Måske er det fordi jeg har været så ukreativ i så lang tid, eller måske er det bare fordi jeg er skruet sammen som jeg er. Uanset grund, så blev jeg ramt af præstationsangst i forbindelse med mit bidrag til den kreative pakkekalender og forkastede mit første arbejde.

Et pon-pon tørklæde:

Havde set et i en butik og tænkte at det kunne jeg da sagtens gøre efter. Og det kunne jeg da også – men jeg havde faktisk glemt at det at lave pæne pon-poner faktisk også tager tid.

Hvor butikkens tørklæde var i mange forskellige farver, valgte jeg at lave det i grå og gammelrosa/lilla farver. Egentligt fordi jeg tror det er min gavemodtagers farver, men også fordi jeg selv rigtig godt kan lide farver.

Efter at jeg havde fornægtet det som gave, tog jeg det selv i brug – og er blevet rigtig glad for det. Det passer lige præcist til min frakke, da det kan lukke til i kraven – og samtidig se dekorativt ud. Og der er da også kommet et par julegave bestillinger på det.

I første omgang lavede jeg et langt tørklæde, med pon-poner hele vejen rundt. Men efter bare kort tids brug fandt jeg ud af at længden ikke var foreneligt med cykling, og at de pon-poner, der sad i nakken og rundt om halsen blev fladtrykte.

Så efter lidt produktudvikling består tørklædet nu af et strikket midterstykke med 5-6 pon-poner på hver sin side.

Vejledning:

Pon-ponerne er lavet af forskellig garn, men garn der kan børstet op og blive fluffy er det bedste – og hvis man bruger meget fint garn, skal man have rigtig god tålmodighed. Hvis man har glemt at lave pon-poner er der en instruktionsvideo her:  How to make pon-pon

Mellemstykket er strikket og pon-ponerne er hæftet sammen ved at sy igennem dem (mange gange) og hækle mellem pon-pon’erne.

Når man står foran at skulle rejse til Sharm el Sheikh, som situationen er lige nu er det jo ikke så lidt man får at høre fra familie og venner.

Men jeg har taget mine forholdsregler og læst på lektien:

Bertram ligger ved mine fødder og Alfred ligger og “ser”   amerikansk fodbold sammen med min kæreste, inde i soveværelset. Lige før skulle Bertram være med da jeg tog billeder af noget af mit filtearbejde, som det kan ses foroven her.

Det er sikkert projicering – men efter vi har taget beslutningen om at rejse, føles det som om at de forsøger at knytte os tættere til dem end normalt.

Der er mange praktiske forhold der skal ordnes, når man sådan tager af sted i et år. De fleste af dem har vi tjek på eller er ved at få tjek på.

Men kattene mangler.

Der er desværre ikke nogen i vores familie, der kan træde til. Men vi har endnu ikke været hele raden af vores venner rundt.

Jeg er sikker på at vi finder en løsning, for andet end det er ikke acceptablet – men det ville da være skønt, hvis der havde været nogen der stod og trippede for at tage dem ind.

Jeg synes jo at det er nogle fantastiske katte og dem der kommer til at passe dem, får en skøn oplevelse med nogen ret anderledes katte og nogle fantastisk fotogene katte; missebasserne på 23hq.com

Forrige onsdag kom min kæreste hjem og var også led og ked af sit arbejde.

Som afslutning af sin tale om alle de ting der var galt kom ordene “og så har jeg set at de søger en dansktalende dykkerinstruktør i Sharm el Sheikh – man burde søge den og rejse fra det hele.”

“Så søg den dog” sagde jeg. “Hvad er der er tabe? Hvis du får den tilbudt kan vi altid tage stilling til hvad vi så gør“.

Han søgte. Han fik den. Vi tog stilling til tingene – træffede en beslutning. Og 1. februar 2011 starter min kæreste som dykkerinstruktør i Egypten og jeg tager med.

Et år i solen, uden arbejde – med mindre jeg finder noget jeg gerne vil lave. Lige det jeg gik og drømte om.

Og jeg glæder mig.

Der findes dage der kommer til at sætte sig spor i en liv. Dage hvor man drejer til højre i stedet for venstre og pludseligt står overfor en helt anden og ny verden. Dage hvor man træffer anderledes beslutninger, eller handler på en ny og forskellig måde.

Dage som man ved man kommer til at huske længe efter.

Sådan en dag var dagen i går.

Den var nemlig den dag hvor jeg gik ind og sagde mit arbejde op.

Fordi jeg vil noget andet med mit liv og ikke magter at fortsætte i samme håbløse spor.

Og selvom det var svært, fordi mit pæne-pige kompleks rev i mig og fortalte mig at man ikke giver op på halvvejen, at man afslutter det man begynder, at man holder sit ord, ikke svigter i vadestedet osv, osv – ja, så gjorde jeg lige præcist det.

Fratrædelse med udgangen af januar. Små to måneder til at komme helt til hægterne og få afsluttet mit arbejde derinde på en ordentlig måde.

