I den sidste time inden søvnen greb mig, kunne jeg næsten mærke dine arme om mig. Med næsen i puden sniffede jeg den allersidste duftmolekyle. I mine tanker lå vi tæt, du opad mig og jeg opad dig. Vi flettede fingre og ben og åndede i takt.
Uhmmmm… 🙂
Tak – men, det var altså ikke dig Liselotte 😉
– årh, hold da op… Jeg VED det var mig 😉
At skrive en kommentar, eller trackbacke fra din egen weblog.
Skriv et svar