Jeg har grædt mine modige tårer, tænkt i alternativer, plaget uskyldige mennesker i min familie – både med ord og med alternative behandlinger … men det ændrer ikke ved det faktum, at der ikke er nogen mulighed for at vi selv kan beholde Topper, eller at vi kan beholde hende i vores nærhed hos noget familie.

Og så er det at man må gøre det voksne, selvom det er svært og så langt fra det jeg ønsker for mig selv.

Men det er nu aftalt, at Topper kommer over til en dame i Vejle, der har et stort kattehjerte, et rækkehus hvor Topper kan komme ud og få rørt sig og klatre i træer. Damen har en kat i forvejen. Men det er en, som normalt accepterer andre katte og plejer at invitere op til leg, fremfor slåskampe …. så vi håber at kommer til at gå bedre end herhjemme, hvor alt hvad missebasserne byder på, er tørre tæsk.

Da jeg så hvor glad og lettet Topper opførte sig da hun var på kort visit hos min søster, var der ingen tvivl i mit sind: hun skulle væk fra mine andre katte. Uden dem, var hun fuldt ud tilbage som den dejlige tillidsfulde kat, hun er.

Så det skal nok blive godt for Topper at komme væk.

For os er det imidlertid en anden sag,

Der er ingen tvivl om, at af alle de katte der har været igennem mine hænder, så har Topper været den der har haft det mest elskelige sind.

En fantastisk kat, der er kælen uden at være omklamrende, sød og tillidsfuld og alligevel sin egen. Legesyg og en ædedolk, der både kan lide saltstænger og rugbrød. En rigtig lille charmemis.

Det bliver svært at sige farvel.

Men om 14 dage bliver Topper en Vejlemis og jeg håber på det rigtige mach.

Så sidder hun der så smuk og fin, vores lille egyptiske souvenir. Landet på alle fire poter her i et fremmed land. Hun har taget alting så utrolig fint, så mange af vores bekymringer vedrørende hende kan vi puste væk som morgendug på et spindelvæv.

Hun ville jo ikke bruge kattebakke dernede. Jo til at ligge i … hvilket jo ikke er det mest funktionelle. Når hun skulle, så pev hun og blev så lukket ud. Men da hun kom herhjem, så lavede jeg en bakke til hende Der kom sand i den og hun gik op og rullede sig i den – og jeg tænkte, at det aldrig kom til at gå – men derefter gik hun op og tissede i den og hun har gjort alt hvad hun skulle i den lige siden.

Her i går opdagede hun så vinduerne – og bruger nu noget tid på at sidde og kigge ud. Det virker ikke som om at hun som sådan gerne vil ud og jeg oplever ikke at hun på nogen måde er frustreret over indelivet.

Men planen er, at hun ikke skal være indekat, både for hendes og for vores skyld.

Hvis min nevø kan tåle hende – han har haft antydningen af noget der måske er katteallergi – så er det planen at hun skal ud til min søster, da de flytter ud i et lille hus til foråret. Et sted , hvor hun igen kan få noget udeliv, lidt kattekammerater og måske fange en mus eller en vildfaren fugl.

Jeg håber det lykkedes for os at finde et godt sted til hende, selvom det vil være sindsygt svært at skulle sige farvel til hende efter alt det vi har haft sammen i det sidste år … men det vil alt andet lige være bedre for hende at bo et sted hvor hun kan komme ud – og meget nemmere for os at have 2 katte som vi ved at vi kan tage med os rundt og har pasning til hvis vi ikke kan.

Så indtil videre er det. det vi satser på.

Så er der blevet sagt farvel på bloggen “Et år i sandaler” og jeg sidder nu i styrepanelet i min gode gamle blog, der efterhånden har 8 år på bagen.

8 år er en gammel dame i blogsammenhæng, og det var da også med en svag rysten på hænderne jeg satte bloggen på pause og oprettede min rejseblog til året i Egypten.

Det har været rigtig fint, at skrive et andet sted og jeg kan se, at min nye blog gav mig nye læsere og placerede mig et andet sted i blogosfæren. Jeg kunne dog også se, at en del af mine hits kom via denne blog og at jeg blev ved med at have googlehits her, selvom jeg ikke skrev hernede.

