Måske er det fordi jeg har været så ukreativ i så lang tid, eller måske er det bare fordi jeg er skruet sammen som jeg er. Uanset grund, så blev jeg ramt af præstationsangst i forbindelse med mit bidrag til den kreative pakkekalender og forkastede mit første arbejde.

Et pon-pon tørklæde:

Havde set et i en butik og tænkte at det kunne jeg da sagtens gøre efter. Og det kunne jeg da også – men jeg havde faktisk glemt at det at lave pæne pon-poner faktisk også tager tid.

Hvor butikkens tørklæde var i mange forskellige farver, valgte jeg at lave det i grå og gammelrosa/lilla farver. Egentligt fordi jeg tror det er min gavemodtagers farver, men også fordi jeg selv rigtig godt kan lide farver.

Efter at jeg havde fornægtet det som gave, tog jeg det selv i brug – og er blevet rigtig glad for det. Det passer lige præcist til min frakke, da det kan lukke til i kraven – og samtidig se dekorativt ud. Og der er da også kommet et par julegave bestillinger på det.

I første omgang lavede jeg et langt tørklæde, med pon-poner hele vejen rundt. Men efter bare kort tids brug fandt jeg ud af at længden ikke var foreneligt med cykling, og at de pon-poner, der sad i nakken og rundt om halsen blev fladtrykte.

Så efter lidt produktudvikling består tørklædet nu af et strikket midterstykke med 5-6 pon-poner på hver sin side.

Vejledning:

Pon-ponerne er lavet af forskellig garn, men garn der kan børstet op og blive fluffy er det bedste – og hvis man bruger meget fint garn, skal man have rigtig god tålmodighed. Hvis man har glemt at lave pon-poner er der en instruktionsvideo her:  How to make pon-pon

Mellemstykket er strikket og pon-ponerne er hæftet sammen ved at sy igennem dem (mange gange) og hækle mellem pon-pon’erne.

Bertram ligger ved mine fødder og Alfred ligger og “ser”   amerikansk fodbold sammen med min kæreste, inde i soveværelset. Lige før skulle Bertram være med da jeg tog billeder af noget af mit filtearbejde, som det kan ses foroven her.

Det er sikkert projicering – men efter vi har taget beslutningen om at rejse, føles det som om at de forsøger at knytte os tættere til dem end normalt.

Der er mange praktiske forhold der skal ordnes, når man sådan tager af sted i et år. De fleste af dem har vi tjek på eller er ved at få tjek på.

Men kattene mangler.

Der er desværre ikke nogen i vores familie, der kan træde til. Men vi har endnu ikke været hele raden af vores venner rundt.

Jeg er sikker på at vi finder en løsning, for andet end det er ikke acceptablet – men det ville da være skønt, hvis der havde været nogen der stod og trippede for at tage dem ind.

Jeg synes jo at det er nogle fantastiske katte og dem der kommer til at passe dem, får en skøn oplevelse med nogen ret anderledes katte og nogle fantastisk fotogene katte; missebasserne på 23hq.com

Inden sneen begyndte at vælte ned, fik jeg forløst en gammel idé: at lave myntegelé, kun af æblemynte.

Jeg har mange forskellige mynter. Nogle af dem kan man ikke kende fra de andre, men æblemynte er helt klart helt sin egen. Den er heller ikke svær at skelne, når der står der, med sine brogede blade og fine duft af æbler. Selve bladene er ikke så delikate at få i munden, da de er noget grove i det, og har et fint dunlag, som mange ikke bryder sig om.

Men duften er helt fantastisk og derfor har jeg flere gange tænkt på om det er muligt at fange æblenoterne og hvordan den ville egne sig som smagsgiver til en gelé.

Og her sidst på året havde jeg endelig blade nok til at gøre noget ved ideen – og tiden til at gøre det, så jeg tog fat:

• 2 l æblemynteblade
• 2½ citron
• 7 dl. vand
• 600 g lys rørsukker
• 1 brev gul melatin

Mynte blev skyllet og vandet dryppede af. Jeg brugte en salatslynge til den del. De tørrede blade blev plukket af stilken, lagt i en gryde og blev overhældt med kogende vand. Det hele blev kogt op. Da det kogte slukkede jeg for varmen, og gryden med indhold fik lov til at stå i 10 minutter.

Derefter vred jeg så meget smag – og væske – ud af  bladene som muligt – natuligvis sådan at det dryppede ned i gryden til resten.

Sukker, citron og brevet med melatin blev blandet i. Melatinen blandes med lidt sukker inden det tilsættes. Det hele blev kogt op igen og skummet af.

Det viste sig at geléen af sig selv fik den fineste lysegrønne farve.

Det blev hældt på atamonskyllede gelékopper og stod udækket indtil næste dag. Til sidst blev glassene bundet til.

Af min portion blev der omkring 1 l færdig gelé.

… og hvordan det smager?

Det smager som at stikke hovedet i ned i et sommervarmt bed med æblemynte og inhalere. Det smager af æbler, citron – sødt og syrligt og sommer. Det har helt klart en meget større lighed med æbler end med mynter.

Det kom på bordet til Mortens Aften sammen med anden og gik fint til det, men jeg har også brugt det på ristet brød, hvor det også fungerede rigtig fint.

“En lyserød kjole!!!”, sagde min søster forbavset til mig Mortens Aften.

Og endelig fik mit meget utraditionelle – og ultra-ikke-mig, valg af beklædning den opmærksomhed som det fortjente.

Når man som mig i rigtig mange år har gået i sort og kun i meget begrænset omfang har bevæget sig udenfor den farve (eller gråt og hvidt), og i de tilfælde hvor jeg har gjort det, har jeg stort set kun været inde om armygrøn, petrolium eller højrød, så er lyserød (eller gammelrosa, som den egentlig er) et meget stort skridt.

Sidst jeg havde noget tøj, der bare mindede om lyserød var i 80’erne, hvor det var topmoderne at købe tøj i Frøkjær og et hit at have en pink kedeldragt.

Og sådan en havde jeg. Med turkise sko og turkist bælte.

Men når der først er taget hul på bylden så er det nærmest som om at farven flyder ind over mit liv:

Min bedste ven har fødselsdag i dag og jeg glæder mig til at fejre ham, sammen med vores søde kærster og hans gode venner. Jeg nyder at mærke hans glæde og mærke min egen glæde på hans vegne.

Og da jeg gik ind i stuen med et sjældent glas Fanta, var det som om at solen og farverne på mit stuebord glædede sig med mig.

Det blir’ en god dag.

Når jeg er kommet ind af døren i den senere tid, har duften af æbler næsten slået mig omkuld. Men det er ikke æbler der har frembragt duften, for i en skål i mit køkken, har der ligget 4 kvæder og det er dem, der har fået hele huset til at dufte af æbler.

Der hvor jeg købte dem, vidste de ikke om det var æble- eller pærekvæder, det ved jeg heller ikke – men efter duften at dømme, skulle man tro det var æblekvæder.

Jeg har ikke rigtig tidligere gjort i kvæder, men sammen med den bunke æbler, pærer, friskpresset æblejuice og æg, jeg hjembragte fra Plantagen, fik jeg også lige puttet de der fire kvæder i posen. Og efter at de havde ligget og afgivet duft, blev det tid til at gøre noget ved dem.

Jeg endte med en chutney, da jeg synes jeg har fået fyldt mine hylder op med gelé og syltetøj. Den skal stå noget tid, så smagsnuancerne bliver samlet, men udfra konsistens og duft, tror jeg at den nok skal komme til at fungere fint som tilbehør til kød- og curryretter gennem vinteren.

Opskrift på kvædechutney med mandler

• 4 kvæder (800 g), uden skræl, kernehus og skåret i mindre stykker
• 1 rødløg, finthakket
• 225 g rørsukker
• 1 stang kanel (4 g)
• 3 små fed hvidløg
• 1 chili, meget finthakket
• 2 cm ingefær, skåret i tynde skiver
• saft fra 1½ citron
• 2 dl. eddike
• 1½ dl æblejuice
• 1 tsk. hele hvide peberkorn
• ½ tsk salt
• 100 mandler, smuttet og skåret i halve

Kvæderne blev skåret i kvarte, fik fjerne kernehuset og blev derefter skåret i lidt mindre stykker.

Kvæderne oxiderer meget hurtigt, hvilket ikke gør noget ved smagen. Oxideringen er dog bare det første skridt i den farveændring disse frugter undergår i processen, hvor de ændrer farve fra en frisk gul-grøn til en meget smuk dyb abrikos/orange.

Kvæderne og alle de andre ingredienser undtagen æblejuicen lægges i en gryde, sættes over middelvarme, med låg på, i en times tid. Der må ikke røres i gryden den første time.

Når den tid er gået tjekkes der for konsistens, mørhed og saftighed – mine kvæder endte med at skulle have små 45 minutter mere og i den tid tilføjede jeg de 1½ dl. æblejuice, for at få chutneyen saftig men ikke smattet. Men kogetid og tilføjelse af yderligere væske afhænger af kvæderne.

Jeg fik lidt over 1l ud af min portion, og det blev fyldt på glas, der var blevet skoldet i kogende vand tilsat lidt atamon.

Eller Sct. Martins kys

I andledning famjliesammenkomsten igår, på Mortens Aften havde jeg lavet en velkomstdrink til mine gæster. Sct. Martins kys kunne den jo kaldes, hvis det ikke lige var fordi at netop fromhed og tilbageholdenhed er grunden til at vi fejre Mortens Aften.

