Dem, der er på Roskilde for første gang nu, var 6 år gamle, sidst jeg var der.

Kunne jeg høre i Radioen i morges.

Jeg synes ikke at der er gået 10 år siden. Men det er der – og jeg husker stadig den underlige stemning, der var på Festivalpladsen, da død og musik blev blandet på en usandsynlig tragisk måde. Jeg husker hvordan det virkede helt rigtig på os, der var på Roskilde, at musikken blev ved med at spille, og at det først var da man kom væk derfra, at man tænkte over det bizare i at musikken ikke stoppede.

Men tiden er skyllet ind over mindet, og det er så heller ikke så underligt, når mange af festivalens gæster var i førskolealderen, dengang det skete – og at (nogen af) os, der var med dengang, nu bruger tiden i en nyttehave, hvor vi sidder og drikke kølig rosé og ser himlen blive mørk over endnu et bål.

Tiden går.