Kategori: Noget på hjertet

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Min fortid kom og bød sig til, der ved supermarkedets køledisk mellem æg og mælken. “Har du lyst til at gå ud og drikke en kop kaffe en dag” blev der spurgt og øjene afsøgte et svar i mine øjene. “Det er jo længe siden – meget vand i åen…, vi fik aldrig talt om det”.

    Men nej – den bro er brændt, det skib er sejlet. Den plads i mit liv er taget, og også alle pladserne omkring det. Min tro er begyndt at komme tilbage og sårene helet og arene ved at være blot et tyndt usynligt spor.

    Hvad jeg sagde var “Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig.

    Hvad jeg ikke sagde var, at det betød:

    “Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig – for jeg har intet behov for at lukke dig ind i nærheden af mit liv. Jeg kan ikke finde nogen grund til at ville kende dig igen. Hvorfor skulle jeg have lyst til at vide hvem du er nu og hvad du tænker og føler. Jeg vil ikke se dig, og jeg vil ikke at du ser hvem jeg er nu.

    Jeg vil så meget hellere min nutid og fremtid. Og i den er der ingen plads til dig.

    Men jeg er glad for at du spurgte. Glad for at jeg fik valget og muligheden for at mærke efter, om fortiden, nu også _var_ fortiden.”

    Ting sker af en grund. Fortiden er fortiden, og det gør mig glad.


  • humor?

    image

    Foran Paradis er der kommet to kroge op – over den den ene står der “hunde” og over den anden “rygere”.

    Måske er det min fortid der slår igennem, måske har jeg bare ingen humor – for jeg synes ikke det er sjovt, ikke engang tilnærmelsesvist…..

    Jeg kan ikke lide når folk sættes i bås – men jeg bryder mig endnu mindre om, at man siger til en befolkningsgruppe, at de på grund af deres vaner skal behandles som hunde og parkeres udenfor butikken, og det selvom jeg rigtig gerne vil komme i cafeer og restauranter hvor jeg ikke generes af røg.

    Måske er jeg bare lidt sart – men sjovt, det er det sgu’ da ikke!


  • Fordi jeg startede med at ryge, kunne jeg nyde denne aften så meget.

    Fordi det – at jeg startede med at ryge – gjorde at jeg kunne stoppe igen. Og det – at jeg stoppede med at ryge – gjorde at jeg startede med at løbe. Havde jeg ikke røget og var stoppe med det, var jeg nok aldrig startet med at løbe.

    Var jeg ikke startet med at ryge, for derefter at stoppe og så starte med at løbe – havde jeg siddet herhjemme indhyllet i tåger, med bankende hjerte af alt for meget kaffe. For stressen krævede smøger og smøgen krævede kaffe og kaffen krævede smøger.

    Men det at jeg startede med at ryge, for at stoppe, for så at starte med at løbe, gjorde at jeg brugte det første af min aften på en tur rundt søerne og:

    – at jeg opdagede at piletræerne ved søerne, stå med det fineste lysegrønne flor,
    – at jeg så, at blomsterne på slåenbuskene lige er spruget ud og
    – at jeg smilede af påskeliljerne, der netop nu lyser op med deres gule hoveder,
    – at jeg opdagede hvor glad jeg blev over at det stadig er lyst kl. 19.30,
    – at jeg følte hvordan det at bruge sin krop og blæse sig selv igennem, løsner op for spændingerne og mindsker stressen,
    – at jeg mærkede hvor dejligt er at blive fysisk træt, ovenpå en hård dag

    Men var jeg ikke startet med at ryge for at stoppe igen, havde jeg måske ikke opdaget det.

    Jeg vil egentlig ikke anbefale nogen at starte med at ryge – men jeg vil godt anbefale at stoppe igen… man får faktisk noget igen.


  • stress

    Jeg kan mærke på mig selv at jeg er stresset, når jeg begynder at gå i cirkler. Cirkler der bliver mindre og mindre og til sidst er så små at jeg falder over mine egne fødder.

    Når min verden er sådan at:

    – jeg snerrer af alle og mener at alle andre er dumme, alle til hobe, uden undtagelser,

    – jeg finder selv den mindste ting, opgave eller bare det at holde en lille pause uoverskuelig,

    – jeg ikke kan tage fat på en opgave for at løse den, men istedet sidder og prøver at prioritere de opgaver der ligger på bordet – om og om igen,

    – jeg får tunnelsyn

    – og ondt i ryggen, skulderne, maven – fordi alting spænder i mig


    Jeg prøver at sige til mig selv, at det går over. At de deadlines der skal nås vil blive nået, at det snart bliver bedre – og jeg ved at det er sådan det er – og det er nok det vigtigste i det her: Jeg ved det går over, ved at om kort tid, vil jeg igen være til at holde ud at være sammen med – også for mig selv…


  • Nogen gange trænger man til at blive strøget over håret, ganske stille, ganske blidt….

    Og vide med sig selv, at i morgen bliver det bedre, i morgen er en ny dag


  • at være privilegeret

    Jeg har lige skiftet min kaffekop ud. Jeg var dødtræt af min gamle. Den var besværlig at drikke af, alt for stor og kluntet. Man hældte for meget kaffe i den og så stod den og blev kold. Og da det havde irriteret mig længe nok, gik jeg ned i køkkenet og hentede en ny, som passer mig meget bedre.

    Men jeg har også overskud nok til at bekymre mig om sådan noget som kaffekoppens udformning.

    Jeg har tag over hovedet, ved hvor jeg skal sove hver nat. Sikker indkomst og mad i køleskabet. Jeg har en fremtid der tegner godt. Jeg har mit gode helbred og en (relativ) sund fornuft. Jeg er sikret og sikker.

