesker omkring en, der understøtter kontinuiteten i ens liv.

Det er en gave at have mennesker i ens liv, med hvem man kan slå håret ud og smække benene op og bare være.

P.S.
Det er aldrig en skam at gå hjem, efter man har kastet op i køkkenvasken!

Kom, lad mig få din hånd, lad mig vise dig mit Jeg.

Du skal meget tættere på for at se det hele.

Når du står for langt væk – ser du kun de grove konturer. De mørke farver og skarpe kanter, dannet af min barske attitude, mit skarpe vid, ironien og min hurtighed.

Men Jeg’et er vævet af de tyndeste ofte usynlige tråde.

Grundtrådene er trukket af min far og min mor. For lang tid siden, sad de der og vævede: “her, vi giver hende min næse og hun får dine øjne”. Opvækst og tilvæks, sætter rammerne. “Det har du lært og her er nogle normer, sæt dem ind hvor de passer”. Det er det brede bånd, der går gennem det hele.

Kom, gå tættere på endnu – lad mig ta din hånd – lad mig føre den. “Se: det her er Kærligheden kan du mærke hvor blød den er? Se den blodrøde farve. Den kilder lidt lige her i begyndelsen – men når du ligger tæt op ad den, falder det hele til ro.”

Som perler på snor ligger alle mine kys. Alle dem der er kysset og alle dem der skal kysses.

Tæt op ad kærligheden slynger Jalousien sig. Den skriggrønne farve er næppe den klædeligste. Men den er der også. Oftes ikke synlig, den er gemt i folden af Kærligheden, og tages kun frem ved særlige lejligheder.

“Se dér! Så du det? Det var alle Talenterne, vi strøg forbi. Nogle stikker ud, andre kan du ikke se – men de er der alle: kreativiteten, sproget, evnen til at skabe skønhed.”

I folderne ligger alle de skjulte sider, dem som kun de allerfæreste får at se. Det kræver nemlig tålmodighed, så ikke alle får foldet mit Jeg helt ud. Men når du kigger efter kan du se troen, glæden ved at glæde andre, sødmen, naiviteten og endelig følsomheden, der ligger som et akvamarint flor over hele mit Jeg.

Mit Jeg kan strækkes i alle retninger. Tit kan det foldes så det passer til anledningen, og det er sket, at det er blevet pakket sammen og puttet i en lomme. Men det vil jeg ikke mere, det bliver så krøllet og tager så stor skade.

Indimellem ønsker jeg mig et andet Jeg. Et der er vævet i lysere farver. Et der passer lidt bedre til pænt brug – og ikke stikker sådan af fra normen.

Men så tager jeg en grundig indånding- kigger på alle farverne og mønstrene i mit Jeg, alt det der lige netop gør mig til mig – og så er jeg egentligt godt tilfreds med, at mit Jeg, det er mig.

Som barn af relativt politisk korrekte forældre, har jeg været på mande-ø-lejr og været med til at grave lokummer, men jeg fik ikke lov til at gå til dans.

Bedstevenindens forældre var ikke lige så “rigtige” og hun og hendes søster fik lov til at frekventere den lokale danseskole. Jeg kan huske hvordan jeg altid beundrede den måde de kunne svinge sig i dansen. Specielt når de dansede med deres far til de store fester. Han kunne også danse “rigtigt” og føre og det hele: om bag ryggen, foran og et lille bitte hop!

I midt halvfemserne brød jeg min sociale arv og begyndte at gå til dans med en ven. Det var en Rigtig Danseskole og vi gik en fornøjelig tid i møde. Godt nok tilbragte vi temmelig meget tid inden midt på dansegulvet, i diskussion om trin og retning (og for den sags skyld mere simple diskussioner om hvad der var højre og hvad var venste). Men ind imellem dansede vi – og vi endte med at få en helt god vals ud af det.

Hold op hvor var vi stolte af den vals! Men det er nu også en helt speciel følelse i kroppen, i sindet. Det er glæde når du bevæger dig i den fuldendte samdrægtighed. Når du ved hvad der kommer og kan mærke præcis hvor din ledsager vil have dig hen og hvad han vil med dig.

Lige nu og her er der masser af folk der danser og lur mig om jeg ikke snart danser med et sted.