Kategori: Forandring

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Coctail, strik og farvekoordinering af bøger

    Forrige weekend var jeg inviteret til cocktails & strik hos hende her. Som gamle bloggere har vi kendt hinanden i 100 år og en evighed, men mødet forleden var vistnok vores første rigtige møde med hinanden. Sådan for real.

    IMAG0588

    Lidt til min … og de andre gæsters overraskelse … endte der med at gå meget mere strik end cocktails i projektet og da jeg smuttede hjemad ved midnatstid sad alle gæsterne meget møjsommeligt bøjet over deres respektive hækle og strikketøj, mens flasker og glas stod nærmest ubenyttede hen

    Jeg havde taget de tykke pinde og uldgarnet med og det gik rask fremad med at strikke begyndelsen på en strikket filtet taske. Det er ikke nogen stor kunst at strikke sådan en taske, men jeg måtte konstatere, at I det selskab var jeg som en en-øjet blandt blinde 😉

    Men inspirationen gik videre end til det. For Emme der også deltog, indviede mig i at kreabloggernes søsterselskab Reverly, har en ting med at angive deres “stash”  som i forståelsen “garnlager”. Min første tanke var at Liselotte måtte være den med det største stash af alle … og dernæst tænkte jeg på mit eget garn, der lå klemt nede i en plastik kasse, og på ingen måde var inspirerende for nogen eller noget.

    Op mod denne her weekend skulle jeg så have sat en reol op og jeg ville også gerne have mine bøger frem i lyset igen. Ligesom garnet har de i mange år været gemt væk og en af grundene har været at jeg synes at bøger “forstyrrer” med alle deres forskellige farver.

    Bøger

    Så jeg endte med at farvekoordinere mine bøger:

    farvekoodinerede bøger

     

    Og jeg toppede hele herligheden med at smække mit stash ind i reolen … og med det i øjenhøjde så håber jeg på at jeg dels får færdiggjort tasken … men også at jeg sådan lidt mere generelt får genvakt, noget af tidligere tiders kreativitet.

    bøger og reol

    P.S…. jeg ved godt at farvekoordinering af bøger er en direkte likvideringsbegrundelse hos bibliotekarer … men så mange bøger har jeg jo heller ikke.

    P.P.S de hvis bøger står i reolen nedenunder hvor jeg kører et hvidt tema ,… skal jo heller ikke have alt for mange farver ind, sådan på en gang.

     

     


  • Hvor svært kan det være…?

    Lige da jeg kom hjem fra min meditationsoplevelse i Sverige, var jeg fuld af ideer til hvor nemt det ville være at fortsætte med at meditere.

    To timer om dagen – pyha, det ville da være det nemmeste i verden.

    Jeg mener deroppe var vi oppe 17 timer om dagen og bortset  fra en 4-5 timer hvor vi spiste eller havde pause, så mediterede vi i resten af tiden. Jeg er endda så privilligeret at jeg hverken er bundet af børn, mand eller faste arbejdstider.

    Jeg syntes at dem der havde været deroppe før og snakkede om at de kun mediterede 1 time om dagen, eller ikke rigtig fik det gjort, var lidt pivedyr .. og var det ikke bare et spørgsmål om at få slukket for tv’et og komme igang ?!

    (den kloge læser vil her bemærke at ikke engang 10 dages meditation og stilhed berigede mig med rummelighed og overbærenhed overfor andre …. det er et issue, der kommer op på et senere tidspunkt)

    Nu hvor jeg har været hjemme i lidt over 14 dage, har piben fået en lidt anden lyd.

    Knapt så skinger og noget mere realistisk.

    At hive 2 timer noget som helst ud af en dagligdag er pænt meget, uanset hvordan ens hverdag i øvrigt er skruet sammen. At gøre det med noget der så også påvirker ens energiniveau er så endnu mere vanskeligt.

    Min plan var at meditere morgen og aften. Havde ingen problemer med at vågne en time tidligere (eller i det her tilfælde fortsætte med at vågne tidligt), problemet kom med aftenmeditationen. Havde nemlig planlagt at meditere inden sengetid. Det gik så også meget godt bortset fra at det, at jeg blev helt vildt frisk efter meditationen … og så kom balladen.

    For så kunne jeg ikke sove og kom alt for sent i seng, og så kunne jeg så alligevel ikke komme op … og med planlagte morgenmøder ret tidligt på morgen både i sidste og denne uge, kunne jeg ikke risikere at sove for sent … og så kørte det hele lidt i ring.

    Da jeg så endte med ikke at kunne nå mine mål, lod jeg helt være og så var jeg ligevidt.

