Eller: Sådan overlever du juleaften, når du er kognitivt udfordret…
Min søster har fødselsdag en uge før jul, og dagen i går var derfor en mini-test på min fungeren i selskaber.
Og det gik so-so.
Jeg lærte, at jeg skal tage de råd jeg har fået fra CSV alvorligt.
For jeg klarede kun 2 timer, med halvdelen af dem, der kommer til jul.
Rådene er disse:
Find de tidspunkter på dagen hvor det giver mening at holde pause. Så dine pauser er planlagt på forhånd.
Når du holder pause, skal du gå væk fra de andre i selskabet
Sørg for at have redskaber med til at skærme dig fra lyd og lys (ørepropper, noisecancellation headphones og evt. sovemaske
Tag et hvil inden det hele starter
Undgå alle former for koordinerende roller
Lav din del og kun det (og helst dagen før)
Undgå at deltag i oprydning
Forlad rummet når der er kaos, eksempelvis:
Når det sidste af julemaden skal klargøres og serveres
Oprydning
Lægge gaver under juletræ
Undlad at gå rundt om juletræ mens der kigges i sanghæfte
Hav en bagkant – tænk på kvalitet, fremfor kvantitet
Det føles lidt som at sige farvel til alt det, der gør juleaften til juleaften og noget andet end alle andre aftener. Og alt det der gør mig til mig.
Men jeg oplevede i går hvordan det hele pludselig blev for meget og jeg bare skulle væk … og ved at følge ovenstående kan det forhåbentlig også blive en hyggelig aften for mig.
Når en ellers hyggelig aften ender med glemt telefon, at fare vild, ødelagt cykel og afhentning på en benzintank … så får man da tanker.
Hvis jeg ikke vidste, at mine kognitive udfordringer har udgangspunkt i min dykkerulykke og den store belastning jeg har været under og fortsat lever i, ville jeg tro, at jeg led af begyndende demens.
Og med fire tætte familiemedlemmer med hver sin demenssygdom (Levy Body Demens, Alzheimers, Semantisk- og Frontotemporal demens) så er det at udvikle demens en mulighed jeg både frygter og lever med bevidstheden om kan blive min virkelighed.
Og jeg håber virkelig ikke, at torsdag aften var første bid af kagen. Men hvis det viser sig at være sådan, er her de tidligste tegn på demens:
Jeg havde været på arbejde. En hård dag på mange forskellige måder. Og jeg var træt, men valgte alligevel at opfylde en social forpligtelse … fordi jeg hele tiden melder afbud og har svært ved at være i den jeg er blevet, som aldrig orker at se nogen.
Det var hyggeligt. Min mand kom også forbi. Han var i bil og jeg på cykel, så vi forlod selskabet, for at køre hjem på hvert vores transportmiddel.
Jeg valgte en anden rute hjem, fordi jeg tidligere havde fået at vide at jeh normalt kørte en omvej. Det medførte, at jeg pludselig opdagede, at jeg kørte væk fra mit eget hjem istedet for hen mod … j
Jeg blev forvirret og ville tjekke retningen på Googlemaps. Kunne ikke finde min telefon i min taske.
Havde heldigvis min arbejdstelefon i tasken og som alle normale mennesker ringede jeg til den forsvundne telefon fra min arbejdstelefon, og min niece som jeg havde besøgt svarede.
Hun fik arrangeret at min mand kørte retur efter telefonen. Men jeg var stadig faret lidt vild og kunne ikke finde ud af, at bruge kortet på min arbejdstelefon, fordi det er en iPhone.
…. så jeg fortsatte den forkerte vej. Indtil jeg fik landkending og kunne se hvor meget jeg var på afveje.
Fik vendt (el-)cyklen og kunne se at det, at cyklen havde stået udfor i kulden, havde tappet batteriet og jeg havde kun 2 “streger” tilbage til en tur på 9 km.
Det var mørkt. Jeg er i øvrigt mørkeblind. Min elcykel var lavt på strøm … så det eneste jeg havde for mig var at cykle derudaf det bedste jeg havde lært og komme så langt mod hjemmet som muligt inden jeg løb tør fir strøm.