Første skridt til min nye virkelighed.

Jeg har aftalt med min chef, at jeg kommer ind og snakker med ham i morgen. Om hvordan min tilbagegang til arbejdslivet skal forme sig.

Psykologen siger jeg ikke er klar, men jeg er nødt til at mærke på min krop, hvordan jeg reagerer på at skulle tage ind på min arbejdsplads – og så også gøre det i virkeligheden. Før jeg selv kan sige om jeg er klar eller ej.

Men jeg kan mærke, at tankerne om arbejde, springer boblen omkring min lille uvirkeligheds verden. Den verden jeg har gået rundt i, i de sidste to uger.

Den verden hvor de helt basale ting har talt højest: sørge for mad, få søvn nok, se nogle dejlige mennesker, hjælpe min familie, lave noget kreativt, være sammen med min kæreste, kæle med mine katte, meditere og få ro på.

Jeg har nydt at være i min lille uvirkeligheds verden. Nydt at lade være med at forholde mig til arbejdet og de “hvad nu hvis” der er knyttet til arbejdet.

Jeg har nydt at lave forskellige ting med mine hænder og kan sagtens se noget terapeutisk ved at sidde og strikke.

Og der er ingen tvivl om, at hvis der var frit valg på alle hylder, så blev 2011 det år hvor jeg lavede ingenting.

Et helt år hvor jeg frit kunne vælge hvornår jeg stod op og hvornår jeg gik i seng, baseret på behov og ikke pligter, Et år hvor jeg ikke havde indflydelse på andre mennesker liv, hvor jeg ikke skulle rådgive nogen til at træffe svære beslutninger. Et år uden forhandlinger, taktik og skjulte dagsordner. Uden fælleskontorer, hæve-sænkeborde, dage foran computeren og en lind strøm af telefonopkald og mails. Et år uden nye informationer der skal bearbejdes, formidles, kommunikeres ud og undervises i.

Et år uden ansvar.

Ikke andet ansvar end overfor mig selv.

Måske hun har ret – hende psykologen – er man klar til arbejde, når det eneste man ønsker sig til jul, er et år uden arbejde?

Talte både med en ven og  en veninde i går, om det at have og lave søskende. Om hvornår man havde glæde af søskende og hvornår de var en pestilens. Og om det forhold der kan opstå mellem søskendebørn.

Og så faldt jeg over dette fantastisk sjove indlæg, på en blog jeg først har opdaget i dag. Om det ikke at kunne enes, og så alligevel at stå skulder ved skulder.  [Marens Blog].

Min kæreste er enebarn, og det er min oplevelse at han, som andre enebørn jeg har mødt, har svært ved at mærke dybden af det at være søskende. At være så tæt på en anden person og have mønstre og væremåde, man ikke altid selv kan gennemskue og en adfærd som kun søskende kan have overfor hinanden.

Jeg er barn af en tidstypisk familie, og det betyder at jeg fra den første lille kærnefamilie har en søster, fra nye fædrende ægteskab en halvbror og fra den tilgifte del to stedsøstre og to usynlige stedsøskendebørn, der af forskeligge årsager ikke rigtigt tæller med.

Min søster er den eneste jeg fuldt og helt har delt opvækst med. Det er hende, der solgte min lille bamse til naboens børn, for 5 kr. (til slik) “fordi hendes var pænere end min”, det er hende der kendte alle mine tændknapper og hver eneste gang kunne få mig helt op i det røde felt, så jeg smadrede døre for at komme efter hende, eller skar ud efter hende med en kniv, fordi vi var uenige om hvem og hvor leverposteg skulle tørres af efter brug.

Men det var også hende som jeg boede sammen med da vi i tyverne pludselig begge var single og havde brug for nogen at bo sammen med og hende jeg genoplevede barndomshistorier med og fik sat tingene i rette perspektiv. Det var med hende jeg drak rødvin og opnåede at blive venner.

Jeg elsker min søster, men jeg har også flere gange sagt til min kæreste, at noget af det værste ved at mine forældre bliver gamle og på et tidspunkt er væk er, at så har jeg ikke længere nogen som jeg kan bitche over min søster til, og samtidig vide at det er risikofrit, fordi hun er lige så elsket af dem, som hun er af mig.

Men vigtigst af alt så ved jeg, at hvis der er nogen der virkelig vender sig mod min søster, så vil jeg kæmpe endnu hårdere for hende, end jeg ind i mellem kan finde på at kæmpe imod hende.

Og jeg er sikker på at det modsatte også er tilfældet.

Og når man har sådan en søskende i sit ringhjørne, så ved man at man kan gå ud og ta’ livstag med verden – og til den veninde der overvejer om hun skal have nummer to eller ej, kan jeg kun sige:

“Prøv det, prøv det “

Og grine af en intern joke.

(url’en til billedet er lånt fra juniorbuissness.dk)