Min fortid kom og bød sig til, der ved supermarkedets køledisk mellem æg og mælken. “Har du lyst til at gå ud og drikke en kop kaffe en dag” blev der spurgt og øjene afsøgte et svar i mine øjene. “Det er jo længe siden – meget vand i åen…, vi fik aldrig talt om det”.

Men nej – den bro er brændt, det skib er sejlet. Den plads i mit liv er taget, og også alle pladserne omkring det. Min tro er begyndt at komme tilbage og sårene helet og arene ved at være blot et tyndt usynligt spor.

Hvad jeg sagde var “Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig.

Hvad jeg ikke sagde var, at det betød:

“Nej – jeg har ikke lyst til at drikke kaffe med dig – for jeg har intet behov for at lukke dig ind i nærheden af mit liv. Jeg kan ikke finde nogen grund til at ville kende dig igen. Hvorfor skulle jeg have lyst til at vide hvem du er nu og hvad du tænker og føler. Jeg vil ikke se dig, og jeg vil ikke at du ser hvem jeg er nu.

Men jeg er glad for at du spurgte. Glad for at jeg fik valget og muligheden for at mærke efter, om fortiden, nu også _var_ fortiden.”

Ting sker af en grund. Fortiden er fortiden, og det gør mig glad.