At jeg sad ude i mit køkken. Jeg var lige blevet færdig på universitetet og jeg havde stadig mit første job, som jurist, tilgode. Og jeg åbnede og læste et brev, der bad mig tage stilling til efterløn.
Efterløn.
Kan huske at de lokkede med, at hvis man nu var arbejdsløs op til man kunne gå på efterløn, så skulle ens hjemkommune skaffe en et seniorjob.
Kan også huske, at andre sagde at hvis man selv sparede og investerede det samme beløb, så ville man kunne forrente det meget bedre.
Jeg kan ikke huske at jeg drøftedes det rigtigt med nogen der havde forstand på det … og jeg begyndte ikke at spare og investere det, som det ville have kostet mig at deltage.
Jeg ved jeg tænkte “Efterløn, hvad fanden skal jeg med det? Jeg er lige blevet færdig med mit studie… jeg vil da arbejde så længe jeg overhovedet kan!“
Det må have været i 1999 … meget kan ske på et år, endnu mere på 25 år.
Jeg kan ikke gennemskue om det ville have været noget jeg kunne bruge i den situation jeg er i. Men havde jeg indbetalt ville jeg kunne have fået opsparingen udbetalt og havde jeg opsparet efterlønsbidraget der også omkring de 500 kr mdl. havde den opsparing været omkring de 150.000 kr.+ evt. forretning.
Man kan hverken oprette eller indbetale til en kapitalpension i dag. Men det kunne man i ’90-erne og frem til 2013, hvor den blev afløst af Aldersopsparing.
Og jeg oprettede en sådan. Den ville kunne komme til udbetaling, når jeg blev 60 år. Hvilket jeg gør i 2026.
Som jeg husker det, var ideen dengang at man kunne trække indbetalinger til kapitalpensionen fra i Skat, og så betale skatten når den blev udbetalt en gang for alle ved pensionering. Jeg tror det egentligt mest var beregnet til folk, der betalte topskat.
Så om det var den rigtige løsning for mig tror jeg egentlig ikke, da jeg gennem 90’erne studerede og derfor ikke betalte topskat. Topskat var heller ikke et issue for mig, da jeg gik gennem 00’erne som offentlig ansat AC-fuldmægtig.
Jeg indbetalte 500 kr.
En gang og aldrig mere.
Jeg har i dag en kapitalpension på 548 kr. Som jeg skal svare 40% skat af.
En kapitalpension med en indbetaling på 120.000 kr. (500 kr x 20 år) som jeg skal svare 40% skat af, er ikke det der ville gøre en kæmpe forskel for mig.
Men en kapitalpension på 548 kr. er direkte fjollet.
“Man skal ikke fortryde, man skal lære af sine fejltagelser”
Sådan plejer jeg at have det, og sådan har jeg det egentligt stadig. Men der er alligevel et par steder i mit livsforløb jeg godt kunne tænke mig, at foretage et par ændringer, hvis en tidsrejse engang blev en mulighed.
Og det handler alt sammen om økonomiske beslutninger.
Beslutninger jeg ikke tog. Eller ikke undersøgte ordentligt. Eller gjorde for sent.
Fordi penge egentlig aldrig rigtig har interesseret mig.
Mit livsdogme var istedet: skab ikke gæld og hav ikke flere udgifter, end du kan leve for dagpengesatsen.
Og jeg er i dag 100% gældfri – men jeg har heller ingen formue og betydelig mindre pension, end jeg kunne have.
Ved at have foretaget nogle andre valg, kunne jeg, uden at det havde kostet mig særligt meget, have siddet i en anden situation i dag.
Penge, og hvad man kan gøre for at sikre sig økonomisk, har aldrig været et tema i min opvækst.
Min mor havde meget små midler efter hun blev skilt fra min far. Vi snakkede aldrig økonomi med min far. Men havde en ide om at han tjente godt og at han ikke havde en pensionsordning, men en eller anden form for opsparing som blev sat i IT-aktier og derefter forsvandt.
Jeg er i virkeligheden et tidstypisk eksempel på hvordan køn og opvækst og forventninger til en, kan forme ens forhold til penge.
