Ad erindringens vej

På mine forældres villavej lå et hus. Anderledes end de andre huse. Lidt tilbagetrukket og gemt bag en hæk med torne. Vi vidste godt, at det ikke var der, vi skulle løbe ind og gemme os når vi legede “dåse-skjul” og røg bolden derind når vi spillede rundbold, så var den fortabt. For derinde boede “trolden”. Godtnok havde “trolden” kone og børn ligesom de andre mænd på vejen, men han var en skræmmende mand og slet ikke ligesom de andre fædre på vejen.

Vi vidste ikke hvad der rigtigt var i vejen med ham, men der lød rygter om kz-ophold og lignede. Ingen turde lege med hans børn og der var aldrig nogen der blev inviteret indenfor. Selvom de blev inviteret, var de aldrig med til vejfesterne – men mere end en gang, er han kommet ud og har brokket sig over larmen, når festerne blev ved til efter midnat. Der var aldrig nogen der sagde ham imod. Festen lukkede altid lige så stille. Tror de voksne også var lidt skræmt af ham.

Børnene blev voksne og flyttede hjemmefra. Konen døde og til sidst forsvandt “trolden” også.

Huset er blevet solgt, til et ungt ægtepar der ikke kender noget til fortiden. Hækken er fjernet og erstattet med et fint lille lavt hegn og pludselig er der givet indkig i en nydelig have, med gynger og barnevogn og fine spæde planter. Men magien er forsvundet. Ikke mere noget lille gys, når man går forbi, ved tanken om hvem eller hvad der kunne komme ud og fange en.

Det har sikkert været ganske forfærdeligt for “trolde”-familien at bo i det lille samfund, hvor alle talte om dem, men ikke mange til dem.

Arkiveret blogindlæg


Skrevet den:

Du har mulighed for:

At skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen weblog.