Og fordi det er en anden rute end normalt, og det er virkelig mørkt, er jeg ikke obs på hvor cykelstien ender ved Sjællandsbroen.
Så jeg misser skiltet ned “cykling forbudt”, der forklarer at cykelstien stopper – kører jeg direkte og frontalt ind i en høj fortovskant.
Alt ryger ud af cykelkurven og hjulet kan ikke længere køre ordentligt rundt. Der sker heldigvis ikke noget med mig.
Men der er 8 km hjem.
En lille halv time på cykel og 1,5 time på gåben. I mørke og med en defekt cykel.
Havde jeg været alene hjemme var jeg gået hjem. Men nu hvor min mand var der, fik jeg fat på ham og det hele endte med at han kom ud og hentede mig på en tankstation.
Nåja … cyklen skal have ny fælg og eger. Jeg kan sandsynligvis hente den på mandag. Og skrive det på den meget lange tabsliste for 2024.
Der er så meget kaos og stress i mit liv, at jeg ikke engang ved hvor jeg skal starte eller slutte.
Men det medførte bl.a. at jeg endelig kom til en behandling hos den Body SDS behandler jeg har gået til i årevis, men lidt havde opgivet, fordi han er virkelig dygtig og har været fuldt booket i hele og halve år.
Sidst jeg var der var i marts 2023 og der var hændt meget i mit liv siden da. Bl.a. hele 2024!
Men, jeg har også i perioden tabt mig, fastet kontinuerligt og trænet. Og arbejdet meget mindre pga. min delvise sygemelding.
Og midt i alt det her kaos 2024 har været, har jeg også smidt mine smertestillende piller, uden at tænke så meget over det.
Det skete på Filippinerne. Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne samle mig om noget. Heller ikke mine daglige vitaminer og smertestillende medicin.
Og da jeg kom hjem til Danmark og ikke havde smerter, var der jo ingen grund til at spise smertestillende piller.
I går blev jeg dels gjort opmærksom på hvilket mirakel det er, at jeg er smertefri efter at jeg levet et liv i smerter i mange mange år – og jeg fik også at vide, at alt den inflammation, der har været i mit væv, var væk.
Min body SDS behandler sagde, at jeg var et levende bevis på, at lige så meget smerter kan fylde hele ens bevidsthed, når man har dem, lige så lidt fylder de i hukommelsen, når de er væk.
Og det er såre sandt. Men jeg er super glad for at opdage, at min krop den har det godt. Og jeg tænker at det bl.a. er det der gør at jeg kan stå oprejst, men alt omkring mig rasler ned.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har boet i andre folks møblerede lejligheder og huse. Som gæst eller lejer/låner. Jeg har også selv udlejet og fremlejet er utal af gange. Og byttet bolig en enkel gang.
Jeg har altid troet på det bedste i folk og det er stort set altid gået godt.
Selvfølgelig er der sket skader og andet når nogen har boet i det der var mit.
Værst var det at vi mistede en kat, sidste år, fordi kattesitteren ikke havde opdaget at katten var syg. Og ja, der er forsvundet nogle kontanter og min yndlingsperfume. Og det år vi fremlejede vores lejlighed, blev nogle litografier beskadiget fordi de var blevet flyttet ned i kælderen og fik vandskade.
En ødelagt kop og pande og en snavset sofa er det også blevet til. Og en enkelt gang, har jeg opdager resterne af en slet skjult ungdomsfest.
Men med alle de hjem vi har boet i og alle dem der har boet i vores hjem, er det lidt, der er gået galt.
Vi har altid sagt, til dem der har boet i vores hjem, at ting kan ske. Det vigtigste er at vi får det at vide. At vi ikke opdager det selv. At det ikke forsøges skjult for os.
Og jeg betragter mig selv som et ordentligt og fornuftigt menneske, som behandler andres ting ordentligt og fornuftigt. Jeg kan faktisk ikke på stående fod huske hvad jeg har ødelagt gennem tiden, men noget er der selvfølgelig.
Så min selvforståelse kollapser, når nogen ser mig som en ødelægger og vandalist. Og utroværdig og noget andet end et ordentligt menneske.
