På den ene side må jeg jo nok indrømme, at jeg er tilstrækkelig meget gimpe, til stadig at synes at det er sjovt, eller ok positivt …. eller sådan hårdt presset: lidt fedt, at der stadig bliver dyttet, fløjet eller råbt efter mig, fordi bare fordi jeg bevæger mig ud i verden iført en kort nederdel (og nej den var ikke hulkort!) og lange støvler.

På den anden side så ved jeg aldrig hvad der forventes af mig i situationen. Skal jeg agere? Måske løbe hen til bilen og bide mig fast i baghjulet, eller smide mig på tværs af køleren? Skal jeg ignorere?” Pøh – fløjt alt hvad du vil jeg er _så_ lækker at jeg har mistet synet og hørelsen!”

Måske skal jeg i virkeligheden bare gå sammen med min far lidt oftere. Måske vil dette udspille sig igen:

I det faderen og jeg går samtalende hen af fortorvet, råwer forbikørende mand ud af bilvinduet – altså på den positive måde.

Faderen:“Nå, mændene fløjter stadig efter dig”
Undertegnede:“Jah. Det må jo betyde, at jeg stadig har gode ben”
Faderen:“Uhm – ben ja. Ja der er nu ikke noget så godt, som nogle gode gnave-ben”

Godt så.