    Sådan er det ikke alle der har det, og i går fik jeg en konkret reminder om hvor privilegeret det er, jeg egentligt er.


  • Brokke-mokke

    Jeg _er_ nem.

    Nem at begejstre, nem at få med på en idé, nem at gøre glad, nem at styre i nye retninger. Men jeg er også nem at gøre ked af det, nem at kuldsejle, nem at få til at slippe fokus og nem at få med i brokke-koret.

    De første ting er mig en stor glæde. Det er dejligt at der ikke skal så meget til at få mig sige *ding, ding* i mit eget lille klokketårn og så ellers styrte derudaf som en anden lille Duracell-kanin.

    De andre ting er jeg knapt så glad for – men der er en ting jeg seriøst arbejder med og det er min brokke-rolle, fordi den er jeg død-død træt af.

    Når man er nem at få med i brokke-koret og samtidig er en person, der ønsker at _gøre_ noget, ved de ting der brokkes over – ender man nemt som brokke-generator for andre mennesker. Når jeg siger “Jamen, det er da også for galt, det må der gøres noget ved”, mener jeg ret beset, at det vil jeg da gerne hjælpe med at bringe til tovs. Men alt alt for tit ender situationen med, at den der skal gøre noget ved noget – bliver mig.

    Den oprindelige brokker er nemlig over alle bjerge, når brokkeriet skal konkretiseres og der rent faktisk skal gøres en indsats – eller når den der brokkes over skal faces med klagen.

    Der er to steder i mit liv hvor jeg meget konkret har fået eller påtaget mig rollen som den ultimative brokke-mokke og det er på mit arbejde og det er i den ejendom jeg bor i.

    Jeg har de to steder kæmpet mange kampe. Kampe for mig selv – men også rigtig mange kampe for andre. Men nu er jeg blevet træt. Træt af rollen, træt af at kæmpe andres kampe – og træt af at skulle fylde mit liv, med andres negative oplevelser.

    Og jeg er gået i gang med at sortere ud i mit liv – og en af de ting jeg vil nå frem til, er kun at kæmpe de kampe, jeg virkelig føler for.

    Derfor er jeg trådt ud af ejendommens beboerrepræsentation – som ellers har fyldt meget i mit liv siden jeg var med til at stifte den i 1999. Jeg har lige skrevet mit sidste referat – og selvom det er underligt at stoppe med arbejdet – specielt lige nu, hvor en del af sagerne (måske) endelig tager fart – så bliver jeg nødt til at gøre det. Det er nødvendigt for mig at begynde at få brudt det her brokke-mokke-mønster…. og det starter her!


  • “>meld dig som indsamler“Sikken vi tramper” sagde musen til elefanten.


  • Lillepige-prinsesse

    LillepigenDu går en hård fremtid i møde – min kære lillepige-prinsesse.

    Der kommer en dag, hvor dit yndige ansigt, er furet af rynker, hvor din spændstige og saftfuldte krop visner ind. Hvor dit hår tynder ud og gråner. En dag hvor du ikke længere kan charme dig frem. Dagen hvor din tutte-nuttede surmule mund, ikke får alle til at springe – fordi ingen ønsker at opfylde dine behov.

    Lige nu tror du stadig at verden drejer rundt om dig. At alle vi andre er sat i verden for din skyld. Statister i dit liv. Tjenende ånder – dine tjenende ånder. Du sætter aldrig spørgsmålstegn ved det – for du ved at verden hænger sådan sammen. Det er det du har lært hjemmefra.

    Og du får næsten altid din vilje. For du er ung, sød at se på, charmerende på din egen måde. Og mange, rigtig mange, i denne verden vil stadig gerne opfylde dine behov.

    I et stykke tid.

    For det der er sødt og charmerende når du er 5, 15 måske endda 25 – begynder at hvine i tænderne ved de 35, er absolut rædselsfuld ved de 45 og pinagtigt ved 55. Der er en grænse for hvor længe lillepige-attituden er attraktiv.

    Og søde lillepige-prinsesse – mor og far, der bliver ved med at bekræfte dig i at verden er din, de bliver ikke ved med være her. Og på det tidspunkt bliver du meget, meget alene, hvis du ikke vågner op og indser, at i denne verden, får man mest, når man også formår at give.


  • Den tristeste orangutang

    “>Klik for stor trist orangutang
    (Fra
    Peshwa Udyan Zoo, Pune, Maharashtra, Indien)

    Det skulle have været en glædens dag. Familien var endelig samlet. Vi mødtes, gik i zoologisk have. Måske var det de alt for høje forventninger. Den viden vi havde om, at vores tid sammen var alt, alt for kort. Og måske derfor både ekstra dyrebar og svær at administrere. Måske var det blot fordi vi vidste at selvom vi gerne – virkelig gerne – ville hinanden, så var vores verden alligevel for forskellige, og ingen forstod i virkeligheden hinanden.

    For mig der jo, når alt kom til alt, blot var en gæst og ikke indblandet i det følelsernes vilde ridt der foregik omkring mig, er orangutangen et bittersødt minde og billede på tilstanden den dag.

    Han stod der så alene. Det havde været en ekstra varm sommer, i den del af Indien det år. Dyrene havde lidt under det. Hans mage var død og han stod der alene. Alene i sit bur og omringet af tomme bure: Den tristeste orangutang.

    I hans øjne følte jeg, at jeg kunne aflæse sorg, smerte, viden og uforbrugt lidenskab. Der var så meget han ville, han havde så meget at give – men hvor var lige den verden, der forstod ham og værdsatte ham?

    Måske forstod jeg ham – måske var det bare noget jeg bildte mig ind.



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com