Et besøg hos den lokale brille-pusher, hvor brillerne er smarte, hurtige og koster en lille formue, fik mine tanker på afveje – og ind på emnet børn, briller og angsten for at blive drillet – og dermed en post jeg læste hos Scullys.

Som 4-5 årig sendte mit manglende udsyn mig ud i verden iført briller og klap. Igennem hele min skoletid, hang brillerne på min næse – og det var vel og mærke i 70’erne og 80’erne hvor brillerne ikke ligefrem var diskrete.

brilleaben

Men jeg kan ikke huske, at jeg én eneste gang igennem hele min skoletid, er blevet drillet med mine briller – eller med nogen af de andre skavanker, jeg har rendt rundt med.

Jeg tror ikke, at jeg var udstyret med nogen specielt “I kan bare komme an”-aura og jeg havde heller ingen storebrødre, der kunne banke eventuelle plageånder. Men set i bakspejlet og når jeg sammenligner med andre og deres opvækst og skoletid – så tror jeg, at jeg har været ustyrlig heldig. Mit held var rigtig gode forhold omkring min skole.

Jeg var den lykkens pamfilius, der fik en omsorgsfuld lille-skole oplevelse på en ganske almindelig folkeskole.

Jeg gik på en ny skole, der voksede samtidig med, at vi voksede. Derudover gik jeg i en klasse hvor vi makisum måtte være 12 elever i klassen. (Det var i 70’erne og forsøg med integration af handicappede i den almindelige folkeskole var et hit – og nej, det var ikke mig, der var den).

Det meste af tiden var vi en 9-10 elever. Med så få elever var der god plads og rummelighed til den enkelte elev. Tilgengæld var der hverken rigtig plads eller mulighed for klikedannelser eller mobberier. Der var ikke rigtig nogen, der kunne sige de andre noget på.

Hvis der kun er fire drenge og den ene er rødhåret, den anden døv, den tredie tyk og den sidste klogeåge – så hvem skal så drille hvem?

Der var aldrig nogen diskussioner om hvem, der skulle med til fødselsdage og hvem der evt. skulle holdes udenfor – med en 9-10 unger, inviterer man hele banden – ellers bliver der jo ingen fest!

Selvfølgelig var der tøsefnidder og bedsteveninder – og ulykkelige [i]”hun vil ikke lege med mig!”[/i]-scener, men på en eller anden måde var vi for lille en enhed og alle kendte hinanden for godt til, at det nogensinde udviklede sig.

… jeg kan ikke lade være med at overveje, hvordan jeg ville have klaret mig i en “almindelig” folkeskole, med klasser på 24+ og enorme mængder unger, hvor det at have briller, være rødhåret, for tyk eller for klog, er et issue – for jeg er sikker på, at det ville have formet mig til et andet menneske, end den jeg er i dag……….