Men jeg forstår, hvor det kommer fra, efter min kage-bage-weekend i lånt hus, er endt med ødelæggelse af andres ejendele.
En ridse i et spisebord. En fold i et tæppe, der ikke kan rettes ud. En kagerulle med blå farve og en vandskade ved en køkkenvask.
Et stoppet toilet er også kommet ind i ligningen og det er faktisk det eneste jeg ikke kender noget til.
Og det der skulle have været en hyggelig juleweekend med familien, er gået hen og blevet en belastning for alle de involverede.
Selvfølgelig mest af alt for hende hvis bolig vi var i. Men træls for alle.
Og en ting er sikkert: jeg tror ikke at jeg nogensinde igen kommer til at gøre andet end at sidde musestille i en stol, på mine hænder, hvis jeg nogensinde vover mig ind i et hjem, der ikke er mit eller tilhører helt nære venner eller familie
… eller man skal passe på med hvad man ønsker sig, det kan risikere at gå i opfyldelse …
Jeg har for mange ting i mit hjem, og drømmer om et liv med meget mindre.
Og skæbnen ville, at jeg tilbragte min weekend i et meget minimalistisk hjem.
Det var også meget hvidt og rent og nyt … og jeg følte mig meget forkert der.
Det gjorde det selvfølgelig ikke nemmere, at jeg ikke bare var der. Men havde valgt at medtage 3 familiemedlemmer mellem 10 og 87 år og desuden medbringe alverdens bageting og store håndbevægelser. For vi skulle julebage.
Og fraværet af ting som er så normalt for mig: mange skåle, vandkande, si, mikrobølgeovn, opvaskebørste, skurecreame, flere karklude osv gør, at jeg revurderer om jeg egentligt ønsker at komme helt over “på den anden side”.
Men det var en interessant… og smuk oplevelse, men også en nærmest skræmmende oplevelse, at bytte hus med en minimalist.
Alt var rent og fint og i fraværet af unødvendighed, stod det der var, meget tydeligt frem.
Og udover at have 3 tomme rum i reolen i stuen og blev hvidt i hvidt dyrket.. helt ned til det gudesmukke hvide julepynt.
Men ligesom jeg aldrig bliver en dame, der klæder mig i diskretion og beige – så er og bliver mit hjem nok ligesom min mors … hvor en hel dags oprydning, stadig resulterede i følgende legendariske bemærkning: “Åh, det er så dejligt at komme her, for der er så hyggeligt rodet”
Jeg har mange mennesker gennem mit hjem og nu ved jeg i hvert fald, at hos mig behøver ingen at bekymre sig om de eventuelle spor, de laver i mig hjem for tidens tand har allerede gnavet og sat mærke i det meste.
Min stedsøster kom og hentede pakken, til sin halvbror. Den pakke der ellers bare stod og optog plads i mit skab.
Med sig fik hun nogle gamle ølkasser, der står og fylder op i min kælder. En optagenhed, der jo mest af alt skyldes, at vi ikke lod dem, der købte min far hus, få dem med i købet.
Min far og hans hustru havde gamle ølkasser overalt i deres hus. De udgjorde reolen i den tidligere sauna, nu opbevaringsrum og var også opbevaring i deres skur. De kom oprindeligt fra mit barndomshjem og min far tog dem med sig, da han og min mor blev skilt.
Og der var ting i alle kasserne. I 2022, før min far og hans hustru flyttede på plejehjem, havde vi forsøgt at hjælpe dem med at rydde op i deres hjem. Et hjem der var sandet til i ting.
I weekend efter weekend, drog alle tre børn til deres hjem for at rydde op. Det allerførste rum vi ryddede op i var deres udestue, for den skulle bruges til at flytte tingene fra de forskellige rum ud i.
Da den var tømt og rengjort, fik min far nogen til at tømme alt fra loftet ned i udestuen og det var andet oprydningsheat.
Vi lavede sorteringststationer: smides ud, genbrug, bortgives og salg.
Noget blev stillet på reoler og sat på Facebook grupper og andet formidlede vi til venner og familie.
