Forfatter: visitsen

Arkiverede indlæg under den kategori


  • Risiko for blow out

    Den sidste tid har Facebook venligt mindet mig om mit livs mest traumatiske oplevelse: min dykkerulykke på Mikronesien sidste år.

    Uvished, forgæves redningsaktioner og døgn på døgn uden søvn. 

    Forsikringsselskabet sammenlignede det vi var udsat for, med fingeret mord – så det er ikke så underligt at vi endte med stresskolabs og belastningsreaktion.

    Minderne kommer samtidig med at min arbejdsevne og arbejdssituation stadig er uafklaret og det betyder at mit nervesystem kører på højtryk.

    Oven i det er mit arbejde fortsat utroligt kaotisk og kalder på min hjælp, viden og assistance.

    Jeg arbejder meget konkret med “at passe på mig selv”, men kan mærke, at jeg bevæger mig af en sti der bliver smallere og smallere og jeg kan ikke garantere, at det hele vælter og alt bare fosser ud.


  • Virksomhedspensionsordning (Økonomiske beslutninger #6)

    Virksomhedspensionsordning… det er et langt ord. Og når man som jeg, på mange måder er hurtig ud over stepperne, var det ikke noget jeg på nogen måde satte mig ind i, da jeg var virksomhedsejer.

    I den første halvdel af min virksomheds levetid, tjente jeg ikke rigtig noget. Men i den anden halvdel tjente jeg godt … og betalte rigtig meget top-skat.

    Men fordi jeg havde et lønmodtager mindset og ikke undersøgte, hvad jeg kunne have gjort istedet, fortsatte jeg med at indbetale 17% af en given betaling til min pension. For det var den procentsats, der er i AC-overenskomsten og det var det jeg kunne forholde mig til.

    Og hverken min bank eller mit pensionsselskab tog fat i mig og fortalte at jeg kunne gøre det anderledes.

    Og jeg havde travlt med at iværksætte og arbejde, så jeg søgte ingen rådgivning.

    Men havde jeg kendt til  virksomhedspensionsordningen (også benævnt 30%-ordningen) kunne det have hjulpet mig … både med at betale mindre skat og få en større indbetaling til min pension.

    Hvad selve ordningen går ud på kan du eksempelvis læse her: 30%-ordningen.

    Men der gjorde jeg ikke, og i dag prøver jeg til gengæld at huske andre iværksættere på det, når de driver deres virksomhed, som en privatejet virksomhed.

    Jeg ved ikke hvad det har kostet mig og glæder mig bare ved, at jeg i det mindste sørgede for at få indbetalt 17% af en del af det jeg tjente.


  • Sabbatår og pension (Økonomiske beslutninger #5)

    Efter jeg blev uddannet og begyndte at arbejde i det offentlige, begyndte jeg også at indbetale til pension. Ikke fordi jeg valgte det – men fordi det var en del af min overenskomst, en del af min løn.

    I årene fra jeg var 18 til 34 bestod min  samlede pensionsindbetaling af 500 kr til førnævnte kapitalpension og havde en tvungen pensionsordning ikke været en del af AC-overenskomsten, er jeg ikke sikker på jeg nogensinde var kommet igang.

    Men jeg kom igang og tænkte ikke videre over det.

    I december 2010 sagde jeg mit job op og rejste til Egypten sammen med min mand.

    Mens vi tænkte på en hel masse flere ting, end jeg gjorde da jeg sagde mit job op i 80-erne og rejste til Spanien… så tænkte jeg ikke på min pensionsordning.

    Jeg indbetalte et større engangsbeløb og væk var jeg.

    Jeg kontaktede den ikke engang.

    Og jeg kan lige så godt være ærlig og sige at det først er i 2024 at jeg egentligt forstår betydningen af de gruppelivsforsikringer, der er koblet sammen med min pensionsordning.

    Heldigvis skete der ikke noget under vores sabbatår, som gjorde, at vi havde behov på de ydelser, der er dækket af gruppelivsforsikringerne – men udover at den manglende månedlige indbetaling og kontakt omkring det, gjorde at jeg røg ud af min oprindelige pensionsordning,  så har sabbatåret og de efterfølgende år hvor jeg var selvstændig sandsynligvis haft betydning på selve opsparingssummen.

    For det første røg jeg ud af min oprindelige “gruppe” og ind i en anden.

