Mine katte har lopper. Mine katte, der ikke længere er mine katte, har lopper.

Over i det der Jylland.

Hvor og hvornår de har fået det er en gåde. Men da de kom over i deres nye hjem, begyndte de pludselig at slikke sig helt vildt meget og lidt efter fandt han ud af at der var lopper.

Og da jeg fandt ud af det begyndte jeg at klø og min kusine som jeg havde besøgt en uge før jul, fik en forklaring på hvorfor hun havde kløet i nakken, efter mit besøg hos hende. Hun var nemlig sikker på at jeg havde båret rundt på en loppe.

Men jeg har ikke lopper i min lejlighed. Kun loppefund – lidt hist og pist … som jeg stadig er ved at finde plads til, her i mit “nye” hjem.

Møblerne er ved at være på plads i de forskellige rum, nu skal der bare “gøres færdigt”. Hænges ting op, smides ud … og lopper eller ej, så går jeg lidt rundt om mig selv, og kløer mig i hovedet og synes egentligt at jeg har pænt mange ting, og måske ikke helt behov for det hele.

Måske et loppemarked på et tidspunkt ville være mit løsen?

Er halvvejs inde i en 3 ugers periode hvor vi på nogen måder har fået planlagt os op i et hjørne …

Eller i hvert fald ikke har tænkt i de helt store linjer, da vi lagde et program der gør at vi i tre uger i træk kun er hjemme fra mandag til onsdag og ellers er på vej hen, planlægger, er igang med noget, eller på vej hjem fra resten af tiden.

Lige nu er jeg igang med at pakke ud, vaske tøj, skylle udstyr og rydde op efter en forlænget weekend i Sverige. I stuen hvor jeg sidder står der stadig tre dykkertasker der skal pakkes ud, på gulvet i soveværelset ligger det vasketøj der mangler at blive vasket og i køkken og stue står der to kasser der er klar til næste fase: grisefest i Jylland, som skal afvikles i den kommende weekend.

Det er superhyggeligt det hele, men vi må nok også sande at der er brug for nogen tidlige aftener i denne uge, for at vi kan give den fuld fart til den fest, der gerne skulle blive på lørdag.

Der er mange ting der skal planlægges, når vi lige er 10 dykkere tre dage i Sverige eller 35 mennesker til noget, der snart ligner en tredagsfest i Saksild. Men vi er efterhånden ret gode til at få tingene til at falde i hak og er langsomt blevet bedre til også at acceptere, at ind i mellem så kan man planlægge lige så tosset man vil, men det betyder ikke at den menneskelige hjerne kan følge med hele tiden og en ting her og der kan smutte.

Men så må der improviseres og det blev der gjort her i weekenden hvor det transportable luftfyldeanlæg, var kommet til Sverige uden sine luftslanger … men 2 støvsugerslanger og en rulle gaffa endte med at klare skærene, så vi kunne komme ned og dykke på de svenske skær.

Og sådan bliver det nok også i den kommende weekend hvor vi samler 35 mennesker omkring en gris og noget Østjylland.

Tre dage hvor mennesker kommer og går og fester og drikker og ser den lyse morgen midt om natten.

Og ja, jeg kan ind i mellem blive træt og øm og ca. 1oo år fordi der skal tænkes og slæbes og arrangeres, men mest af alt er glad for at så mange dejlige mennesker fylder i mit liv og er med til at fylde mit liv ud.

Livet og måden det leves på er en gave – og jeg er stadig i fuld gang med at pakke det ud.

Jeg er slem til at glemme og dårlig til at huske – men forsøger alligevel intenst at gøre det; leve i mit nu og nyde mens jeg gør det.

Alligevel er det ofte nemmere at huske på sine pligter end sin nydelse.

Og den ene gang efter den anden er jeg nødt til at stoppe mig selv og spørge for hvis skyld jeg gør dette eller hint. Ofte og tit opdager jeg mig selv gøre noget, der handler om andres behov fremfor mine egne … eller endnu værre, at det er min fortolkning af andres behov, der får mig til at gøre ting.

Og det er måske endda dobbelt fjollet.

For jeg vil noget andet med mit liv end før.

Jeg vil ikke knokle rundt til jeg trimler omkuld med stress og dårligdomme. Mens jeg løser andres liv og gennemfører deres projekter.

Jeg skal have glæde i mit liv og er jeg en tur i Korsør og befinder mig i en skov mellem ramsløg og anemoner, skal der være tid til at stå ud af bilen og nyde det ultrakorte øjeblik, som foråret egentlige er.

Og jeg må gerne prioritere familie højere end pligter og tage ud og spise pasta hos min søster i hendes forårskåde have på en tirsdag.

Men det er svært at bryde års indarbejdelse af pligtfølelse – men ind i mellem skal man altså spise chokolademaden først, hvis det er den man har mest lyst til.

Er ude i min lille lykkehave.

Og har fundet ud af, at jeg ejer 3 grønne asparges, der titter op af jorden med et bestemt udtryk, et æbletræ med 5 blomster og et kirsebærtræ med mere end 20.

At både lilje- og kongekonval ser ud til at komme, at lupinerne vokser voldsomt … og ja, det gør de fandes skovjordbær også … stadigvæk og hele tiden. At mine tulipaner ser lidt knotne ud og slet ikke blomstre som dem i de andre haver, men at der er tonsvis af perlehyacinter og påske-og pinseliljer hid og did.

