Jeg burde have løbet, men jeg hang på Havnekanten. Sad på de solopvarmede sten, og mærkede hvordan de blev ved med at afgive varme. Lod benene daskende over kanten, slappede af. Jeg burde sikkert have drukket masser af vand, oven på den varme, varme dag – men vi nød en G&T.
Vi kiggede på at solen gik ned. Farvede himlen rød og senere blot den smukke turkise sommerhimmel, der står så godt til Københavns mange tårne. Jeg nød det gode selskab. Nød at snakke og grine. At mærke hvordan mit humør lettede og jeg blev glad.
Da jeg kørte over Langebro var temperaturen +23 grader. I tropenatten lød musikken fra Tivoli og det væltede ud med mennesker, der skulle nå de sidste busser og toge.
Jeg burde sikkert ligge og sove nu – men jeg nyder at kigge ud over byen. Mærker roen i byen, en lille smule kølighed og de sene nattegængere. Mærker den glæde man får med sig, når man har været i godt selskab.
Skriv et svar