Jeg tager 100% ejerskab for mit forhold til penge, og jeg har mange gange haft mulighed for at ændre på det … det har bare virket sindsygt kedeligt og det vil jeg se om jeg kan ændre på.
Indtl da kan andre måske drage læring af mine beslutninger gennem livet og gøre det modsatte, hvor det er muligt.
Det vil jeg gerne folde lidt mere ud. Emnerne er:
Manglende indbetaling til kapitalpension
Fravalg af efterløn
Manglende investering/opsparing som konsekvens af fravalg af efterløn
Manglende indbetaling til pension under sabbatår
30% ordningen ved selvstændig virksomhed
Aldersopsparing og ratepension
Investering
Man kan kalde det en form for “oprydning i uhensigtsmæssigt økonomisk adfærd”.
I dag skal jeg til “en alvorlig samtale” med min tidligere leder og den pt. fungerende leder.
Efter mere end 25 år i branchen er jeg ret sikker på, hvad der skal ske og jeg er så forberedt man kan være på det som vil ske.
I det mindste går næste del af mit (erhvervs)liv videre.
På er dyk i Maldiverne for mange år siden, blev jeg taget af en nedadgående strøm. Uanset hvor meget jeg kæmpede, så kunne jeg ikke komme op. Lige inden jeg droppede mit bly, så min mand mig kæmpe og kom ud til mig.
Sammen kom vi hen til der hvor strømmen slap, og vi kunne komme i læ og senere op.
Dengang lærte jeg, at hvis du bliver trykket ned af en modstrøm, er der en grænse for hvor længe du skal kæmpe imod, hvis du vil overleve.
Men også, at på et tidspunkt vender strømmen, og så kan du komme i sikkerhed og i land igen.
Jeg håber på at dagen i dag bliver der hvor strømmen knækker.
Og hvis ikke?
Så er der stadig luft tilbage i dykkerflasken og en båd der venter på at samle mig op.
Man kan sige, at I oktober blev alle mine værste forventninger arbejdsmæssigt krystaliseret. Der var ingen tvivl hos nogen af os, der deltog i mit sygemøde: hvis de kunne komme afsted med at fyre mig, så var det, det de ønskede.
Men det var ikke det de sagde. De sagde faktisk ikke rigtig noget. Men med en ydre fælles fjende, styrkes man indadtil.
Og der er ingen tvivl om, at det at min mand fra oktober af, har deltaget i mine sygemøder på arbejde, har styrket vores samhørighed og ægteskab.
Oktober var også den måned hvor jeg gjorde et sidste forsøg med at øge min arbejdstid, med store følgevirkninger på helbred og hverdag. Mine hovedpiner og svimmelhed tiltog, mens min evne til hverdagshåndtering aftog proportionalt.
November
I et forsøg på at skabe en pause i kaos blev en gammel gave indløst og min mand og jeg tog på en lille ferie til Lissabon.
Vejret var fantastisk og der var noget vederkvægende ved at komme væk fra det ubehag der var blevet min hverdag derhjemme.
Vi både sluttede opholdet og begyndte hverdagen derhjemme med sygdom og efter det gik det helt ned af bakken.
Mens jeg havde været væk, havde der været travlhed i verdensfirmaet og det kom til at præge november og ikke mindst arbejdsmiljøet i det kontor jeg er i. Beslutninger fik konsekvenser og da vi nåede slutningen af november var kontoret vendt på hovedet, på alle mulige måder.
Og egentlig var det ikke en overraskelse, da min chef den 22/11 fortalte, at han ville indstille mig til afsked. Jeg var faktisk mere overrasket over, at jeg ikke fik udleveret et partshøringsbrev til mødet.
December
Udover at hænge mine smukke indiske stjerner op og se noget fine amaryllis springe ud, har der ikke været megen jul i de lille hjem.
Det var ikke fordi jeg ikke forsøgte. Men det meste af det jeg forsøgte mig med, gik i udu på alle mulige forskellige måder.
Og opsigelsen? Jamen, den kom jo ikke. Dagene gik. Og der var både travlt og kaos på kontoret.
