Jeg _er_ nem.

Nem at begejstre, nem at få med på en idé, nem at gøre glad, nem at styre i nye retninger. Men jeg er også nem at gøre ked af det, nem at kuldsejle, nem at få til at slippe fokus og nem at få med i brokke-koret.

De første ting er mig en stor glæde. Det er dejligt at der ikke skal så meget til at få mig sige *ding, ding* i mit eget lille klokketårn og så ellers styrte derudaf som en anden lille Duracell-kanin.

De andre ting er jeg knapt så glad for – men der er en ting jeg seriøst arbejder med og det er min brokke-rolle, fordi den er jeg død-død træt af.

Når man er nem at få med i brokke-koret og samtidig er en person, der ønsker at _gøre_ noget, ved de ting der brokkes over – ender man nemt som brokke-generator for andre mennesker. Når jeg siger “Jamen, det er da også for galt, det må der gøres noget ved”, mener jeg ret beset, at det vil jeg da gerne hjælpe med at bringe til tovs. Men alt alt for tit ender situationen med, at den der skal gøre noget ved noget – bliver mig.

Den oprindelige brokker er nemlig over alle bjerge, når brokkeriet skal konkretiseres og der rent faktisk skal gøres en indsats – eller når den der brokkes over skal faces med klagen.

Der er to steder i mit liv hvor jeg meget konkret har fået eller påtaget mig rollen som den ultimative brokke-mokke og det er på mit arbejde og det er i den ejendom jeg bor i.

Jeg har de to steder kæmpet mange kampe. Kampe for mig selv – men også rigtig mange kampe for andre. Men nu er jeg blevet træt. Træt af rollen, træt af at kæmpe andres kampe – og træt af at skulle fylde mit liv, med andres negative oplevelser.

Og jeg er gået i gang med at sortere ud i mit liv – og en af de ting jeg vil nå frem til, er kun at kæmpe de kampe, jeg virkelig føler for.

Derfor er jeg trådt ud af ejendommens beboerrepræsentation – som ellers har fyldt meget i mit liv siden jeg var med til at stifte den i 1999. Jeg har lige skrevet mit sidste referat – og selvom det er underligt at stoppe med arbejdet – specielt lige nu, hvor en del af sagerne (måske) endelig tager fart – så bliver jeg nødt til at gøre det. Det er nødvendigt for mig at begynde at få brudt det her brokke-mokke-mønster…. og det starter her!