Hvad der sker – blogmæssigt – fremover ved jeg ikke 100%, men indtil videre har jeg besluttet at skrive videre herinde, så derfor til både nye og gamle læsere … velkommen til, jeg glæder mig til at vi skrives og læses ved …..

Her hvor jeg sidder i Sharm lufthavn, mens katten der skal med os hjem, sløver hen ved min side og manden i mit liv sidder og prutter i takt til musikken i sine ører, kan jeg passende poste det sidste afsnit i vores liv i sandaler

Del1, 2 og 3 finder du her: del #1 januar – marts, del #2: april – juni og del #3: juli – september – det er fra bloggen “Et år i sandaler”.

Oktober

I oktober begyndte vejret at blive udholdeligt igen. Vandet var stadig varmt nok til, at jeg kunne dykke i shorts og t-shirt, men luften kold nok til at man kunne holde ud af være oven vande.

Jeg fik besøg af en gammel kollega, og fik samlet op på nogen af fortidens synder (hans) og nutidens ynder (mine) og genopfrisket den friske tone mellem os.

Med oktober kom også italienerne (og fluerne og myggene) tilbage. Alle havde de været væk hen under sommeren, men med de lidt køligere dage var de tilbage. Det betød at der igen blev lidt liv i bolig området og at vi endelig fik lavet den lås, der var gået i stykker i juli måned.

Jeg dykkede mere og mere. Nogen gange som guide for venner, bekendte og gengangere og andre gange som betalt guide for centeret. Og da min computer stod af i oktober, var det heldigt at det var samtidigt med at vores ven Tom for 3. gang var hernede, sådan at jeg kunne låne hans computer i den tid der er tilbage hernede.

Som året gik på hæld begyndte nogen af instruktørene at tage afsked med livet hernede og i oktobermåned måtte vi sige farvel til Attila, som jeg har lært en masse om makroliv og dykkerstil af.

Det var også i oktober at jeg sammen med Sonja var i Nabq, på en tur der endte med en spontan middag i vandkanten, sammen med en flok af hendes bedouinvenner. Det var smukt at se solen gå ned bag bjergene, mens månen stod op over vandet.

Både min kæreste og jeg havde travlt i vandet og vi nød de sidste af årets fiskefulde dyk – ikke helt vidende om hvor meget temperatur og dyreliv sidenhen ville falde.

November

Med efterårets kommen – og dertil hører også november, selv i Egypten, kunne vi godt mærke at solen havde svigtet DK. For vi fik travlt med kursister, gengangere og venner der kom ned og besøgte os. Der var travlhed både over og under vandet og det var rigtig skønt at mærke … også helt konkret på lakridstallet, der blev pænt forøget, af alle de gæster vi fik.

De var ikke kun lakridstallet der var blevet forøget – Toppers vægt var også kommet noget op i højderne. Og mens vi andre kunne begynde at tælle kalorier op med småkager og æbleskiver til 1. søndag i advent, måtte Topper tælle ned til spisetiderne og indse at rationerne blev mindre og mere besværlige at komme til, da hun simpelthen blev sat på ration.

Desværre fik vi også ravet noget sygdom til os – for mit vedkommende var jeg nærmest underdrejet i 14 dage … og bl.a. derfor blev november brugt til meget sengeligning og boglæsning og ikke meget fotografiering.

December

I december kom der endnu flere gæster hjemmefra – og jeg startede måneden ud med et forsøg på at skabe julestemning … og hver dag i december blev forsødet af lakrids som Gitte havde haft med til mig.

De gæster der var hernede var meget aktive, så der var flere ture til Dahab ligesom der blev arrangeret ture til Thislegorm, natdyk fra båd og meget mere.

De dage jeg ikke dykker, bruger jeg morgen på at gå til pilates. Træningsstedet ligger ca 20 min. gang fra hvor jeg bor og jeg går frem og tilbage og nyder at morgenen er kølig og frisk. Og da jordbærsæsonen så småt starter op igen, føles det virkelig som en dansk sommer.

Sammen med søde Sonja er jeg igen på tur. Denne gang ude i ørkenen, hvor vi spiser sammen med en af hendes venner og ser natten falde på, stjerne komme frem og hører den store stilhed, der runger ude i ørkenen.