Men lige inden juleferien, på den sidste 1:1 med min chef, kunne han fortælle, at selvom han stoppede med,at være chef i kontoret fra månedens udgang, ville han fortsat gerne få mig opsagt. Men han havde ikke lige haft tid. Indstilling til afsked ville forventeligt blive behandlet i direktionen 18/12 og så ville jeg få endelig besked i uge 2 i 2025.
Glædelig jul.
Jeg har arbejdet professionelt med HR-jura og derfor også opsigelser i små 25 år, men jeg er også bare et menneske og min jul og nytår var selvfølgelig påvirket af, at jeg er udsat for den langsomste afsked jeg nogensinde har kendt til.
Jeg har hverken i nuet eller tilbageblikket formået at balancere det gode og det tunge … 2024 har været et voldsomt turbulent år.
Jeg håber at tingene langsomt falder på plads i 2025 … og at mit fotofeed og hjerte bliver fyldt med smukke øjeblikke og gode minder. Det vigtigste i livet er de mennesker vi omgiver os med.
Oprindeligt skulle jeg have været nået op på fuld arbejdstid, inden min sommerferie startede, i slutningen af juli. Men da jeg ramte omkring 18 ugentlige timer, ramlede verden omkring. Udover at alt blev uoverskueligt, var det også kaos. Jeg mistede troen på, at jeg nogensinde kunne få en normal tilværelse igen.
Så jeg gik ned i tid igen og holdte derefter 4 ugers ferie. Under ferien blev tilværelsen udholdelig igen.
August
Mens juli gled over i august tilbragte jeg 10 dage ferie på Kreta med min søster, hendes børn, svigerbarn og barnebarn.
Efter et stop i DK igen, drog min mand og jeg i de efterfølgende 3 i bil gennem Europa. Smuk og bjergtagende natur og skønne dage, hvor mit system fald til ro, da jeg kom ned i gear.
Gennem byer og over bjerge, på restauranter og vingårde. I et Europa, der dog var noget varmere end vi havde regnet med og planlagt.
De første 3 dage tilbage på arbejdet gik fint og så kolapsede min (arbejds)verden.
Noget var måske ferieblues, men det mest var eksplosionen af en arbejdsmiljøsag. En sag, der var startet op i foråret 2023, havde ulmet gennem året, indtil det blev forsøgt begravet i foråret 2024.
Men istedet for at dø, viste det sig at noget havde gæret og til sidst sprak det hele, på en uventet måde.
Det er ikke kun hos Moderaterne man kan få “en aftale man ikke kan afslå”. Men det skulle dog vise sig at det kun var begyndelsen.
Selvom august var varm, var sommeren endegyldigt overstået.
September
I september nåede jeg, hårdt presset af min mand, til den erkendelse, at jeg ikke ville kunne komme til at arbejde på fuld tid igen. Ikke nu. Måske aldrig.
Og jeg rakte ud til min leder og ham over ham. Et forsøg på at gå i dialog om en løsning. Jeg kunne fortsat noget, har en viden og en evne der kunne gavne kollegaer og organisation. Og min hjemkommune var med på det og forlængede mine sygedagpenge med henblik på arbejdsprøvning.
Og mens det blev sensommer og høsttid, hørte jeg .. absolut ingenting.
For ikke at blive vanvittigt, eller gå helt i stykker over ikke at kunne få en afklaring på fremtiden, forsøgte jeg at brænde al den adrenalin og kortison min krop var fyldt med ved at være så fysisk i min have og ved at rydde op.
Eller så fysik som min konstante svimmelhed tillod. Jeg har aldrig tidligere væltet så meget rundt som i denne september.
April startede fint ud. Forårets komme, min fars flytning og 87 års fødselsdag … og mig der skulle starte på arbejdet igen. 2×2 timer om ugen. Alt lysnede og babyen voksede.
Men midt i flytteriede opdagede vi, at min far havde været udsat for groft tyveri og bedrageri på plejehjemmet, hvor han boede. Det viste sig at der stod en medarbejder bag.
Gennem tre nætter havde vedkommende taget min fars telefon fra ham og i samarbejde med flere andre havde de styret hans mail, bank og MitID og gennemført indkøb betalt med hans kort.