Genbrugsstationerne blev igen opdelt i tekstiler, papir, metal ect. Og vi havde en fordeling hvor nogen sorterede og andre kørte på Genbrugsstationen.
Store børnebørn, et par svigerbørn og noget andet familie blev også involveret. Vi har vel alt i alt været 10-11 mennesker involveret.
Kæmpe arbejde og vi knoklede os gennem udestuen, loft, “roddeværelse”, min fars kontor, hustruens kontor, soveværelse, 2xbade værelser, køkken og opbevaringsrum.
Imellem oprydningsheatene var der sorteringsopgaver til min far og hans hustru. Men løbet var kørt. De havde ikke længere evnerne til at overskue det.
Nogle af ølkasserne, der nu er i min kælder, agerede i en periode vin og spiritusreol. For det viste sig at de havde vin og spiritus i alle skabe og gemmer.
Fra rejser. Noget de havde fået i gaver og endda flasker fra min fars afskedsreception, der lå 24 år bagud i tid.
Meget blev hældt ud og noget blev senere fordelt. Nedenstående viser omkring halvdelen af de flasker vi fandt.
Da de noget senere flyttede på plejehjem og huset blev solgt, var der stadig flere ting tilbage i huset, end hvad de kunne have med og bl.a et skur/værksted som vi ikke havde orket at gribe fat i.
Og dealen ved hussalget blev et afslag på 200.000 og en aftale om, at vi tog det vi ville have og overlod oprydningen af resten til de nye ejere.
Det var en god deal. Og vi aftalte så også at vi ikke tømte de her ølkasser, men hentede dem når de nye ejere havde tømt dem.
Der blev de efter et års tid og jeg hentede dem hjem til mig. Min nevø overtog nogen og resten står nu i min kælder.
Og selv jeg har været hele den proces med min fars oprydningsarbejde igennem, kan jeg se nogle tendenser gentage sig: mit kælderrum er ved at sande til i ting.
Og da jeg ikke har 3 børn der kommer hjem for at rydde op hos mig, er denne proces jeg har sat igang super vigtigt.
Og derfor var det godt at 3 af ølkasserne kom med min stedsøster hjem. De skal nu blive til bogkasser hos en af hendes sønner. Og det er godt.
En søn fra første ægteskab og 3 døtre med hans næste hustru.
Vi kendte alle til den der søn.
Han var flyttet væk og ud af Danmark, med sin mor da han var 1 år. Og udover et enkelt besøg i DK, da han var omkring 15 år, havde hverken min stedfar eller søskende haft kontakt med ham.
Jeg ved min mor og stedfar havde haft en advokat til at lede efter ham i 80’erne. Som jurist var jeg en del involveret i deres testamenteskrivning og hvem der skulle arve og hvordan. Og eftersøgningen var et led i det.
Da min stedfar endte med at blive den længstlevende af de to, skulle den forsvundne søn jo findes, og hurtig, for at vi kunne behandle boet, ved hans død.
Og landet og snart hele verden lukkede ned pga corona. Og virkeligheden er ikke som i tv-programmet “Forsvundne arvinger”.
Rigsarkivet var overhovedet ikke til hjælp. Og skifteretten var benhård: I har 14 dage til at finde alle arvingerne og underskrive en erklæring om privat skifte, ellers bliver der sat en offentlig bobestyrer på sagen.
Og det er så her at verdenen har forandret sig siden 80’erne. For det som min mors og stedfars advokat ikke kunne finde ud dengang, løste Facebook.
Via deling af et opslag på dansk fra min stedsøsters account blev han fundet i USA indenfor omkring 4 timer – også selvom det eneste vi havde var et meget almindeligt dansk for- og efternavn, fødselsdag og år, hans mors navn og at han enten befandt sig i USA eller Canada. Samt et foto af ham som 15 år i Tivoli, som vi havde fundet i gemmerne.
Og da alting vedr. boet, hussalg og oprydning unt alles var færdig, lavede jeg en pakke der skulle sendes til USA …men endte i mit skab. Nu ryger den til hans ene søster … som må afgøre den videre skæbne.
Mit store indbyggede skab i gangen virker bundløst og fyldt med ting, end ikke jeg, helt forstår hvorfor jeg har gemt.