Midt i måneden tager jeg første skridt ud i tek-dykningens verden. Det er sjovt og udfordrende og meget, meget lærerigt.

Min dejlige veninde kommer på besøg og jeg nyder en uge med venindesnak, pilates, fælles dykning, Dahab, middage og lidt mere snak. Det er fantastisk at have nogen man kender så godt, så tæt på i så lang tid og vi har en dejlig jul sammen.

Vi er 8 juleaften og til den efterfølgende julefrokost. Og alt er dansk og traditionelt, takket være min veninde, Thomas og Marie – der i den grad bragte julen (og dens mad) ned til os. Og mellem alt spisningen dykkes der igennem hele ugen.

Dykkercenteret inviterer på julebowling og de fleste i centeret møder op og det er sjovt at se den iver som specielt det egyptiske personale lægger for dagen.

Da vi når frem til årets sidste dag, og vi er ved at være ved vejs ende – er vi egentligt også pænt trætte. Det kan godt være at vi bare har dykket, daset på en båd, lært mennesker at kende og spist en masse i mellemtiden – men vi har gjort det ret aktivt.

Nytårsaften bliver en stille affære med bare min kæreste og mig .. vi lytter til dronningen over netradioen og vi snakker om vores fremtid om hvad vi egentligt vil med hinanden, livet og 2012.

Og det er egentligt to ret tilfredse mennesker der tørner ind i seng sådan ikke for længe over midnat – og når jeg sådan kigger tilbage på året der gik, synes jeg faktisk at jeg med ro i sindet kan sige, at jeg brugte året … og brugte det godt.

Januar

Året startede med at vi fik endnu et besøg fra Danmark. To venner fra dykkerklubben kom ned og fik lidt “varmt vand” under finnerne. De synes at vandet var helt ok – mens vi andre gik og pev over kulden. Dykningen pev ingen af os over, for den var god. På den første dykkerdag så vi fritsvømme muræne, napoleon, haj!!, eagleray og skildpadde.

Sammen med dem fik vi sagt ordentligt farvel til både Dahab og Thislegorm. Dahab brillerede med at være helt vindstille og sommerlig – samt to legesyge blæksprutter og en nøgensnegl i dagslys. Thislegorm var også helt venlig og vi havde det praktisk taget hele … og det var skønt at få sagt ordentligt farvel til rigtig fine dykkersteder.

Efter alt den gode dykning, kom den onde snue og i små 14 dage kunne vi ikke dykke. Da vi endelig rejste os fra sygelejet og var klare nok til at stå på benene, men endnu ikke klar til dykning, endte vi med at tage til Cairo og få set de der pyramider…

Samt alt det andet Cairo havde at byde på af kultur, revolutionsrester og almindeligt liv

Den sidste halvdel af januar blev brugt til at sige farvel til dykkersteder, mennesker – afklaring af Toppers fremtid og endelig til pakning.

Og den 25. januar 2012 – præcis på årsdagen for Egyptens revolution, tog vi flyet hjem og landende igen i Danmark.

Et år fattigere – men mange, mange oplevelser rigere…..

Vi fik også sagt ordentligt farvel til alle de andre skønne dykkersteder og endelig også til alle de mennesker vi har lært at kende dernede

… og der er mere endnu .. hvis du vil begynde med begyndelsen så starter det her #1 og #2

Juli

Efter et stykke med sommer hjemme i Danmark, var varmen ikke mindre belastende hernede. Jeg har oplevet at svede fra steder på kroppen, jeg ikke vidste at man kunne svede fra. Jeg har siddet stille på en stol og haft sveden drivende af mig og jeg har dryppet på mine tæer, bare ved almindelig gågang.

Så det er ikke så underligt at al tid der ikke foregik på en båd, blev tilbragt i skyggen, indedøre med aircon eller endnu bedre i Dahab, hvor det altid blæser, hvilket er rigtig, rigtig rart om sommeren.

Juni var hård på andre måder, for det var også den måned, hvor Killingen forsvandt – desværre nok ikke efter egen vilje. Hvilket vi dog ikke kan bevise. Jeg var seriøst ked af det … men måtte også erkende at Egypten og katteliv er anderledes end i Danmark og der gik ikke mange dage før vi måtte kæmpe en hård kamp, for ikke at blive katteforældre for endnu et kuld killinger.