    Jeg var heldig dog – for oprindelige da jeg kom retur, blev jeg mødt med krav om helbredsundersøgelse for at komme “ind” i pensionsordningen igen.

    Kravet frafaldt dog. Og jeg blev “bare” flyttet fra en opsparingsordning til en anden.

    Jeg ved ikke hvilken betydning gruppeskiftet har, men jeg ved at i perioden fra 2010 til 2019 har min indbetaling til pension levet et meget omskifteligt liv fra ingen indbetaling til ekstraindbetaling.

    Det kunne have været bedre, og det kunne have været værre – alt i alt er jeg bare dybt taknemmeligt over at det var noget der kom “automatisk” … for ellers ved jeg ikke om jeg overhovedet var kommet igang … for hvem tænker på pension, når man er udødelig?

    Ikke mig … jeg tænkte ikke engang på det da jeg var 44 år gammel i 2010.


  • Efterløn (Økonomiske beslutninger #3 og 4)

    Jeg husker lige så tydeligt.

    At jeg sad ude i mit køkken. Jeg var lige blevet færdig på universitetet og jeg havde stadig mit første job, som jurist, tilgode. Og jeg åbnede og læste et brev, der bad mig tage stilling til efterløn.

    Efterløn.

    Kan huske at de lokkede med, at hvis man nu var arbejdsløs op til man kunne gå på efterløn, så skulle ens hjemkommune skaffe en et seniorjob.

    Kan også huske, at andre sagde at hvis man selv sparede og investerede det samme beløb, så ville man kunne forrente det meget bedre.

    Jeg kan ikke huske at jeg drøftedes det rigtigt med nogen der havde forstand på det … og jeg begyndte ikke at spare og investere det, som det ville have kostet mig at deltage.

    Jeg ved jeg tænkte “Efterløn, hvad fanden skal jeg med det? Jeg er lige blevet færdig med mit studie… jeg vil da arbejde så længe jeg overhovedet kan!

    Det må have været i 1999 … meget kan ske på et år, endnu mere på 25 år.

    Jeg kan ikke gennemskue om det ville have været noget jeg kunne bruge i den situation jeg er i. Men havde jeg indbetalt ville jeg kunne have fået opsparingen udbetalt og havde jeg opsparet efterlønsbidraget der også omkring de 500 kr mdl. havde den opsparing været omkring de 150.000 kr.+ evt. forretning.

    120.000 + 150.000 = 270.000 … mange bække små …


  • Kapitalpension (økonomiske beslutninger #2)

    Man kan hverken oprette eller indbetale til en kapitalpension i dag. Men det kunne man i ’90-erne og frem til 2013, hvor den blev afløst af Aldersopsparing.

    Og jeg oprettede en sådan. Den ville kunne komme til udbetaling, når jeg blev 60 år. Hvilket jeg gør i 2026.

    Som jeg husker det, var ideen dengang at man kunne trække indbetalinger til kapitalpensionen fra i Skat, og så betale skatten når den blev udbetalt en gang for alle ved pensionering. Jeg tror det egentligt mest var beregnet til folk, der betalte topskat.

    Så om det var den rigtige løsning for mig tror jeg egentlig ikke, da jeg gennem 90’erne studerede og derfor ikke betalte topskat. Topskat var heller ikke et issue for mig, da jeg gik gennem 00’erne som offentlig ansat AC-fuldmægtig.

    Jeg indbetalte 500 kr.

    En gang og aldrig mere.

    Jeg har i dag en kapitalpension på 548 kr. Som jeg skal svare 40% skat af.

    En kapitalpension med en indbetaling på 120.000 kr. (500 kr x 20 år) som jeg skal svare 40% skat af, er ikke det der ville gøre en kæmpe forskel for mig.

    Men en kapitalpension på 548 kr. er direkte fjollet.


  • De ting man ikke gør (økomiske beslutninger # 1)

    “Man skal ikke fortryde, man skal lære af sine fejltagelser”

    Sådan plejer jeg at have det, og sådan har jeg det egentligt stadig. Men der er alligevel et par steder i mit livsforløb jeg godt kunne tænke mig, at foretage et par ændringer, hvis en tidsrejse engang blev en mulighed.

    Og det handler alt sammen om økonomiske beslutninger.

    Beslutninger jeg ikke tog. Eller ikke undersøgte ordentligt. Eller gjorde for sent.

    Fordi penge egentlig aldrig rigtig har interesseret mig.

