Kategori: Noget på hjertet

Jeg elsker min mor, jeg er tit stolt af hende, jeg kan lide hende – også at være sammen med hende. Nogen gange driver hun mig til vanvid (og sikkert også det modsatte) – men mest af alt respekterer jeg hende og mener alt i alt at hun har gjort et ret godt job med, at få sendt min søster og mig, derhen hvor vi er nu.

I anledning af Mors dag, vil jeg gerne bringe mine “100 ting jeg har lært af min mor”-liste. Store og små ting som jeg har lært af min mor – enten fra hendes mund, min opdragelse – eller gennem eksemplets magt.

Jeg har lært af min mor:

igen

eller

Det mystiske i en selv

Der er de store og de små ting.

At gøre tingene i sin hverdag anderledes kan i nogen tilfælde være mere grænseoverskridende end at gå på glødende kul.

I går gik jeg på glødende kul og det var forbavsende let for mig at træde ud på de kul.

Jeg havde forud for sceancen læst op på sagen og fundet ud af at kul er dårlige til at lede varmen og om “Leidenfrost-effekten” der betyder, at det vand man har på fodsålerne danner en beskyttende hinde mellem fødderne og kullene. Det budskab jeg læste var “det gør ikke ondt og man får ingen skader”.

Så da jeg stod foran kullene, der lå og ulmede og glødede var det med en “Jah rigth, lad os få lortet overstået, det gør jo alligevel ikke ondt – og jeg er egentligt træt og vil bare gerne snart hjem”-attitude.

Men lad mig slå fast med det samme: fuck: kul er dårlige varmeledere! og fuck: “Leidenfrost-effekten”! det gør ondt at gå på glødende kul og ja, man få vabler. Eller jeg fik (en) vabel – mine firewalker parter fik en fod fuld.

Men det fortæller mig noget om mig selv og hvordan mit sind er skruet sammen.

Hvor det for andre var helt vildt grænseoverskridende at træde ud på kullet og dermed en succes-oplevelse, opdagede jeg, at noget jeg troede var a pice of cake i virkeligheden var vanskeligt, og i situationen var det helt klart et anti-klimaks.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg var helt vildt sur over at det gjorde ondt og, at jeg var helt vildt negativ hele resten af aften over, at jeg havde fået en vabel!

Men her ved efterrationaliseringen er jeg begyndt at få en anden tanke: at det er min egen tankevirksomhed og forestillinger om en given opgave eller situation, der bestemmer hvor nemt det er at kaste sig ud i det. For hvis jeg bare mentalt tror på at det er en let opgave, så kan jeg kaste mig ud i det uden problemer. Måske er det så en nem opgave, måske er det meget værre end jeg troede – men selv når det er værre end jeg forventede, er det måske alligevel ikke så slemt og under alle omstændigheder, så står jeg så på den anden side og kan efterrationalisere – istedet for at stå og ikke turde gøre det!.

Og det er nok alligevel værd at tage med i sin hverdag….

Du kan sige næsten alt til mig. Hvad jeg ikke kan tåle er når jeg skal gætte mig frem til hvad du føler….

P.S.
Det giver mig mavepine at gætte.

“Du er det mest mavesure menneske jeg kender!”

…var beskeden på Messenger. Mavesur? Moi?

Det er dog fortrøsningsfuldt at Word kan komme op med ikke mindre end 30 synonymer på mavesur. Når vi har lige så mange ord for “mavesur”, som en gennemsnits grønlænder har for “sne”, så er jeg nok hverken det første, eneste – eller mest mavesure menneske i Danmark.

Men nogen gange er jeg nok lidt:
gnaven, barsk, eddikesur, fortrædelig, fortræden, irritabel, irriteret, knarvorn, knotten, knurvorn, i dårligt lune, i ondt lune, morgengnaven, morgensur, muggen, mut, pilsur, stram i ansigtet, stram i betrækket, stram i masken, sur, surmulende, syrlig, sær. tvær, umedgørlig, utilfreds, uvillig, vred, vippen.

bare lidt altså….

(NIMBY =Not in my backyard)

I november var der jo valg og det gik vi meget op i, i min bydel – resultatet kom en del bag på mig, men heldigvis på den positive måde.

Nu er valgkampen til “mit” menighedsråd blevet til en dokumentar og den vises på DR1 på onsdag. Og det vil jeg se. Se om den udsendelse komme nærmere de store spørgsmål:

Er det næstekærligt at lukke et værested for narkomaner?
Eller uansvarligt at huse stofmisbrugere midt i et tæt beboet område?

De stiller spørgsmålene, men kommer de også frem til et svar – og findes der et svar?

