De fleste af os har nogenlunde styr på at gøre et parforhold forbi (med større eller mindre charme og finesse). Vi har også mere eller mindre et fælles sæt regler, der bruges i de situationer – det indledes med en snak (eller et brev, en e-mail, en sms eller alternativt en brevdue – hver person sin foretrukne metode) og den ene eller begge kommer frem til at det ikke går mere (“vi er vokset fra hinanden”, “det er ikke dig, men mig”, “jeg vil ha’ mere, mindre eller anderledes sex”, “du er for meget eller for lidt hjemme” “fyld selv ud ….”) argumenterne er mangeartet, som menneskernes børn – men man får eller giver en begrundelse som den anden så kan være enig eller uenig i. Man ved at det er forbi og man dealer med det og kommer (for det meste) videre i livet.
Men sådan er det ikke med venskaber. Der er ingen regler for hvordan man “slår op med sine venner”.
Nogen venskaber ender selvfølgelig med det store skænderi og “jeg-vil-aldrig-nogen-sinde-se-dig-samtalen”. Men det er de færreste. Venskaber der ikke mere ér, sker oftere ved en “udglidning”. Ofte er man ikke engang selv klar over, om man rent faktisk er venner eller ej. Telefonopkald der ikke bliver taget, aftaler der bliver aflyst, den klassiske “jeg er optaget lige nu, men jeg ringer tilbage” – uden at det sker. Problemet er bare at alle de ting også sker i velfungerende venskaber – og så er det tvivlen kommer op: “hey, hvad er det der sker her? – er vi ikke længere venner eller har hun bare altid travlt?”
Måske er det bare mig, men jeg ville klart ønske at man indfører “parforholds-reglerne” i venskaberne – at man tar’ en snak, at man får/gir’ en begrundelse og man gør det forbi……..
Skriv et svar