Det er en form for G&T møder Cape Cod Cooler. Og med sin røde farve, tætte smagsnuancer af sødt, surt og bitter og en dejlig eftersmag af mandler, er den oplagt som en ny juleklassiker. Jeg kunne godt forestille mig at drikke den en gang eller to, når man er ved at være træt af gløgg i den kommende måned.

Et koldt julekys – serveret over knust is.

Jeg lavede en mild version, da de fleste af mine gæster skulle køre bil hjem.

• 1 del gin
• 1 del Galliano
• ½ del limesaft
• 5 dele tranebærjuice
• knust is
• tonicvand

Alle ingredienser undtagen is og tonic shakes eller røres sammen. Cocktailglas fyldes med knust is og blandingen hældes over. Der fyldes op med tonicvand og pyntes.

Enjoy.

Siden påske har mine forældre været igang med at flytte. Ikke så meget i realiteten men meget i snak og tanker.

Huset er nu blevet solgt, et nyt er købt og uret der afmåler de dage der er tilbage, tikker sit ubønhørlige *TIK-TAK* og knuser småbitte bidder af tiden, dag for dag, time for time, minut for minut … og spytter knuste sekunderne ud mellem sine tandhjul.

Om 14 dage flytter de ud og nogle andre kommer ind og overtager mit barndomshjem.

Hidtil har jeg primært været fokuseret på den lettelse det vil være for mine forældre at slippe for arbejdsbyrden ved , at skulle holde et stort hus og en kæmpe have. Håbet på at deres nye liv vil give dem overskud til nogen af alle de ting, de også gerne har villet lave, men som hele tiden er blevet skudt til side på grund af ansvarsfølelsen over, at skulle holde huset.

Forholdet mellem hvem der ejer hvem, er for mange år siden blevet byttet rundt, sådan at det helt klart har været huset, der har ejet dem og ikke omvendt.

Men nu hvor tiden mod flytningen nærmer sig, kan jeg godt mærke, at huset også ejer en lille smule af mig, selvom over halvdelen af mit liv er gået siden jeg flyttede ud.

Her i weekenden sov jeg i huset, i det der nok bliver sidste gang. Og om morgenen gik min mor og jeg en tur med hunden. Gennem haven, over markerne og rundt på engen. En tur der nok bliver gået på den måde for sidste gang.

Og tankerne om alt det der ikke kommer til at ske mere og alle de ting der er sket i sammenknytning med lige netop det hus og den barndom, der blev levet der, går gennem mig, som sød-syrlige gys.

Mine forældre byggede huset. Og jeg tror at mellem sten og brædder blev der i lagt små bidder af min sjæl, som nu ikke helt ved hvor de skal finde hen og slå sig til ro:

Den sidste tid har stået i boblernes tegn.

Forrige uge var det gryder og potter der stod på komfuret og kogte og boblede:

Blommer, brombær, æbler hyld og nødder blev forenet med sukker, alkoholiske drikke, ingefær, citron og vanilje og ud kom flasker med styrkende drikke, kompotter til og sylterier der nok skal lysne de i den kolde vintertid. Mit skab er fuldt nu, og selvom der sikkert er flere ting der kan syltes, så bliver det ikke her i huset, før der er brugt af en del af lageret.

 Og mens gryderne stod og boblede på komfuret, så boblede Alfred inde i dynerne. Modsat hans bror, så er Alfred ingen udekat og en weekend med en dyne og en solstråle er lige hans form for underholdning:

I sidste weekend boblede det på en helt anden måde. Vi tog op til Nordsverige og nød det smukke undervandslandskab ved Väderöarna. Selvom navnet måske savner noget i poesi – Dykleif – så manglede der ikke noget i dykkeromsorg, mad og god beliggenhed. Og boblerne … det var dem vi lavede under vandet, sammen med fiskene og det utal af brandmænd der også findes omkring Väderöarna:

(billedet er dog taget af dykkerkæresten … og det er kun blogsymatrien der gør at brandmanden i dagens anledning svømmer sidelæns..)

… de sidste bobler i historien, er dem jeg kan slå med næsen… snotnæsen. For det der bobler inde i mig lige nu er mere snot end glæde.

Da jeg stod op, var det til en dybblå himmel med tjæresorte skyer – og byens lys:

Jeg kan blive træt af andre ting ved stedet hvor jeg bor. Men jeg tror aldrig at jeg bliver træt af min udsigt.

Og nu hvor det er blevet lyst kan jeg se, at tagene står hvide med rimfrost. Farverne er støvede, næsten som på et sort/hvidt billede.

Det bliver en smuk dag.