Det var da jeg løb op af trappen fra Danasvej, og op på den sidste del ved Sct. Jørgens Sø (den del der hedder svineryggen) at lydene ramte mig: en kaskade af kvidder fra småfugle, der gemte sig i buskene.

Jeg blev opmærksom på alle lydene omkring mig. Og som jeg løb langs med søen med solen på mit ansigt, var det som jeg pludselig var blevet hørende efter at have været døv.

Rådhusklokkerne slog 12 og i de sidste timeslag blev slagene blandet med klokkerne fra Steno Kirke. De dybe Rådhusklokker slyngede sig sammen med de lysere mere metaliske slag fra kirkens malmklokker.

Ved søkanten havde en lille familie taget ophold for at fordre ænder. Efter lydene at dømme var der nu mere dominans af måger. Deres skrig, der nogen gange lyder som et spædbarns gråd, blev løftet højt højt op i den klare luft. Et par rap fra overfodrede ænder blandede sig og lagde en klangbund, og hurtig blev det suppleret af kragernes *kragh-kragh*.

Længere frem var lyden af bilerne fra Gl. Kongevej. Ikke så dominerende da det jo var søndag formiddag.

Og i det øjeblik, med lydende i mine øre, mens solen skinnede på mit ansigt og legede kysselege på mine øjne, og luften gnuflede på mine kinder … var jeg nærmest lykkelig…

Og måske er det det man skal gøre – hvis man mangler lyde at putte i en podcast. Stille sig op ved Sct. Jørgens sø og indfange lydende af en solbeskinnet søndag og en lille smule lykke….