Jeg har Mads og Monopolet i ørene, efter at jeg lige har afsluttet en telefonsamtale, hvor jeg fik fjernet en sten fra en dejlig dames hjerte.

Min pc er koblet op til verden på et modem …. og damned, hvor er jeg bare glad for den der verden og den plads jeg har i den.

Og af alt hvad jeg ejer i verden, er jeg lige nu allermest lykkelig for mine 3 grønnes asparges og mine 5 æbleblomster.

Med et år uden indtægt og en hjemkomst til arbejdsløshedsland og understøttelse, er jeg nødt til at kigge kronerne i øjnene.

Jeg har aldrig været en storforbruger af ting, tøj og tant & fjas – men har altid brugt mange penge på mad og specielt på mad af en høj kvalitet og jeg har aldrig skelet til prisen … og faktisk ikke haft en anelse om hvad en liter mælk eller en pakke smør kostede.

Har altid haft skabe, skuffer og fryser pakket fuld med ingredienser og har praktisk taget til enhver tid kunne stable mindst en 3 retters menu med snacks og afterdinner hejs på benene – udfra det jeg havde i huset.

Nu er mine skabe, skuffer og fryseren tomme og med ditto lommer er det svært at komme op i omdrejningshøjde.

Og det er som sådan også ok.

Jeg vil jo gerne leve et mere simpelt liv og der er ingen tvivl om, at vi havde et overforbrug når det kom til madindkøb … eller i hvertfald et overbetalingsforbrug, da jeg ikke som sådan købte ind og smed ud – men som sagt bare købte ind uden at skele til prisen.

Det kan jeg bare ikke tillade mig lige nu – og jeg har for første gang sat mine fødder i et lavprissupermarked som Lidl og køber helt generelt mere ind i supermarkeder end delikatesseforretninger.

Og jeg ved at det er et totalt luksusproblem og jeg ikke har nogen grund til at pive … men hold da kæft hvor er det dog et deprimerende udbud af madvarer man skal holde sig til, når man skal handle discount og tænke over priserne ….. og jeg kan mærke at fantasien lige så stille og roligt siver ud af min madhjerne.

Mens jeg var væk, havde min fremlejer spurgt, om han måtte stille nogen ting i kælderen. Jeg troede han mente nogen af sine egne ting, og blev derfor noget overrasket over at opdage, at det var mine ting der var røget derned. Og i dag tog jeg så hul på at få tingene op igen.

Noget af det var måske meget forståeligt, man(d) kan jo have forskellige holdninger til hvor mange puder, der skal være i et hjem, men andre ting fattede jeg ikke rigtig at de ville af med, jeg har i hvert fald selv svært ved at undvære opvaskestativet og thermokanden.

Alle vores billeder var også kommet en tur i kælderen, endda et pænt dyrt litografi jeg havde fået af min far – heldigvis var ingenting blevet skadet under den store oversvømmelse sidste år

Det var en spøjs oplevelse at rode gennem den flyttekasse og de poser der var stillet derned. Opleve hvordan mange af mine ting var blevet vejet og fundet for lette.

Da jeg gennemgik tingene, valgte jeg dog også at skille mig af med noget af det. Og en af de ting jeg valgte at smide ud, var en gammel skumgummimadrads. Den havde stået bag min seng, og havde ageret blandet ryglæn og nødgæsteseng i efterhånden små 10 år.

De sidste havde den bare aldrig rigtig gjort, fordi jeg egentligt har omkring 4 andre steder folk kan sove og vi sjældent når op på flere overnattende gæster.

Så den røg ud. Blev stillet til storskrald.

Og fik ca. 5 minutter i rummet, før jeg så en fyr komme derind og tage den med sig.

Og i den helt store kosmiske sammenhæng, var det da rigtig rart at opleve, at den genstand, der lige var blevet kasseret af ikke mindre end to personer, nu pludselig kunne komme ud og få et nyt liv.

Når sådanne ting sker, så er det bare så meget lettere, at få smidt ud.

Jeg kan mærke, at det aller nemmeste er at pakke hele mit liv ud og fortsætte fuldstændigt hvor jeg slap.

Men jeg ved også, at det ikke er det jeg vil.

Jeg vil eksempelvis gerne leve et noget mere simpelt liv, og det er noget svært, når der i mit hjem ligger sæk efter sæk med ting, tøj og sager – som jo er helt ok, har et minde, er brugbare eller måske endda kostbare, men som jeg ret beset ikke har brug for, eller bare ikke bruger.

Noget bliver smidt væk, givet til genbrug eller sat til siden for nærmere granskning, og  jeg håber seriøst at jeg kommer til et sted, hvor det bliver lettere og lettere at smide ud – for hvor mange tørklæder, frakke, glas og køkkenting er det lige man egentligt har brug for?

Lige nu har jeg smidt en uåbnet sæk blandet sko og støvler ind i bunden af mit skab, der står 3 sække med genbrugstøj i køkkenet og der er en flyttekasse med køkkenting som jeg overvejer at smide uåbnet på genbrug, da jeg egentligt ikke tror at jeg på nogen måde mangler noget i mit køkken.

Jeg har nok af alting og tror egentligt ikke at jeg har brug for mere dims i mit liv.

… og jeg overvejer hvor længe den følelse mon varer?