Men er livet i overfladen hård, er det noget andet i vandet:

Ingen billeder kan i virkeligheden vise den mangfoldighed og rigdom som Rødehavet viser om sommeren. Shark & Yolanda er det smukkeste sted at dykke – men kæmpe stimer af fisk som man kan blive fuldstændigt fortabt i.

Det er fabelagtigt med tryk på alle bogstaverne.

Og mellem dyk og sved, så knoklede jeg på med min Divemaster. Det var rigtig meget teori der skulle læses og en hel del øvelser der skulle udføres, testes og vurderes. Jeg var med til en del undervisning og havde også selv ansvaret for en del af det. Det var spændende og det var sjovt og jeg var rigtig, rigtig tilfreds med valget af instruktør. Hun var virkelig dygtig og et rigtig godt selskab.

Og mens det var varmest og alle mennesker og dyr forsøgte at holde sig inde og dadlerne blev modnet på palmerne, begyndte Ramadanen. Og folk blev sløve og dvaske og nærmest alle steder kunne man finde folk (vagter, butiksansatte, vores staff) som sad i et hjørne og småsov. Og vi andre drak og drak for ikke at blive dehydrerede og man følte sig altid en lille smule skamfuld når man gjorde det foran en troende muslim.

August

I august får jeg endelig gjort min Divemaster færdig og jeg tager en lille pause fra dykkeriet

Jeg har mig et par rolige morgner og kommer igang med nogen af de “projekter” jeg har haft liggende i baghovedet. Sylter nogen af de frugter der er i sæson (belært af erfaringen “ta’ dem når de er der”), prøver om jeg kan få nogen frø til at gro (hvilket jeg ikke kunne).

I august forsvinder Topper også. Først tror vi at hun er helt væk ligesom Killing, og naboens to katte, men senere kommer hun tilbage og vi finder ud af at vi ikke vil kunne finde ud af lade hende blive tilbage når vi rejser. Vi går igang med at få hende gjort klar til turen til DK. Det er også i august at kærestens vane med at slutte dagen med en cola og en stang saltstænger virkelig rodfæstes og der indkøbes lager af saltstænger.

Og endelig er august måned der hvor den første juleforberedelse gøres i og med at jeg sylter et glas med kirsebær til julens risalamande (og jeg skal hilse og sige, at de blev rigtig gode!)

Inden august bliver til september holder vi en lille ferie og tager til Dahab … og dykker (!). Et lille morgendyk lokalt .. og så afslapning resten af dagen. Det er seriøst ferie og vi nyder det og det bliver ikke bedre, da jeg endelig får mulighed for at se en søhest og kæresten finder et sted hvor de sædvanlige 2-3 øl er suppleret med en hvedeøl.

September

I september har kæresten fødselsdag og op til det havde jeg gjort mig mange krumspring for at få bestilt hans gaver og få dem bragt herned. Hans gode ven Tom kom til fødselsdagen og de stempler og neoprenbukser havde fået fat i, var heldigvis noget han kunne bruge. Bytning var heller ikke mulig.

Noget der også kunne bruges var de svinemørbrad, omviklet med bacon som vi serverde på den fødselsdags BBQ, vi holdte for kæresten. “Væk som dug for solen” er en sneglebetegnelse for den raskhed hvormed de forsvandt.

Tom var her i 14 dage og det var 14 dage med gode og en lille smule slemme oplevelser. Det var super at hænge ud i pølen om aften efter en travl dag på vandet. De to venner tog et teknisk kursus, der skulle give dem kompetencer på dyk ned til 100 meter og det hele endte med at min kæreste kom en tur i Trykkammeret. Det var ikke nogen rar oplevelse.

Så var det en noget finere tur vi sammen tog ud til Ras Mohammed, hvor vi så det hele lidt fra oven, i forhold til når vi dykker derude.

Til sidst fik Topper en tur. Op på bordet og med nål i poten … hun skulle gøres klar til hjemtransport, for Tom skulle have blodet med hjem til Danmark, så det kunne sendes til Tyskland.