    Jeg har nu justeret på to parametre: tid og placering. Jeg har skruet lidt ned for tiden – men til gengæld forsøger jeg så at lægge ½ times meditation midt/sidst på dagen, sådan jeg kan bruge den energi jeg får, til at komme fra dag til aften.

    Vaneforskere diskuterer om det tager 21-40 eller 90 dage at bryde en vane, jeg skal ikke gøre mig klog på om det er det ene eller det andet … men jeg tror på at man kan gøre det nemmere eller mere vanskeligt for en selv at ændre vaner og jeg tror på at det her lille skridt har gjort det lidt nemmere for mig.

    … og nu vil jeg så i øvrigt smutte ind og meditere … og til det og til at se hvordan det går, bruger jeg i øvrigt denne her lille hjælper: meditation apps

     


  • Uforløste tilbagemeldinger

    Jeg ved ikke om man kan kalde det et tema i mit liv, eller om det sker for alle til alle tider – og jeg bare lægger mere i det?

    Men lige nu synes jeg bare at jeg har så mange hængepartier der ikke bliver løftet, bolde der er kastet op i luften og ikke falder ned, skibe der sættes i søen men aldrig når i havn.

    Jeg oplever det både på den private og professionelle bane og jeg synes at jeg løber i runder mens jeg forsøger at holde styr på hvor jeg har fået svar, hvor der mangler noget og hvor der er total tavshed.

    Og jeg forsøger at afkode hvad det handler om.

    Er det mig?

    Er det dem?

    Hvad er det de andre forstår, som jeg her godt inde i livet bliver ved med at tumle imod.

    Ikke at få svar er også at få svar” siger nogen. Men det passer heller ikke rigtig, for nogen gange får man jo så fat i folk og det bliver starten på nogen nyt og “hvor var det godt at du blev ved med at forsøge at få fat på mig“, eller du er på min “to-do-liste og dårlige samvittighed, godt du ringede tilbage“.

    Jeg står midt i mellem at min nye leveregel skal være, at jeg bliver bedre til at slippe de tilbagemeldinger der ikke kommer … eller at jeg skal til at koge nogle kaniner rundt omkring i det ganske danske land.


  • Et løfte om stilhed

    Da jeg gik ind i 2013, gav jeg mig selv et løfte om, at 2013 skulle blive året hvor jeg kom tilbage til min krop.

    Jeg har været rigtig meget i mit hoved, været meget i mine følelser og alt, alt for lidt i min krop.

    En begyndelse på min tilbagevenden til min krop har klart været at lytte til den – og det er blandt andet det som hele mit fodprojekt har gået ud på … jeg er holdt op med at ignorere mine smerter og behandler mine fødder ordentligt.

    Den mindfullnes jeg dyrkede inden jeg rejste og som jeg til dels fortsatte i mine mange timer i vandet i Egypten, var også en del af rejsen. Når jeg dykker i varmt vand er jeg utrolig meget i “nuet”. Mærker vandet, ser ud af øjnene. Men jeg er ikke nødvendigvis særlig meget i kontakt med min krop. Når jeg dykker herhjemme er jeg primært i mine besværligheder – for det er noget mere komplekst at dykke herhjemme.

    Den træning jeg er startet på og nu har gennemført med ret stor regelmæssighed siden september, er klart med til at hjælpe mig med at definere mig selv om min krop. Man kan næsten ikke andet end at mærke når man er blevet gennemtærsket gennem crossfit.

    Men jeg skal længere ind. Dybere ind i kroppen og helt ud i fingerspidserne.

    Så da jeg gik ind i 2013 bookede jeg mig et ophold i Sverige. Et 10-dages stilheds- og meditationskursus.

    Der var optaget på kurset … indtil igår – og nu har jeg sagt ja.

    Jeg rejser den 26. marts.


  • Pardannelse

    Jeg har søgt at hele mig med en weekend af offline.

    En weekend af offline og pardannelse.

    Været sammen med gode venner og snakke-snakke-snakket ude i den virkelig verden. Med mennesker der er så ulig mig og så alligevel så meget det samme.

    Aldersmæssigt rækker vi over fire dekader og er på mange måder forskellige steder i livet. Et par står foran bryllup og snakker om børn, et andet par er i den begyndende midalder og  rejser og behov for flere arkitektegnede klassikere, fylder en masse. Det sidste par kunne gå på pension og det er primært lysten til at arbejde og noget med en bonus, der får dem til at gå på fabrikken og være andet end rejselystne.

    Og så er der os. Som ikke længere er et os – men to individer. Mellem ønsket om børn og rejselysten og pensionen.

    Det der binder os alle sammen sammen, er dykningen og vores tid i Egypten. De oplevelser vi havde der og dem vi lavede efter vi kom hjem. Fælles oplevelser, fælles venner.

