Der findes dage hvor hovedet er helt tomt for en original idé eller tanke.

*Blink* *blink* siger det, når jeg forsøger at lede efter noget derinde bag øjnene.
Det er ikke fordi der ikke findes en tanke derinde, nærmest det modsatte. Der er så stort et tankemylder, at alt vaskes ud. Lidt ligesom at hvidt lys indeholder alle farver eller, at når du blander alle farverne sammen, bliver det bare en stor mudret klump, uden farver og nuancer.

På min opslagstavle har jeg en seddel, hvorpå der står:

“De problemer, der ikke løser sig selv i løbet af 3 måneder, er ikke værd at beskæftige sig med”

I virkelighedens verden, er det mere sådan, at de problemer man ikke beskæftiger sig med, bliver større og voldsommere med tiden. Og uden at man nødvendigvis selv forstår hvordan det skete, kan man pludselig ende med at være en del af problemet, og ikke som man selv troede, en del af løsningen.

Jeg har igennem mange år beskæftiget mig med konflikter og alligevel kan deres intensitet og styrke komme bag på mig …

*Hopsa* der røg vi vist lige op på konflikttrappens 6. trin