September var også den måned hvor for alvor fik gang i gymnastikken igen. Startede på zumba og pilates – det var skønt at få rørt sig igen og det er rigtig rigtig rart, at der ikke er nogen billeder fra timerne.

… fortsættelsen på året der gik 2011

April

Ja, vi flytter. Efter at være blevet godt trætte af møbler med brændhuller, skabe der falder sammen omkring os og en alt for høj husleje, finder jeg et nyt sted vi kan bo. Og vi flytter ind i vores orange hjem. Killing og Topper flytter med og efter at jeg har klaret selve flytningen (da kæresten jo ikke kunne få fri) fortsætter jeg mit husmoderlige liv … og laver blandt andet noget rimelig godt karamel.

Det bliver påske. Killingen vokser til og jeg får igen besøg fra Danmark og får gaver fra det kolde Nord. Sammen med et herligt gensyn med en gammel studieveninde, jeg ikke har set i årevis. Vejret er blevet varmere og mens hun er hernede solbader jeg sådan rigtig for første … og nærmest også for sidste gang. Sol er noget andet, når man har det på en daglig basis.

Vi ser på byen sammen og jeg nyder at have selskab for ellers består min hverdag jo ellers mest af treenigheden: rengøring, madlavning og læsning af bøger … tilsat sol.

Maj

Men jeg deltager nu også i andre aktiviteter og som foråret bliver varmere kommer jeg mere og mere i centeret og er mere og mere i vandet.

Og da midten af maj er nået er jeg ved at være færdig med at være og klar til igen at lære.

Jeg får en ilddåb som divemastertrainee, da min første dag falder sammen med ankomsten af +50 efterskoleelever der skal have dykkerbevis! Der er pænt stor travlhed i centeret, der er fyldt med larm, lange teenagere og der lugter af sved og tis.

Og det er herligt! Og om aften er vi begge to lige så trætte som Killingen ser ud.

Alt i alt ser maj ud til at bekomme os vel. Vi har overskud til at lave noget når kæresten har fri og det bliver både til en tur til Nabq og Hadaba – det sidste for at se om vi skal flytte derud. Vi beslutter dog at blive boende og jeg kan se, at når jeg ikke læser eller dykker, så er jeg igang med at sylte og bage.

Og Killing er stor, sød og fræk.

Juni

I juni har vi været afsted i 5 måneder og vi begynder at kunne genkende de folk der kommer igen. Flere mennesker besøger centeret 3-4-5 gange om året og anden gang at Gert var dernede i 2011 havde han massive kg. pølser med og der holdt staffparty hvor pølserne blev grillet. Alle kom med noget og jeg kom med brød – og det gjorde næsten lige så stor glæde som svinekødet. Godt brød er en mangelvare hernede.

Vi har stadig overskud på vores fridage og en af de ting vi nyder er at tage en tur ud til Hyatt og spise Sharms bedste morgenmad, mens man kigger ud over havet (og ser de andre tage på arbejde).

Men på et tidspunkt går det den anden vej og juni bliver seriøst en plages måned. Det strømmer ud med biller og kakkelakker alle steder fra. Vi kan ingen steder være eller have noget i fred – så alt pakkes ind og rystes grundigt inden brug.

Mit helbred skrænter og jeg får den ene ørebetændelse efter den anden. Jeg blive oven vande, afbryde min divemasteruddannelse, får et ekstra visum i mit pas og tager hjem på ferie i Danmark.

Det var en tiltrængt ferie – jeg nød virkelig at gense min familie og mine venner, dufte til den danske sommer, smage på den gode mad og se et seriøst Sct. Hansbål brænde ned.

Og pausen fra vandet gjorde at jeg igen kunne komme til at dykke.

Mit år i sandaler render ud – i morgen ved denne tid lander jeg i København, en helt del oplevelser og en enkelt kat rigere.

Mens 2011 åbenbart har været et lorteår for mange, og krisen kradser så den åbenbart ikke rigtig kan undgås at mærkes, så har jeg haft et fantastisk år og jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om at jeg gjorde det rigtige, da jeg sagde mit arbejde op og rejste ud.