400.000 kr havde de købt for, derefter havde de så fået kortet lukket og bestilt 2 nye kort, med højere beløbsgrænse. Og kortene skulle have været sendt til den fraflyttede bolig, så svindlen kunne fortsætte.
Vi fik lukket hullerne. Medarbejderen blev bortvist og politiet er stadig ikke gået igang med at undersøge sagen. Plejehjemmet har ikke ville anmelde medarbejderen til politiet. Og vi blev bare bestyrket i, at det var godt at få ham væk fra det plejehjem.
Træerne vokser ind i himlen på det nye plejehjem, men det er meget bedre end det gamle. Og i begyndelsen fik min far en stor opblomstring.
Jeg havde også selv en tro på fremtiden og da jeg først fik lagt min frustration over politiets ineffektivitet bag mig, kunne jeg bedre være i mit liv og min tilværelse… og jeg gik så langt som til at tro på en kommende normalitet, at jeg planlagde en forsinket fødselsdagsfejring, der skulle finde sted om sommeren.
Jeg arbejdede stadig så lidt, at jeg havde overskud til at mødes med folk og bl.a. fik gåtur med hest og en københavnertur med udsigt til den nedbrændte Børsen.
Maj
Noget af det fedeste ved maj, var og er den tro og grokraft der er ved foråret. Og det her forår blev det endda krydret med at vi fik afsat en stor del af min svigermors arvestykker, til min nieces svigerfamilie, så vi kunne komme videre med oprydningen efter hendes død.
Jeg var ude og prøvesmage is og bær, hvor min kommende fødselsdagsfejring skulle holdes – og min far har frisk nok til at komme med. Jeg arbejdede mere, men stadig på et niveau, så jeg kunne lave noget ved siden af.
Maj bød også på en af årets fineste oplevelser: en tur til Stedsans in the Woods, i Sverige med en veninde. Det har fred i sjælen toppet med ro i hjertet. Derudover var maj hyldeblomster og forsommerglæde i det jyske.
På mit arbejde var det ikke helt så nemt. En arbejdsmiljø sag eskalerede og begyndte at få det mere vanskeligt med at følge med, efterhånden som arbejdstiden øges.
Juni
Vi fik endelig spredt min stedmors aske ved en fin ceremoni. Og endnu et livskapitel blev lukket.
Og livet går ubønhørligt videre, både for dem der er i sorg og dem der ikke er.
Udesengen kom op. Men sommer i Danmark blev aldrig helt en del af min 2024.
Min fødselsdagsfejring blev gennemført i regn og kaos. For mit liv smuldrede frem mod sommeren. Jeg glemte alting og kludrede i resten.
2024 har været det hidtil mest turbulente, personligt tragiske og livsomskiftende år til dato, for mig.
Det har også været et år hvor jeg haft svært ved at være fuldt tilstede i det smukke og livsbekræftende, og øjeblikkene er nærmest kørt forbi uden fuldt at manifestere sig og det jeg sidder tilbage med er det tunge og triste. Men der har været mange fantastiske øjeblikke i 2024, og på min telefon ligger lyse og glade billeder af det, og i dette tilbageblik på 2024 vil jeg prøve at balancere de to sider af 2024.
Januar
Første halvdel af januar var vinter og forventninger. I vinterkulden pakkede vi sommertøj og dykkergrej ned til det vi troede ville blive vores drømmerejse: Mikronesien og dykning på øen Truuk. Efterfulgt af endnu mere dykning fordelt på to destinationer på Filippinerne.
Efter en lang rejse endte vi på øen Truuk og tog med båden ud til første dykkersted … og mit liv skiftede spor. Vi havde 2 “testdyk” og efter det 3. dyk – og første rigtige tekniske dyk 23. januar omkring kl. 17 lokal tid sprang en boble i mit øre. Jeg var blevet ramt af dykkersyge i det indre øre (IEDCS).
På grund af uvejr kunne jeg først komme i land næste dag og yderligere tid blev spildt på er hospital, derfor kom jeg først i trykkammer 26 timer efter dykket. Og dermed alt for lang tid efter de anbefalede 6 timer der maks må gå.
