Kategori: Motion

Ligesom hos rigtig mange andre personer siger det i disse dage *klik-klik* for hvert skridt jeg tager.

Kampagnen Tæl dine skridt blev skudt igang sidste mandag og indtil videre har de 17.379 tilmeldte gået 1008 mio skridt. Målet er at hver deltager går mindst 10.000 skridt om dagen.

10.000 skridt om dagen *pøh* tænker nogen måske. Men 10.000 skridt er jævnt mange. Selvom de siger det “blot” svarer til de 30 minutter, man mindst bør røre sig om dagen.

Selv er jeg kun med på sidelinien – jeg var nemlig ikke på arbejde den dag, man skulle melde sig til, så mine skridt er kun talt op i min egen lille lommebog.

Men det er alligevel interessant at følge med i. Interessant at se hvor meget – eller lidt – man bevæger på sådan en helt almindelig hverdag. Og det sætter fokus på begrebet hverdags motion. For mængden af skridt, svinger meget hos mig. På de mødetunge dage bliver der ikke gået mange skridt – kun omkring 4-6.000 skridt og alligevel er jeg kvæstet når jeg kommer hjem.

Jeg tør næsten ikke nævne min lørdag, hvor jeg sandt at sige, kun havde ét hovedformål med dagen: at sove og slappe af. Og det gjorde jeg. Jeg nåede ikke engang op over 3000 skridt fordelt over hele dagen. (Meen jeg har nu også en lumsk mistanke om, at jeg kom til at resette i løbet af dagen….så sløv kan jeg da seriøst ikke have været).

Og så lige som det hele ser så dårligt ud – og jeg tænker, det her går virkeligt ikke, så har jeg en dag som i dag. Travl dag på kontoret, gik lidt på vej hjem fra arbejdet og gik en aftentur her for lidt side – og vupti: næsten 19.000 skridt…. Så mon ikke jeg, når alt kommer til alt, får min daglige motion i hverdagen. Der er jo også trapperne til 4. sal og 2×30 minutters daglig cykeltur til/fra arbejdet …. og zzzzzz

Jeg er for natteblind til den nye Lysløjpe i Fælledparken. Jeg kom ruten rundt igår – alle tre gange, men det var mest fordi vi løb i flok – og jeg mere følte end så hvor jeg skulle løbe.

Men damn – hvor løber jeg langsomt.

Men jeg trøster mig med, at min ringe placering på listen skyldes, at det nok kun er hardcore løbere, der gider løbe en råkold mandag aften … eller noget..

Det summer af forventning på gangen. De gode undskyldninger pudses af. Der tales om manglende erfaring, begyndende forkølelser (mig), skinnebensbetændelse (mig) og forfodsplatfodhed (og mig, sagde hunden). Ingen undskyldning er for tynd, ingen forklaring for dårlig.

Præstationsangsten trykker. Alle snakker om at det skal holdes under 30 minutter, helst bare 20.

Firmaet løber DHL-stafet i dag.

Jeg er med på holdet. Mere af nød end af lyst. Men hvad gør man, når man to dage efter man får tilbudt nyt job, modtager mail fra kommende kollega der “har læst i ens CV, at man løber – mangler lige en mand til et hold … så har du ikke har lyst til at være med…?”

Man kan jo ikke sige, at man ikke løber så specielt godt eller hurtigt, for hvad siger det så om resten af de ting man har skrevet i CV’et? Så jeg løber i aften – og jeg løber til!

Apropos hovedet, så er det spørgsmålet, om der er så forfærdeligt meget derinde, der er værd at beskytte.

Jeg har altid været højre-venstre konfus, men nu kan jeg tilsyneladende heller ikke holde styr på tiden. Havde en løbeaftale med en veninde. Kom i god tid. Sad og hang lidt i solen. Den blev 5 minutter over og 10 – og så var det ligesom nok!

Nu er det ligesom ikke første gang, vi er gået fejl af hinanden, i forbindelse med vores løbeaftaler. Vi har rent faktisk lige flyttet mødested, for at sikre os at vi kan se hinanden, fordi vi før har oplevet, at stå på hver sin side af en bygning og bande over at den anden ikke var mødt op.

Så da hun ikke var dukket op 10 min. efter vores mødetid, var jeg rimelig sikker på, at hun havde klokket i det og jeg lige så godt kunne begynde at løbe. Så jeg løb og løb og løb.

Jeg var rigtig svedig og varm, da jeg kom hjem og jeg blev ikke mindre varm, da min kalender bippede …… og på den måde fortalte mig, at jeg skulle mødes med min veninde 5 minutter senere, fordi jeg på en eller anden måde ligesom havde været en time for tidligt på den!!!

Anden gang endte dog som gang i stedet for løb!

I går skulle min vinterfantasi om en sommerdrøm virkeliggøres. Men ak, et er fantasi et andet virkelighed. Vesterbros lille åndehul Copencabana er ikke længere.

Baren er revet ned og ligger som henslængte brædder, broen er trukket op, sandet er mere eller mindre forsvundet, ukrudtet vokser vildt og rester af det farvestrålende stakit er blevet brugt som trædebrædder.

Selve badebroen er blevet sat ud ved Fisketorvet uden for McDonalds.

Nu er det ikke sådan, at jeg ikke kan unde de handlede ved Fisketorvet, at de kan slutte en træls indkøbstur af med en dukkert i havnen.

Men hvad med vesterbros unger? De unger der i forvejen ikke har de største muligheder for et udeliv og allerede har mistet Bavnehøjbadet.

Og hvad med de andre vesterbroer – folk som mig der henlagde en god del af min sommerliv på den lille oase. Som tog bikinien og et tæppe med på arbejde for at smutte derned på hjemvejen. Som brugte det som en udvidelse af dagligstuen og stort set altid mødte venner eller familie når jeg var dernede. Det var mit sommer hang-out.

Lige nu ligger det øde. For enden af vejen mødes nogle af rødderne. De er gamle nok til at have biler, og de ræser ud af vejen, for at stoppe – hænge, ryge smøger og spise jordbær. Og resten af stedet er øde, der står kraner og er sat skilte op – nu skal der bygges ejerlejligheder. For det er det der er brug for. Der er ikke rigtig brug for små oaser hvor folk kan hænge ud og for en stund opleve hvad bylivet også kan være.