Jeg har åbnet døren ud mod søen, så hele koret af morgenkvidder kommer ind til os. De siger jo at hørelsen er det sidste der forsvinder.

Det er ikke meget hun stadig er her og jeg gør ikke noget for at holde på hende, eller kalde hende tilbage.

Det er det her stadie, hun har frygtet og hadet tanken om allermest. Men det er i virkeligheden både smukkere og større end jeg troede.

I går samledes min søster og jeg med hendes børn, deres far og min kæreste. Da sygeplejerskerne gjorde hende klar til aftenen, gik vi en tur i området og fik talt og skabt både fællesskab og forløsning, omkring den proces, der både er vores alle sammens og den enkeltes helt egen.

Vi spiste sammen herude og skiltes. Efter jeg havde været hjemme efter (varmere) tøj, tog jeg herud igen.

Sygeplejerskerne havde ryddet op. Der var varmt i rummet og stod tændte stearinlys på bordet.

Og jeg faldte hen og vågnede op til lyden af min mors tunge åndedræt, der lyder mellem to tikkende ure.

Det er blevet lettere nu, åndedraget. Og når det stopper, så er hun der hvor hun hellere vil være, end at være syg. Hun har aldrig ønsket døden frem for livet – men hun vil den, frem for sygdommen.

Og vi er klar til at slippe hende nu. Og hvis det er, som hun siger det er for hende, så står hun klar til at møde os, når det bli’r vores tur.

Rejsen er begyndt.

God tur, mor.