    Jeg er taknemlig for at verden har flyttet sig over tid, sådan at vi nu har en tid hvor der  godt kan være rum til et os af to individer mellem alle de andre pardannelser.

    At man ikke nødvendigvis behøver at lægge alt bag sig, fordi man går hvert til sidst.

    Er også taknemlig for den sødme der er i at genkalde sig de gode ting, der var i at være et os, for dem er der jo stadig mange af selvom man ikke fortsætter sammen.

     

     


  • Sprød

    Jeg tror jeg altid har reageret på kriser med aktivitet. Derfor behandlede jeg også min nye civilstatus med lige at flytte op og ned på min bolig – og få malet fra top til bund … samtidig med at jeg lige gav den bundgas på motion og opbygning af virksomhed.

    Og det gav mig en masse fed energi.

    Nye rammer, lethed i indretningen, masser er af nye mennesker i et voksende netværk og opbygning af muskler. Det kørte på mange måder for mig

    … men efter optur kommer nedtur.

    Det siger næsten sig selv. Og jeg var også klar over det, da jeg kørte løs på min lille optursvind.

    Men hvor meget og hvordan nedturen ville ramme mig, havde jeg ikke lige set:

    Onsdag i sidste uge går jeg omkuld med en kæmpe forkølelse/ondt i halsen/hoste som jeg kæmpede mig igennem inden jeg kunne lægge mig til sengs.

    I weekenden hvor jeg ellers nærmest ikke rørte mig, lykkedes det mig alligevel at knække en tand.

    Mandag tror jeg at jeg skal til en fodundersøgelse – men den udvikler sig til at jeg få en ny foddiagnose slynget i hovedet og nærmest simultant jaget en kæmpe kanyle med binyrebarkhormon i foden for at “smadre nerven” …

    Total overraskende, totalt overgrebsagtigt … og helt vildt smertefuldt, både under og efter.

    Nu haltende, tager jeg så tirsdag til tandlæge.

    Får forsøgsvis revet den halve tand ud …da lugten af rådenskab strømmer ud er jeg jo klar over at den ikke er helt god – men at den alligevel skulle være slem for 20.000 kr. kom alligevel bag på mig.

    Så her onsdag ugen efter er jeg stadig snotforkølet, kan ikke støtte på den ene fod, har et krater i min mund – og ser mod en økonomisk afgrund jeg simpelhen ikke kan overskue.

    Jeg ved at også det vil gå over, at min verden altid er cirkulær og de ting der går op kommer ned og når man er nede kommer man op igen.

    Men lige nu og her er jeg sprød som kinesisk porcelæn og jeg står for enden af en bowlingbane og ser holdet geare op ….


  • Halve indlæg … og manglende udfoldning

    I mit hoved og under mine kladder ligger der det ene halve indlæg efter det andet.

    Om vinter der varer ved, om fantastiske spanske støvler, om døde fædre og kunsten om ikke at følge egne råd, om angsten for ikke at slå til eller drømme for vidtløftige drømme (eller drømme der ikke er vidtløftige nok) – om hjerte, smerte og livet derefter.

    Så det er ikke fordi jeg er tom for ord eller mening, mere at der måske er lidt for meget tyndhudethed og “jeg” til at blive sat på display.

    … men jeg lever endnu – og denne vinter kommer også til at tage en ende og på et tidspunkt, folder jeg mig igen ud – her, i livet og hvor det nu er jeg skal foldes ud.


  • Der er ingen der har sagt, at det _ikke_ må være nemt!

    Min afdøde farmors motto var “der er ingen der har sagt det skal være nemt!” og det har ligget som en grundtone i mit sind og en rød tråd gennem mit liv.

    Det har givet styrke og tro i alle de situationer hvor det vitterligt ikke har været nemt. Og det har gjort det nemt at have det svært. For livet kan være svært og vi kan blive ramt af hårde ting.

    Og min farmor havde ikke noget nemt liv. Hun brød med normerne og valgte at lade sig skille fra sin ægtemand i 50’erne. Det har ikke været nemt. Men det var nemmere end at blive ved med at bo med en mand, der brugte pengene på omgange til gutterne fremfor familien derhjemme.

    At klare at brødføde sig selv og 3 børn, har heller ikke været nemt og jeg kan godt forstå, at hun giftede sig igen, selvom det heller ikke må have været nemt at bo sammen med en mand, der var på landevejene som sælger og havde sukkersyge oveni. Men jeg håber de havde et godt ægteskab – alle vi børnebørn, elskede i hvert fald vores milde og glade bedstefar i de år vi fik lov til at have ham.

    Alle de år hvor hun levede som enke har heller ikke været nemme, specielt fordi hun egentligt var meget social, men ikke god til at skabe nye kontakter eller vedligeholde venskaber.