    Mit livsdogme var istedet: skab ikke gæld og hav ikke flere udgifter, end du kan leve for dagpengesatsen.

    Og jeg er i dag 100% gældfri – men jeg har heller ingen formue og betydelig mindre pension, end jeg kunne have.

    Ved at have foretaget nogle andre valg, kunne jeg, uden at det havde kostet mig særligt meget, have siddet i en anden situation i dag.

    Penge, og hvad man kan gøre for at sikre sig økonomisk, har aldrig været et tema i min opvækst.

    Min mor havde meget små midler efter hun blev skilt fra min far. Vi snakkede aldrig økonomi med min far. Men havde en ide om at han tjente godt og at han ikke havde en pensionsordning, men en eller anden form for opsparing som blev sat i IT-aktier og derefter forsvandt.

    Jeg er i virkeligheden et tidstypisk eksempel på hvordan køn og opvækst og forventninger til en, kan forme ens forhold til penge.

    Jeg tager 100% ejerskab for mit forhold til penge, og jeg har mange gange haft mulighed for at ændre på det … det har bare virket sindsygt kedeligt og det vil jeg se om jeg kan ændre på.

    Indtl da kan andre måske drage læring af mine beslutninger gennem livet og gøre det modsatte, hvor det er muligt.

    Det vil jeg gerne folde lidt mere ud. Emnerne er:

    1. Manglende indbetaling til kapitalpension
    2. Fravalg af efterløn
    3. Manglende investering/opsparing som konsekvens af fravalg af efterløn
    4. Manglende indbetaling til pension under sabbatår
    5. 30% ordningen ved selvstændig virksomhed
    6. Aldersopsparing og ratepension
    7. Investering

    Man kan kalde det en form for “oprydning i uhensigtsmæssigt økonomisk adfærd”.


  • Det skal nok blive godt igen

    I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.

    Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.

    I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.

    På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.

    Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.

    Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.

    Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.

    Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.

    Og hvis ikke?

    Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.


  • Jeg sylter gult

    I en tro på juleferiens uendelighed, havde jeg købt 8 kg. 2. sorteringscitroner før jul.

    De lå og blev dårlige i mit skur, så gårsdagens planlagte krea-mosterdag, blev ændret til sylt.

    Vi kom halvvejs gennem citronerne og endte dagen med alt for meget sød og syrlig nydelse i form af både citronfromage og lemonpie.

    Da jeg havde kørt min nevø hjem, ringede jeg tilbage til en tidligere kollega, der er ved at blive en ny ven og vi talte sammen i over 2 timer.

    Mit 2025 skal handle mere om oplevelser, nærvær og samvær og meget meget mindre om arbejdet.

    Og jeg priser mig lykkelig for at jeg har familie og venner, som gider mig – og som jeg gider. Mere af det.


  • 2024 tilbageblik #4

    Oktober

    Man kan sige, at I oktober blev alle mine værste forventninger arbejdsmæssigt krystaliseret. Der var ingen tvivl hos nogen af os, der deltog i mit sygemøde: hvis de kunne komme afsted med at fyre mig, så var det, det de ønskede.

    Men det var ikke det de sagde. De sagde faktisk ikke rigtig noget. Men med en ydre fælles fjende, styrkes man indadtil.

    Og der er ingen tvivl om, at det at min mand fra oktober af, har deltaget i mine sygemøder på arbejde, har styrket vores samhørighed og ægteskab.

    Oktober var også den måned hvor jeg gjorde et sidste forsøg med at øge min arbejdstid, med store følgevirkninger på helbred og hverdag. Mine hovedpiner og svimmelhed tiltog, mens min evne til hverdagshåndtering aftog proportionalt.

    November

    I et forsøg på at skabe en pause i kaos blev en gammel gave indløst og min mand og jeg tog på en lille ferie til Lissabon.

    Vejret var fantastisk og der var noget vederkvægende ved at komme væk fra det ubehag der var blevet min hverdag derhjemme.

    Vi både sluttede opholdet og begyndte hverdagen derhjemme med sygdom og efter det gik det helt ned af bakken.

    Mens jeg havde været væk, havde der været travlhed i verdensfirmaet og det kom til at præge november og ikke mindst arbejdsmiljøet i det kontor jeg er i. Beslutninger fik konsekvenser og da vi nåede slutningen af november var kontoret vendt på hovedet, på alle mulige måder.

    Og egentlig var det ikke en overraskelse, da min chef den 22/11 fortalte, at han ville indstille mig til afsked. Jeg var faktisk mere overrasket over, at jeg ikke fik udleveret et partshøringsbrev til mødet.

    December

    Udover at hænge mine smukke indiske stjerner op og se noget fine amaryllis springe ud, har der ikke været megen jul i de lille hjem.

    Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Men det meste af det jeg forsøgte mig med, gik i udu på alle mulige forskellige måder.

    Og opsigelsen? Jamen, den kom jo ikke. Dagene gik. Og der var både travlt og kaos på kontoret.

    Men lige inden juleferien, på den sidste 1:1 med min chef, kunne han fortælle, at selvom han stoppede med,at være chef i kontoret fra månedens udgang, ville han fortsat gerne få mig opsagt. Men han havde ikke lige haft tid. Indstilling til afsked ville forventeligt blive behandlet i direktionen 18/12 og så ville jeg få endelig besked i uge 2 i 2025.

    Glædelig jul.

    Jeg har arbejdet professionelt med HR-jura og derfor også opsigelser i små 25 år, men jeg er også bare et menneske og min jul og nytår var selvfølgelig påvirket af, at jeg er udsat for den langsomste afsked jeg nogensinde har kendt til.

    Jeg har hverken i nuet eller tilbageblikket formået at balancere det gode og det tunge … 2024 har været et voldsomt turbulent år.

    Jeg håber at tingene langsomt falder på plads i 2025 … og at mit fotofeed og hjerte bliver fyldt med smukke øjeblikke og gode minder. Det vigtigste i livet er de mennesker vi omgiver os med.


  • 2024 tilbageblik #3

    Juli

    Oprindeligt skulle jeg have været nået op på fuld arbejdstid, inden min sommerferie startede, i slutningen af juli. Men da jeg ramte omkring 18 ugentlige timer, ramlede verden omkring. Udover at alt blev uoverskueligt, var det også kaos. Jeg mistede troen på, at jeg nogensinde kunne få en normal tilværelse igen.

    Så jeg gik ned i tid igen og holdte derefter 4 ugers ferie. Under ferien blev tilværelsen udholdelig igen.

    August

    Mens juli gled over i august tilbragte jeg 10 dage ferie på Kreta med min søster, hendes børn, svigerbarn og barnebarn.

    Efter et stop i DK igen, drog min mand og jeg i de efterfølgende 3 i bil gennem Europa. Smuk og bjergtagende natur og skønne dage, hvor mit system fald til ro, da jeg kom ned i gear.

    Gennem byer og over bjerge, på restauranter og vingårde. I et Europa, der dog var noget varmere end vi havde regnet med og planlagt.

    De første 3 dage tilbage på arbejdet gik fint og så kolapsede min (arbejds)verden.

    Noget var måske ferieblues, men det mest var eksplosionen af en arbejdsmiljøsag. En sag, der var startet op i foråret 2023, havde ulmet gennem året, indtil det blev forsøgt begravet i foråret 2024.

    Men istedet for at dø, viste det sig at noget havde gæret og til sidst sprak det hele, på en uventet måde. 

    Det er ikke kun hos Moderaterne man kan få “en aftale man ikke kan afslå”.  Men det skulle dog vise sig at det kun var begyndelsen.

    Selvom august var varm, var sommeren endegyldigt overstået.

    September

    I september nåede jeg, hårdt presset af min mand, til den erkendelse, at jeg ikke ville kunne komme til at arbejde på fuld tid igen. Ikke nu. Måske aldrig.

    Og jeg rakte ud til min leder og ham over ham. Et forsøg på at gå i dialog om en løsning. Jeg kunne fortsat noget, har en viden og en evne der kunne gavne kollegaer og organisation. Og min hjemkommune var med på det og forlængede mine sygedagpenge med henblik på arbejdsprøvning.

    Og mens det blev sensommer og høsttid,  hørte jeg .. absolut ingenting.

    For ikke at blive vanvittigt, eller gå helt i stykker over ikke at kunne få en afklaring på fremtiden, forsøgte jeg at brænde al den adrenalin og kortison min krop var fyldt med ved at være så fysisk i min have og ved at rydde op.

    Eller så fysik som min konstante svimmelhed tillod. Jeg har aldrig tidligere væltet så meget rundt som i denne september.



  1. Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem



De søde, de gode, de slemme og de helt forfærdelige. Læs andres hemmeligheder på PostSecret:

Link til postsecret.blogspot.com