Min fortid kom og bød sig til, der ved supermarkedets køledisk mellem æg og mælken. “Har du lyst til at gå ud og drikke en kop kaffe en dag” blev der spurgt og øjene afsøgte et svar i mine øjene. “Det er jo længe siden – meget vand i åen…, vi fik aldrig talt om det”.

Men nej – den bro er brændt, det skib er sejlet. Den plads i mit liv er taget, og også alle pladserne omkring det. Min tro er begyndt at komme tilbage og sårene helet og arene ved at være blot et tyndt usynligt spor.

Hvad jeg sagde var “Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig.

Hvad jeg ikke sagde var, at det betød:

“Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig – for jeg har intet behov for at lukke dig ind i nærheden af mit liv. Jeg kan ikke finde nogen grund til at ville kende dig igen. Hvorfor skulle jeg have lyst til at vide hvem du er nu og hvad du tænker og føler. Jeg vil ikke se dig, og jeg vil ikke at du ser hvem jeg er nu.

Men jeg er glad for at du spurgte. Glad for at jeg fik valget og muligheden for at mærke efter, om fortiden, nu også _var_ fortiden.”

Ting sker af en grund. Fortiden er fortiden, og det gør mig glad.

Foran Paradis er der kommet to kroge op – over den den ene står der “hunde” og over den anden “rygere”.

Måske er det min fortid der slår igennem, måske har jeg bare ingen humor – for jeg synes ikke det er sjovt, ikke engang tilnærmelsesvist…..

Jeg kan ikke lide når folk sættes i bås – men jeg bryder mig endnu mindre om, at man siger til en befolkningsgruppe, at de på grund af deres vaner skal behandles som hunde og parkeres udenfor butikken, og det selvom jeg rigtig gerne vil komme i cafeer og restauranter hvor jeg ikke generes af røg.

Måske er jeg bare lidt sart – men sjovt, det er det sgu’ da ikke!

Fordi jeg startede med at ryge, kunne jeg nyde denne aften så meget.

Fordi det – at jeg startede med at ryge – gjorde at jeg kunne stoppe igen. Og det – at jeg stoppede med at ryge – gjorde at jeg startede med at løbe. Havde jeg ikke røget og var stoppe med det, var jeg nok aldrig startet med at løbe.

Var jeg ikke startet med at ryge, for derefter at stoppe og så starte med at løbe – havde jeg siddet herhjemme indhyllet i tåger, med bankende hjerte af alt for meget kaffe. For stressen krævede smøger og smøgen krævede kaffe og kaffen krævede smøger.

Men det at jeg startede med at ryge, for at stoppe, for så at starte med at løbe, gjorde at jeg brugte det første af min aften på en tur rundt søerne og:

– at jeg opdagede at piletræerne ved søerne, stå med det fineste lysegrønne flor,
– at jeg så, at blomsterne på slåenbuskene lige er spruget ud og
– at jeg smilede af påskeliljerne, der netop nu lyser op med deres gule hoveder,
– at jeg opdagede hvor glad jeg blev over at det stadig er lyst kl. 19.30,
– at jeg følte hvordan det at bruge sin krop og blæse sig selv igennem, løsner op for spændingerne og mindsker stressen,
– at jeg mærkede hvor dejligt er at blive fysisk træt, ovenpå en hård dag

Men var jeg ikke startet med at ryge for at stoppe igen, havde jeg måske ikke opdaget det.

Jeg vil egentlig ikke anbefale nogen at starte med at ryge – men jeg vil godt anbefale at stoppe igen… man får faktisk noget igen.

Jeg kan mærke på mig selv at jeg er stresset, når jeg begynder at gå i cirkler. Cirkler der bliver mindre og mindre og til sidst er så små at jeg falder over mine egne fødder.

Når min verden er sådan at:

– jeg snerrer af alle og mener at alle andre er dumme, alle til hobe, uden undtagelser,

– jeg finder selv den mindste ting, opgave eller bare det at holde en lille pause uoverskuelig,

– jeg ikke kan tage fat på en opgave for at løse den, men istedet sidder og prøver at prioritere de opgaver der ligger på bordet – om og om igen,

– jeg får tunnelsyn

– og ondt i ryggen, skulderne, maven – fordi alting spænder i mig

Jeg prøver at sige til mig selv, at det går over. At de deadlines der skal nås vil blive nået, at det snart bliver bedre – og jeg ved at det er sådan det er – og det er nok det vigtigste i det her: Jeg ved det går over, ved at om kort tid, vil jeg igen være til at holde ud at være sammen med – også for mig selv…

Nogen gange trænger man til at blive strøget over håret, ganske stille, ganske blidt….

Og vide med sig selv, at i morgen bliver det bedre, i morgen er en ny dag