Pilleæskskerne her, eksempelvis. De to blå var min stedfars og den turkise hundens.
Han døde i februar måned, lige inden corona væltede ind over landet og lukkede alt ned i marts.
Kan huske billederne i tv-et om coronaens fremmarch, mens jeg sad og vågede de sidste dage ved hans seng.
Han blev bisat den 29. februar og det var første gang vi stiftede kendskab med håndsprit til arrangementer. Og vi krammede alle sammen hinanden på kryds og tværs. For vi havde endnu ikke stiftet kendskab med coronaen.
Hunden endte hos mig. Dog først i oktober. Hun blev min lille corona-hund. Og hun var med mig gennem tykt og tyndt og de 3 måneder hvor jeg flyttede over til min mand i Jylland.
Og vi gik ture på stranden og jeg arbejdede alt for meget.
Og hun var der da jeg gik helt ned og det viste sig at jeg var forbi stress og ramt af udbrændthed.
Hun døde i september. Lige inden jeg skulle genoptage mit arbejde på fuld tid igen fra 1. oktober.
Ironisk nok lå jeg syg med corona, så det var min søster, der måtte gå den tunge gang til dyrlægen.
Jeg har (endnu) ikke noget at bruge æskerne til. Men det har noget familie, der står foran en rejse, der involverer daglig medicin.
Så æskerne ryger ud af mit skab og doneres til dem.
Jeg husker månederne og ting koblet til dem, men årstallene skal jeg slå op. Jeg ved nu at det var februar og oktober 2020 og september 2022.
Jeg har altid sagt at jeg ikke er en taskedame. Jeg har aldrig rigtig været interesseret i tasker. Den håndtaske jeg bruger, er en siv-strandtaske jeg har købt i en købmandsbutik ved vores sommerhus.
Og tasken før det, var det samme.
Men jeg er alligevel i besiddelse af 24 tasker.
Ikke så underligt, at der var ved at blive trængt på taskehylden i skabet.
Foruden den taske jeg rent faktisk bruger, har jeg selv købt 4 af disse tasker og lavet en af dem.
2 små selskabstasker fra en genbrugsbutik, en mini rygsæk i læder, en “stå op” dametaske og så en strikket og filtet skuldertaske. Udover de små selskabstasker, har jeg ikke rigtig brugt nogen af dem i årevis.
Den seneste tilføjelse er min svigermors tasker. (Tøhø). Der er to som godt kan være rigtig gamle og en af dem der sandsynligvis er ægte krokodille. Så er der den fra “Bon Gout”, som min mand forærede sin mor. Jeg er ikke 100% sikker på at den lille selskabstaske og den sølvfarvede er fra hende. Men det er mit bedste gæt. Jeg har aldrig brugt nogen af dem.
Min mor var en helt anden type end min svigermor. Hun var også fra en anden tid. Min mor var fra 1941, mens min svigermor var født i 1925.
Mors tasker var praktiske. (Tøhø). Den lille sorte rygsæk, havde jeg med til Lissabon i forrige uge og jeg hadede hvert øjeblik med den, da dens indre er fyldt op med lommer. Resten har jeg ikke brugt.
Den sidste kategori er tasker jeg har fået i gave. 8 stk. Min mand står for lædertasken og de 7 andre kan, nok selv det mest utrænede øje se, kommer fra min indiske ex-svorger.
Det er sjovt nok den gruppering af tasker jeg har brugt mest.
Lædertasken var min daglige taske/arbejdstaske i mange år. Tror jeg stoppede med at bruge den, da jeg fik mit nuværende job i 2019, fordi jeg i det job ikke har min arbejdspc med frem og tilbage.
Den grønne taske har jeg næsten altid med på rejser og ferier, fordi den ikke fylder i en kuffert og er en fin aftentaske.
Men jeg skal jo ikke have 24 tasker. Hvoraf jeg måske bruger 4.
Men det er lidt svære at bestemme sig for hvad der skal ske med dem, for i processen med at gruppere, fotografiere og beskrive dem, kan jeg godt mærkexat der også er følelser koblet til dem.
Så der må komme en del 2, med hvad jeg gør med dem.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem