Det regner tungt mod mine vinduer. Når kattene ikke krøller sig sammen til to små pelsbolde, med halen over næsen, så går de om mine ben og miaver bebrejdende op mod mig og forlanger at jeg skaber bedre udendørs temperaturer og fjerne regnen. Ingen af dem har været ude i mere end 5 minutter i de dage de har haft muligheden.

Selv sidder jeg med et tæppe omkring mig og nyder at den bærbare afgiver varme mod mine lår. Jeg regulerer hele tiden varmen og forsøger at finde et punkt hvor det er varmt nok til at sidde stille, uden at det er så varmt at man falder sammen med en hjerne som kogt havregrød.

Det er pænt svært.

Min opgave er ved lige så stille at finde sin færdige form. Tirsdag er sidste frist for aflevering og jeg satser på at få tingene kopieret og sendt afsted over weekenden/mandag.

Det bliver en lettelse.

Jeg tændte for ovnen i køkkenet da jeg skulle stå derude og vaske op. Det gav den fornødne varme og jeg tænker på hvad jeg skal gøre, når jeg om ikke alt for længe må begive mig ud i verden og hente vare hjem til aftensmaden.

Det lugtede af jul, da vi i går grillede and på weberen. Jul over hele terrassen, på trods (eller midt?) i den regnvåde aften.

Og den varmede godt, grillen. Da vi var færdig med vores løbetur i en aften der lignede nat, var den klar til at tage mod den velvoksne and. Og der var kød nok til to … og lidt mere. Og det sidste er det der skal gøres til dagens middag.

Med appelsinsovs.

Når jeg kommer videre i programmet og tager skridt ud i det kolde og regnvåde november (efterårs)sommerland.

Den første vask er sat over og jeg sidder i en pænt kold lejlighed og forsøger at få mig selv til at komme ud og løbe. Ved at hvis jeg ikke gør det nu, så gør jeg det overhovedet ikke senere.

Mine ben er dog ikke helt enige. De er ømme som om jeg havde gået hjem fra Singapore, men nok mere skyldes 12 timers folden sammen i et flysæde. Og det på trods af at jeg hver gang jeg er ude og flyve priser mig lykkelig for at jeg har en størrelse, der er til at have med at gøre i et fly.

Turen hjem var lige så lang som turen ud. Havde dog to sæder at råde over og jeg forsøgte at sove denne gang. Men det blev kun til små brudstykker. Vågnede flere gange mens en indre grammofon spille “Himmelhunden” – en meget passende afslutning på ferien, omend en smugle foruroligende.

Med den sidste snas solskoldning på ryggen og kløende insektbid fra turen til Rawa, kom jeg ud i det kolde november København. Jeg synes at det er blevet betydeligt koldere på den tid jeg har været væk, end tiden i sig selv berettiger.

Men der er ting der skal gøres, samtaler der skal afholdes, opgave der skal skrives færdig og litteratur der skal læses … og det er her jeg lever og mit liv lever jo ikke sig selv og prøver at fortælle mig selv, at der jo også er noget skønt over stearinlys, der ikke brænder under en kølende aircon…

I dag er det en uge siden jeg landede i Singapore. Lettere fortumlet efter 12 timers flyvning, to gode film og med mintyfresh hænder.

Sidstnævnte skyldtes at jeg troede, at den lille pumpeflaske på toilettet indeholde desinficerende væske til hænderne – jeg mener, vi har jo alle set billeder af asiater med top hygiejne og mundbind … så jeg brugte af den to gange før det gik op for mig, at det vistnok var mundskyl.

Det lugtede i hvert fald sådan … og hænderne smagte også lidt sødt.

Under alle omstændigheder kom jeg hel frem. Sad og så byen vågne op mens jeg kørte i en afkølet bil ud til min veninde. På hendes altan fik vi fulgt op på verdenssituationen, hvorefter vi pakkede lejligheden ned og flyttede til et andet sted.

Et sted uden en rigtig altan, men med udsigt til pænt store huse. Et sted hvor jeg får propper i øerne når jeg kører op og ned – idet vi bor på 52. sal. Jeg har endnu ikke prøvet at tage trapperne – men jeg overvejer stadig. Det er så også et sted med reception, spa, gym, 4 svømmepæle og et enkelt boblebad.

