Arkiverede indlæg under den kategori
Nytårsdag og så ikke engang i mit eget hjem, er en lidt vanskeligt måde at starte mit projekt op på. Og så alligevel ikke, omend jeg har taget den nemme løsning:
Badeværelsesskabet. Her i sommerhuset er det ikke lige så slemt, som hjemme hos mig selv. Og alligevel har jeg gemt på gamle cremer, halvtomme bøtter og ting der er løbet ud i 2014.
Første skridt er taget, og så er der bare 364 tilbage.
Deres skæbne: Disse ting har ikke fået nyt liv. De er blot smidt ud.
Det er næsten ironisk at mit næstsidste indlæg herinde handler om at have for mange ting … og er mere end et år gammelt – for dette indlæg tager præcis samme tråd op: jeg har for mange ting.
Og det er ikke blevet mindre, for jeg har siden sidst været med til at rydde min mors hjem, og er igang med at hjælpe til med at rydde op i min fars hjem også.
Og fra begge steder er der sneget sig ting ind i mit hjem – som ellers var så rigeligt fyldt i forvejen.
Så er der en ting som 2020 har bragt mig, er det “ting-forstoppelse”.
Jeg har nok af alt, og jeg skal af med noget.
Og det har skabt mit 2021-forsæt: en ting hver dag.
Jeg har bestemt mig for, at jeg gennem hele 2021 vil skaffe mig af med (mindst) en ting hver dag.
Min tings-forstoppelse gjorde nemlig, at jeg frasagde mig gaver i år, og heller ikke gav nogen.
Så i stedet for at give min mand 24 unødvendige gaver i en kalender i december, gav jeg ham et dagligt foto.
I den proces, hvor jeg havde sat mig på den opgave, at finde et hjerte hver dag og tage et foto af det, (gen)opdagede jeg værdien i at holde fokus på en ting.
Jeg så nemlig hjerter alle vegne.
Det er kendt som det heliotropiske princip – eller princippet om at det vi giver energi vokser – og jeg vil gerne give det at få ryddet op i mine ting energi og få det til at vokse.
Jeg tror på at en gennemgribende oprydning i mine ting i sidste end vil frigøre en hel masse energi – så jeg måske i sidste ende også får ryddet op i mit liv.
Så selvom det sikkert bliver hårdt at gennemføre, for det er svært at implementere nye vaner, ny adfærd … vil jeg gøre et forsøg.
Lige siden jeg flyttede for 2 år siden har jeg skulle sortere, smide ud og rydde op.
Når man flytter fra 125 m2 til 77 m2 er det naturligt, at der skal skæres til i bohavet.
Men jeg er ikke kommet omkring det og det der skulle have være mit gæsteværelse, er stille og roligt sandet til, mine møbler er for store og de midlertidige løsninger, har nu været brugt i 2 år. Og jeg kan mærke, at det tager min energi.
Så I weekenden kom jeg endelig igang. Flyttede alt fra mit rodeværelse ud, skaffede mig af med nogle møbler fra min firmatid, som jeg ikke skal bruge og har købt nogle skabe, der passer til husets størrelse.
Og er i gang med at smide ud og give videre. Det er en proces….
Er på vej hjem fra min stedfar. Praktisk besøg: hund til dyrlægen, sætte stedfortræder på hans e-boks, afmelde den flod af reklamer han får.
Han klarer det bedre end nogen af os havde troet – efter han er blevet alene.
Men nu går det den gale vej.
Og det er svært at hjælpe. For han vil jo gerne slippe for at blive hjulpet.
Det er en evig strøm af “vil”, “vil ikke”, “VIL”, “vil IKKE”, “VIL IKKE”, “vil“, “vil IKKE“, “vil”, “Ikke“.
“Jeg vidste ikke, at det ville blive sådan, at blive gammel”, sagde han, da jeg stod og smurte creme på hans ryg.
Og i virkeligheden, er det nok sådan vi alle har det. Om det så er mig, der pludselig opdager rynker, hvor det gør var glat, eller ham, der synes det er ydmygende, at skulle have en hjemmehjælper til at smøre hans 88-årige ryg.
Vi vil hverken blive gamle, eller alternativet. Men måske er dem, der dør før alderen rigtigt sætter ind, de heldige?
Der ligger en udfladet hund på mit gulv og snorker.