    Så det giver fuld forståelse, at hun har knyttet sig til lige præcis det ordsprog – og det har sikkert givet hende styrke til at klare sine trængsler.

    Men jeg kan mærke, at den er hagen fast i at livet er svært, og vi må bide tænderne sammen og gå igennem det som vi bedst kan, ikke længere passer til mit eget mindset.

    At den energi jeg har brugt på at ændre min måde at tænke på, at vælge min egen holdning og gå glad ud i livet, har skabt en forandring.

    Mit liv er heller ikke nemt. Jeg er single, jeg bor i en lejlighed jeg ret beset ikke har råd til, jeg har sagt mit job op uden at have fundet et nyt, jeg har åbnet en virksomhed uden at have kunder, jeg får ikke nok penge ind til at dække mine udgifter – og da jeg vågnede i morges opdagede jeg, at jeg var ved at blive forkølet.

    Men jeg er glad.

    Hver eneste dag i denne uge har jeg lavet ting, der har gjort mig glad. Talt med mennesker der har givet mig energi og jeg har hjulpet andre mennesker og gjort dem glade. Jeg har givet rigtig meget af mig selv – og jeg har fået så meget mere tilbage.

    Og vigtigst af alt; jeg har besluttet mig til at ændre mit livsmotto og grundtonen i mit liv:

    Der er ingen der har sagt, at det ikke må være nemt!

    Min påstand er ikke at det er livet der er svært eller nemt – det er den måde vi ser på livet, der gør det nemt eller svært.

    Jeg har aldrig været til quick-fix og popsmarte “du kan smile dig glad” statements .. og så alligevel – for det er tit det simple der er det mest rigtige. Og derfor blev jeg ret glad da jeg i tirsdags blev introduceret til denne her film, der handler om at fejre hvad der er rigtigt i livet:

    Celebrate what’s right with the world

    Den gjorde mig en lille smule mere glad og hvis du har brug for et kickstart i en anden retning, så kan du jo også bruge 22 minutter af dit liv og måske blive lidt gladere.


  • med forsinket vokseværk

    … min middag i går bestod af en pakke macadamianødder, en dåse Karlsens chokoladelakrids og en pakke blandet frugt.

    Det var egentligt mit weekendtreat og jeg havde købt rosenkål til at lave noget sundt mad af.

    Men så tog fanden ved mig og jeg spiste slik til aftensmad.

    Dyrt slik jovel – men stadig helt oprørsagtigt.

    For det føler jeg åbenbart stadig behov for at gøre.

    Oprør!


  • Om 2013 i lyset af 2012

    Mit liv består af tre dele:

    • en arbejdssituation der skal stabiliseres (virksomhed -job-virksomhed-job)
    • et hjem der skal omdefineres (maling-omflytning-mere maling-mere omflytning)
    • et jeg der skal redefineres (venner-sociale relationer-motion-familie-ro-søvn)

    Så jeg har travlt.

    Men jeg har kigget tilbage på 2012 … som jeg har en klar følelse af, at 2013 står på skuldrene af, ligesom 2012 var en klar forlængelse af 2011 og mit år i sandaler.

    For et år siden – denne her tid i januar 2012 var jeg syg og elendig og lå og pev i min seng i Sharm – og jeg glædede mig til at komme hjem. Hjem til Danmark, til mit liv som jeg kendte det og de mennesker jeg hidtil havde omgivet mig med.

    Lidet vidste jeg, at jeg havde lagt kimen til en kæmpe forandring. En forandring i mig, en forandring i mit liv – og en forandring der i den grad kommer til at slå igennem her i 2013, hvor jeg nu står med alle veje åbne for mig: hvad jeg skal lave arbejdsmæssigt, hvor jeg skal bo, og hvem jeg skal og ikke skal dele mit liv med.

    Jeg har givet mig selv en 3 måneders “fredning”. I de her første 3 måneder af 2013 vil jeg ikke træffe nogen endelige beslutninger. Jeg er så heldig, at jeg har et økonomisk råderum til at kunne gøre det.

    Så i de her 3 måneder vil jeg tillade mig selv at være i min krop – og mærke efter hvad der vil være det rigtige at gøre … og på basis af det planlægge resten af 2013 når vi når til 1. april.

    Det er en fantastisk luksus og jeg føler mig super priviligeret og taknemlig.

    Men jeg er kun nået hertil ved at gå gennem de faser og livsforhold som jeg gik gennem i 2012 – og har du lyst til at få indsigt i det, kan du læse om det her:

    Min kommentarfunktion skulle være fikset, selvom bloggen ikke er sat 100% op endnu … så du er meget velkommen til at dele dine tanker med mig, hvis det jeg skriver på en eller anden måde berører dig.





De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com