Nærmere om mit 2011 kan findes på bloggen “Et år i sandaler” … men her kommer den opsummering, jeg lavede da året begyndte at rende ud…

Januar

Januar gik med at pakke ned. Pakke lejligheden ned, få styr på alle ting i vores fravær: (forsøg på) udlejning af lejlighed, pasning af katte, pasning af nyttehave, udlejning af sommerhus, afmelding og opstaldning af bil – afvikling af to jobs, stress hos den ene og uddannelse som PADI instruktør hos den anden. En milion praktiske ting der skulle være på plads … samtidig med at vi kunne se en revolution være på vej i det land vi skulle ned til.

I januar sagde vi farvel til det hele. Venner, familie, besiddelser og normal hverdag … og vi sagde goddag til en hverdag med hav og blå himmel. Den 28. januar 2011 stod vi med foden på Egyptisk jord – og tog de første skridt ud i vores nye liv.

Februar

Det første vi skulle var at finde et sted at bo. Vi havde købt en uspecificeret rejse til Sharm og boede på hotel den første uge, mens jeg var ude og lede efter en lejlighed til os. Jeg fandt hurtigt ud af, at det både var dyrt og grimt hernede … men endte med at finde en lille bitte 1v. i et rigtig pænt og grønt område og vi flyttede ind.

Vi var ikke de eneste der flyttede ind, for med lejligheden kom også Topper, der ret hurtigt fik møvet sig ind på os, og blev hængende. Andre katte forsøgte også at komme ind, og det var rigtig svært lukke døren for de søde, smukke, syge, sulte og kælne katte.

Hverdagen med vand og dykning fik også plads og mens der var højt til loftet på det blå kontor, så faldt det ned omkring os i lejligheden. Faktisk braste det meste af lejligheden sammen omkring os og vi var ikke ubetinget glade for lejligheden.

“Men hvad med Revolutionen, hvad med REVOLUTIONEN, det arabiske forår – historiens vingesus?” Kan jeg høre nogen spørge. Og faktisk så fyldte det så utrolig lidt i vores hverdag – og i hverdagen for de folk vi omgikkes. Det eneste vi kunne mærke, var den faldende turiststrøm – men det gjorde til gengæld ondt og alle instruktørene fik valget mellem at blive fyret og hyret ind på freelance basis eller gå 50% ned i løn. De gjorde det sidste.

Og jeg fandt gær så jeg kunne begynde at bage brød – og på min fødselsdag, kom jeg på skønhedsklinik.

Marts

Marts gik et langt stykke hen ad vejen med at være “homemaker” – jeg startede sådan for alvor med at bekæmpe brødkrisen med hjemmebag. Sørgede for at vi fik et bord og et par stole så vi havde noget at sidde ved og jeg syede myggegardin, da det viste sig at man egentligt ikke kunne sidde udenfor og spise da der var for mange fluer om dagen og for mange myg om aften. Jeg stod for alle de praktiske ting, som at få en opvaskebalje, viskestykker og en ordentligt seng – for den vi havde gjorde mig praktisk taget invalid og jeg kunne ikke gå den første halvdel af dagen, pga. smerter.

Topper voksede sig stor og mægtig – spiste for langt flere end to. Vi begyndte så småt at finde vores vej rundt i centeret og måtte sige farvel til den første rigtige ven vi havde fået på dernede. Til gengæld fik vi de første besøg fra derhjemme og først kom min mor og senere en veninde og de forsødede vores liv med selskab og lakridser og alt det vi lige stod og manglede.

Den 21. marts blev Killing født og den og hele det efterfølgende kattemenageri med bortløben kattemor, nødfodring, sterilisering og hente og bringe og dyrlæger tog meget af min tid og min nattesøvn. Det viste  mig også hvor kort min stresslunte stadig var og hvor lidt der egentligt skulle til, for at bringe mig ud af fatning.

Imens levede min kæreste sit liv på det blå kontor og med fysisk udfoldelse og var vist rigtig glad for tilværelsen.

Og jeg kom mig igen. Og i marts havde jeg et liv hvor jeg var på båd og dykkede, eller var hjemme hvor jeg løb og svømmede om morgen, tog mig af hus, hjem og kat om dagen – og lavede mad til de dage hvor vi kom sent og trætte hjem.

Og jeg fandt os også et nyt sted at bo og så var de første tre måneder gået og vejret havde varmet sig og vandet var omkring de 25 grader.