Men hvis man, åh lad os bare sige .. kommer til at lukke sig ude af lejligheden, iført løbetøj og morgenhår, så er det også et sted, der rent faktisk ikke kan hjælpe en med at komme ind i lejligheden igen. Men så kan man jo nok godt finde vej gennem byen og hen til venindens arbejdsteds, idet det jo ellers kunne gå hen og blive en pænt lang dag.

Jeg ved ikke om jeg sådan rigtigt får set Singapore. Jeg har set de etniske bydele, købe-ind gaden med mærkevare og selvfølgelig deres botaniske have. Jeg har spist en masse ude – mad fra det meste af verden og godt. Har kørt i deres metro og gået rundt i gangsystemet under gaderne og være oven jorden, med nakken tilbage for at se helt op på toppen af husene. Har drukket Singapore Sling på Raffles Hotel, med jordnødder på gulvet og Long Island Icetea på en udendørs bar, på toppen af  et hus.

Men jeg har svært ved rigtig at mærke byen og ved ikke om det er fordi den er så strømlinet at det er det, som er kendemærket?

Til gengæld har jeg fået indsigt i min veninde og hendes kollegaers liv. Forståelse for hvordan livet leves af dem hernede. Har smugkigget ind i hendes verden og med stor succes lavet det første måltid mad i den ovn, der er i lejligheden.

Og om ikke alt for længe er jeg på vej hjemad igen.

Men inden da er det jo weekend. Og hvor den sidste weekend stod på gå-i-byen om fredagen, stort bal, med lange kjoler og fri bar om lørdagen og skræmmende baby-shower med pænt mange, meget gravide australske damer med stor lyd om søndagen, så skal vi slappe af i denne weekend.

Og når man slapper af i Singapore, så tager man åbenbart til andre lande. Thailand, Bali, Indonesien og Malaysia … alle de lande ligger jo lige omkring øen her. Og os, vi snupper lige en tur til Rawa, hvor vi slapper af efter en hård uge på kontoret (eller noget).

Men inden da skal løbeprogrammet jo overholdes og mens min kæreste kæmper sin kamp for at overholde aftalen i et land som ikke flyder med mælk og honning og pæne temperaturer, så vil jeg gå ned i det afkølede træningsrum og med udsigt over vandet, høje huse og palmer vil jeg løbe den sidste dag af den syvende uge i vores løbeprogram.

Og med alt det jeg spiser og drikker i det her land, som kan noget godt med mad og drikkevare, så er det vistnok også tiltrængt!

Jeg sidder her halvt mellem hjemme og ude.

Når man er inde og luften er holdt kunstigt kølig, er det som at være hjemme på en lun sommerdag. Indenfor er der åbenbart altid køligt og jeg har lært at tage en trøje med mig, når jeg skal ud for at være inde. Anderledes er det ude og hver gang man kommer ud fra det kølige indre, bliver man slået omkuld af den fugtige varme. I dag hvor det også blæser en del, føles det som om man står i et dampbad, mens man bliver blæst på med en gigantisk føntørrer.

Singapore er helt anderledes end noget andet asiatisk land jeg har besøgt. Det er så meget renere og pænere og meget mere europæisk, men da vi var nede i Little India forleden, kunne jeg med det samme genkalde mig følelsen af Dehlie – dog uden den samme mængde støv, tiggere, hjemløse hunde og gadebørn, som i det rigtige Indien.

Det er også relativt dyrt her. Man kan spise ude uden nødvendigvis at skulle smadre sparegrisen, men jeg måtte sande at det hjemmelavet måltid jeg planlægger til veninden i aften, koster langt over hvad det koster i DK. Så jeg håber det bliver til at spise.

Måske er det fordi jeg bor privat og hos en dansker, og derfor hele tiden møder andre danskere – og sidder her og skriver på en dansk PC, at det føles meget naturligt at være her, som i “ikke-anderledes”, på trods af varmen og de høje huse.

Jeg nyder i hvert fald min ferie, får set lidt af hvert og købt nogle nye sko og bliver skoldet på udvalgte steder … og om lidt skal jeg lave mormormad med et italliensk tvist til min veninde. Noget for noget.