Efter en uges tid på øen med yderligere behandlinger i trykkammer, kaos, ineffektivitet og forgæves redningsaktioner lykkedes det os ved egen drift at komme væk fra øen og til Manila på Filippinerne.
Vi forlod Truuk den 30. januar og landede i Manila den 31 om aftenen og da vi vågnede op igen var det …
Februar
Vi endte med at beslutte, at blive på Filippinerne og restituere inden rejsen hjem. Vi var udmattede af det vi havde oplevet på Truuk og kunne ikke overskue en ny lang rejse. Og mens min mand og vores medrejsende ven dykkede, og prøvede genoptage ferien, prøvede jeg, at komme på benene igen.
Jeg blev kørt til resortet i en rullestol, men var heldigvis i stand til at gå ved hjælp af stok og støtte, da vi forlod stedet medio februar
De sidste dage vi var der, kunne vi bevæge os lidt væk fra hotellet. Men verden var blevet ny og voldsom for mig. Mine sanser var påvirketaf dykkersygen, så det var begrænset hvad jeg fik ud af det. Og på det tidspunkt ville jeg bare gerne hjem
Mens jeg var på Filippinerne lykkedes det min søster, at få en anden plejehjemsplads til vores far, så han kunne flytte fra det rædselssted han var endt. Foråret var på vej. Vi forlod Filippinerne på første klasse, men et maveonde tog toppen af den fornøjelse for mit vedkommende.
Men størst af alt, så var min niece blevet mor og vi skulle hjem og møde den lille ny.
Hjemme igen, startede jeg op med undersøgelser og en besked om at være tålmodig. Men også en besked om at skaderne efter min dykkerulykke, måske aldrig ville gå væk. Jeg var sygemeldt fra arbejdede og alle ønskede mig det brdste. Min egen fødselsdag kom og gik i stilhed. Og jeg ventede på bedre vejr og på at helbredet ville komme sig.
Marts
Jeg googlede “3-hjulede cykler til voksne” og troede jeg aldrig ville komme til at køre bil igen. Men evnerne vendte tilbage og i marts kom også den første cykeltur igen.
Jeg var fuldt sygemeldt og det betød bl.a. at jeg nåede at få det så godt, at der i marts var overskud til at se min far, niece-barnet, være kreativ med min nevø og have mit første restaurant besøg hvor vi fejrede hans fødselsdag. En lille bitte smule oprydning blev det også til.
Med foråret kom noget af livsglæden tilbage og jeg var sikker på at jeg nok skulle generobre mit liv.
Katten, der er kommet hjem hvor den bor normalt, og har sin kattelem til udelivet, sover ovenpå den første udenat i 5 dage.
Manden har iført sig julegaverne orange sokker og sikkerhedshjelm, for at gå ud og ordne den brændestak, der ligger og kalder på ham.
Selv har jeg fundet min gamle kransekage opskrift frem fra gemmerne og går om lidt igang med at få nytårskagerne lavet. De er nemlig bedst hvis de er lavet i forvejen, så de når at blive frosset ned. Opskriften er fra en af naboerne søster, med inspiration fra Mette Blomberg.
Der er ild i brændeovnen og inden jeg går igang med kagerne, trænder jeg op i vildmarksbadet. Vi har rester til frokost og planlægger, at de skal indtages med en snaps og efterfølgende middagslur.
Normal er der dømt total afslapning juledag og lidt mere aktivitet 2. juledag. Men i år blev det omvendt. Vi anvendte juledag til en spontan julefrokost og spilaften med familien. Jeg havde overskud fordi jeg ikke havde stresset rundt juleaften.
Min mand stod nemlig for alt julemaden den 24. december og jeg lod være med at blande mig, fik en lur inden vi tog afsted og trak mig da der var behov for det. Og det blev en fin og hyggelig aften.
Selvom 2024 har været kaotisk på mange forskellige måder, så krydser jeg for at 2025 bliver et år af en anden støbning og vi bruger dagene mellem jul og nytår på at komme helt ned i gear.
Sikke smukke tasker, på hvert deres måde Og med deres egen historie Du er heldig og havde dem