2024 har været det hidtil mest turbulente, personligt tragiske og livsomskiftende år til dato, for mig.

Det har også været et år hvor jeg haft svært ved at være fuldt tilstede i det smukke og livsbekræftende, og øjeblikkene er nærmest kørt forbi uden fuldt at manifestere sig og det jeg sidder tilbage med er det tunge og triste. Men der har været mange fantastiske øjeblikke i 2024, og på min telefon ligger lyse og glade billeder af det, og i dette tilbageblik på 2024 vil jeg prøve at balancere de to sider af 2024.

Januar

Første halvdel af januar var vinter og forventninger. I vinterkulden pakkede vi sommertøj og dykkergrej ned til det vi troede ville blive vores drømmerejse: Mikronesien og dykning på øen Truuk. Efterfulgt af endnu mere dykning fordelt på to destinationer på Filippinerne.

Efter en lang rejse endte vi på øen Truuk og tog med båden ud til første dykkersted … og mit liv skiftede spor. Vi havde 2 “testdyk” og efter det 3. dyk – og første rigtige tekniske dyk 23. januar omkring kl. 17 lokal tid sprang en boble i mit øre. Jeg var blevet ramt af dykkersyge i det indre øre (IEDCS).

På grund af uvejr kunne jeg først komme i land næste dag og yderligere tid blev spildt på er hospital, derfor kom jeg først i trykkammer 26 timer efter dykket. Og dermed alt for lang tid efter de anbefalede 6 timer der maks må gå.

Efter en uges tid på øen med yderligere behandlinger i trykkammer, kaos, ineffektivitet og forgæves redningsaktioner lykkedes det os ved egen drift at komme væk fra øen og til Manila på Filippinerne.

Vi forlod Truuk den 30. januar og landede i Manila den 31 om aftenen og da vi vågnede op igen var det …

Februar

Vi endte med at beslutte, at blive på Filippinerne og restituere inden rejsen hjem. Vi var udmattede af det vi havde oplevet på Truuk og kunne ikke overskue en ny lang rejse. Og mens min mand og vores medrejsende ven dykkede, og prøvede genoptage ferien, prøvede jeg, at komme på benene igen.

Jeg blev kørt til resortet i en rullestol, men var heldigvis i stand til at gå ved hjælp af stok og støtte, da vi forlod stedet medio februar

De sidste dage vi var der, kunne vi bevæge os lidt væk fra hotellet. Men verden var blevet ny og voldsom for mig. Mine sanser var påvirketaf dykkersygen, så det var begrænset hvad jeg fik ud af det. Og på det tidspunkt ville jeg bare gerne hjem

Mens jeg var på Filippinerne lykkedes det min søster, at få en anden plejehjemsplads til vores far, så han kunne flytte fra det rædselssted han var endt. Foråret var på vej. Vi forlod Filippinerne på første klasse, men et maveonde tog toppen af den fornøjelse for mit vedkommende.

Men størst af alt, så var min niece blevet mor og vi skulle hjem og møde den lille ny.

Hjemme igen, startede jeg op med undersøgelser og en besked om at være tålmodig. Men også en besked om at skaderne efter min dykkerulykke, måske aldrig ville gå væk. Jeg var sygemeldt fra arbejdede og alle ønskede mig det brdste. Min egen fødselsdag kom og gik i stilhed.  Og jeg ventede på bedre vejr og på at helbredet ville komme sig.

Marts

Jeg googlede “3-hjulede cykler til voksne” og troede jeg aldrig ville komme til at køre bil igen. Men evnerne vendte tilbage og i marts kom også den første cykeltur igen.

Jeg var fuldt sygemeldt og det betød bl.a. at jeg nåede at få det så godt, at der i marts var overskud til at se min far, niece-barnet, være kreativ med min nevø og have mit første restaurant besøg hvor vi fejrede hans fødselsdag. En lille bitte smule oprydning blev det også til.

Med foråret kom noget af livsglæden tilbage og jeg var sikker på at jeg nok skulle generobre mit liv.