Det var engang min mors sidste hund. Nu er det min stedfars. Og pasning af hende, er lige nu en af følgende i rækken af gamlinge i min familie, der er ved at bukke under i disse dage.
Varmen er tænkeligt en af årsagerne til at det er ved at gå helt galt. At alderen ligger på 71, 85, 89 og 93 nok en anden faktor.
Men vi har lige nu en der ligger for døden, en der lige er blevet udskrevet efter en blodprop i lungerne, en der er blevet tvangstilbageholdt og fikseret pga traume på nakken og endelig en der er forvirret, utæt og konfus.
Og da der er tale om en far, stedfar, faster og svigermor og et udviklingsforløb over mindre end 14 dage, er det ret meget og ret tæt på.
Når man selv er godt over midten af livet, bliver det mere og mere tydeligt, at andre endnu tættere på kanten af bænken.
En lille silver lining er, at vi er gode til at rykke sammen som familie, når det bliver hårdt og jeg sætter så utrolig stor pris på at jeg har min søster.
Vi er et godt team.
Selvom 2018 lige startede med, at bide mig i min selvfede røv, bedst som jeg den 2. om aftenen, sad og havde det godt med, at jeg både havde trænet og taget første skridt mod ændring af kost, ved at melde mig til diverse ting, så synes jeg alligevel, at 2018 viser rigtig meget potentiale.
Selvom fredag den 5. var min mors fødselsdag og derfor (igen, igen), trak i tårekanalerne, så var det også den dag jeg var ude og blive introduceret til en ny opgave, som jeg fik – og starter på, på fredag.
Det var også en hyggelig aften med dejlige kollegaer, som jeg har fået gennem min sidste opgave.
Og i de her solskinsdage, hvor alle mulige dyr tumler i min have, hvor jeg ved, at den næste tid er sikret økonomisk og jeg også lige skal ned og dyrke noget sol og dykning i smukke Thailand, er det lidt svært ikke at være optimistisk – så det er jeg….
Ting der er anderledes når man bor i hus:
På mit ene dørtrin står den plantemis jeg fik i fødselsdagsgave af min far og hans hustru.
Den har følgeskab af min mors pelargonie, der lyser op og ser ud til at stortrives på den østvendte trappe og har flere knopper og blomster end jeg set på den tidligere, i den tid jeg har haft den.
Og det hele sluttes af med min farvestrålende kæmpevindmølle og kulørte lamper.
Jeg tror roligt at man kan sige, at jeg er ved at indtage mit hus – og at man kan se, at de sendte en pige….
Lige nu har jeg det du skriger efter, hvis man skal lytte til medierne: tid.
Efter at have været så meget flyvende, at vandret var det nye oprejst, er jeg nået til et holdt. En pause.
Min krop har ikke opdaget det. Min hjerne har ikke fattet noget. Jeg fylder pausen ud med lister på ting, der skal gøres før mit hjem er et hjem. Og kalenderen med mennesker jeg skal mødes med og aftaler om at træne en utrænet krop.
Hver weekend i september står på aktiviteter og rejser – og pludselig hører jeg mig selv vrænge over ophold på gourmetkro og storbyferie.
Jeg har det du mangler – og jeg forstår ikke at værdsætte det.
I de sidste to år, har jeg strakt mig tynd. Både arbejdsmæssigt og privat, med sygdom, død og arbejdsløshed i familien.
Og nu er meget faldet på plads. Og jeg har sat en helt ny fysisk ramme om mit liv.
Min opgave er slut, selvom jeg stadig sidder lidt i efterdønningerne. Jeg er glad, glad og endnu gladere over at opgaven sluttede på det tidspunkt den gjorde.
Ligesom jeg er glad over den relative økonomiske frihed jeg har, lige nu, som følge af at have løst opgaven. Hvilke i stor grad viste sig da jeg var inde og ændre min forskudsregistrering og kom retur med et frikort på over 80.000 kr til resten af året.
Det betyder dog også, at hvis jeg læner mig tilbage og laver ingenting, vil jeg, til næste år, få udbetalt et beløb der svarer til 20.000 om måneden resten af året.
Og jeg har projekter nok.
Men kan man det. Kan jeg det?
Tænk hvis man var sådan en der virkelig turde holde (endnu) en pause og være i nuet og se græsset gro – og svampene med dem.
Hov – jeg har ikke set din kommentar. Jeg har dem ikke lige i nærheden af mig pt. men de…
De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem