ja,ja og checken er sendt med posten og jeg kommer ikke i din mund…

At man er så gammel, som man føler sig, er en af de klichéer jeg har sværest ved at forholde mig til. Min mandlige kollega kom med følgende udtalelse i dag “jammen, jeg glemmer hele tiden hvor gammel du er”.

Nu er det ikke sådan, at alder er et issue i udførelsen af vores arbejde – men det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er den ældste i vores lille gruppe. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er den eneste, der ikke har hus, mand/kone og børn – eller at jeg er den eneste, der som en anden teenager går i byen og drikker mig stang… spiser dårlige rejer.

Jeg var et gammelklogt barn, jeg var en moden teenager og som 20-årig var jeg noget af det mest voksne, der fandtes. I al den tid, blev jeg altid regnet for at være ældre end min alder.

Et eller andet sted, skete der et skred i tidsregningen. Da jeg startede på universitet som 26-årig, troede alle, at jeg var 18-19 år. Da jeg var 29, skulle jeg vise legitimation for at komme ind på steder hvor minimums-alderen var 21. Og siden hen er jeg altid blevet skudt til at være en hel del yngre end min faktiske alder.

Selvfølgelig ligger jeg under for alders-tyranniet ligesom alle andre: “Når ungt er godt, må det at se yngre ud end sin alder, være ekstra godt!”

Og hvad er det så, jeg jamre over?

Når fremmede folk ser en som yngre, kan man skyde det hen som en snak om gode gener, men når folk, der kender mig godt, også tror jeg er yngre end jeg er – så er det jeg må begynde at overveje, om det i virkelighed skyldes, at jeg bare er helt vildt enormt umoden…….