Kategori: Forandring

Et af Dalai Lams “18 rules for life” hedder løsligt oversat, at man skal huske, at det at man ikke får hvad man ønsker sig, kan være et virkeligt held (Remember that not getting what you want is sometimes a wonderful stroke of luck) – hos mig har den mere negative version af det samme i  mange år heddet: Man skal passe på hvad man ønsker sig, det kan risikere at gå i opfyldelse.

Og hvorfor skriver jeg det?

Da jeg for lidt over et år siden besluttede at sige mit arbejde op, og tage et sabbatår sammen med min kæreste, ønskede jeg mig bare et år hvor jeg ikke skulle arbejde, et år hvor jeg kunne være mig selv og bestemme over mig selv og min tid – og få ro i sindet. Jeg ikke så meget som overvejede at søge om orlov, for jeg skulle så meget ikke tilbage til den arbejdsplads, eller det arbejdsområde.

Så jeg sagde op og fik mit år, og tak for det.

I dag er min kæreste lige kørt afsted til sit arbejde, efter sin orlov. Han ved ikke præcis hvad han skal lave, men der står to stillinger og venter på ham og den kommende tid skal vise, hvor han mere præcis skal hen.

Og mig?

Jeg har lige præcis alt den egentid foran mig som jeg ønskede mig så brændende sidste år … og jeg kan mærke, at det lige pludselig er pænt skræmmende og at jeg egentligt ville have det rimelig godt med, at skulle møde op på et sted og blive sat igang med at arbejde.

Økonomisk skal vi nok klare os, vi har en løn + en understøttelse indtil jeg enten finder arbejde, eller får noget op at stå.

Men tanken om at det ikke længere er mig der bestemmer om jeg skal være i arbejde eller ej, og at jeg måske kan ende i længere tids arbejdsløshed føles pludselig meget nærværende.

Det er jo ikke fordi at det som sådan kommer bag på mig. Jeg har jo hele tiden vist, at jeg ville komme hjem og være arbejdsløs, men på en eller anden måde er det alligevel først sådan rigtig krøbet ind under huden på mig idag – og jeg kan mærke, at jeg bliver rigtig meget påvirket af al den der krisesnak og de stigende arbejdsløshedstal.

Jeg har ting i ærmerne og jeg har planer der skal undersøges og møder der skal planlægges og afholdes – men alligevel kan jeg mærke at noget skiftede rundt på sig idag og jeg håber seriøst, at der snart er bud efter mig og mine kompetencer … og jeg håber at jeg får det formuleret, sådan at jeg får lige præcis hvad jeg ønsker mig på den konto.

I køleskabet står en gryderet og køler ned, på spisebordet ligger katten i en solstråle og varmer sig og det er nok godt det samme at det ikke er omvendt.

Om lidt skal vi op til min mor. Deroppe står nemlig vores bil, som nu er gået igennem synet og er blevet indregistreret. Da vi hentede den var den møget ind i halm og skidt og bremserne var rustne, så selv en ordentlig omgang vask og pænt meget bremsning fra synsmanden ikke kunne få den gennem syn.

Bilbremser er ikke det eneste der ruster, efter et års hensættelse. Egentligt er vores lejlighed og ting sluppet fint gennem en udlejning til fremmede, men selvfølgelig er der lidt her og der. En knivspids der er bøjet, nogen låg der mangler, en skuffe der har fået vand, en anden der kører trægt, et par pander der er ødelagt eller rustet af forkert (eller mangelfuld?) brug.

Men det kunne have været meget værre.

Mange vaner er også rustet. Der er ting som jeg ikke kan huske hvor jeg plejer at have dem, eller nye vaner er kommet ind over – og det er egentligt helt ok, for jeg ønsker ikke bare at genindtræde 100% og fuldstændigt uforandret i mit gamle liv.

Men mange ting falder alligevel automatisk i hak. Og det er egentligt også ok – for nogen ting skal først modne før der kan gøres endelig op med det.

Ellers er vi stadig igang med at rydde op og rydde ud. Min kæreste regnede med at det ville tage et par dage at få alting på plads ..  jeg – som jo havde mokket alt derind, regnede med at det ville tage et par uger og jeg tror vi måske landet et sted mellem de to – færdig er vi i hvert fald langt fra, men vi har da noget noget.

Men meget mere når vi ikke i dag, for lige om lidt kommer gryderetten under armen, og så går turen op efter bilen, forbi min far til eftermiddagskaffe og min mor til selv-inviteret middag, for der skal også være plads til gensyn og besøg, når sådan en hverdag skal stykkes sammen igen.