Jeg havde læst et sted, at man med fordel kunne tage et par frikplukkede chokolademynteblade og overhælde dem med skoldhed kaffe.

Så det gjorde jeg.

Og det er intens nydelse – som en rigtig god myntechokolade med et tvist af kaffe. Uden de kalorier som en rigtig en af slagsen ville koste.

Og min mund sitrer stadig af myntens friskhed.

I mit køleskab ligger endnu et par blade, for jeg er så heldig at jeg har planten i min have – og der skal helt klart hentes mere hjem!

Jeg kunne se på Facebook, at mine naboer havde købt hus.

De flytter til oktober.

Fra ord til handling.

Vi snakker om hus.

Efter sommer går vi over til at kigge på huse.

Har vi lovet os selv og hinanden.

Og vi skal finde derhen, hvor vi kan blive enige. Om placering og hvordan og hvor stort.

Jeg drømmer om et sted, hvor jeg kan se himlen, når jeg kigger ud af vinduerne. Himlen og noget grønt.

Jeg drømmer om rum med lys og med plads og med en brændeovn til de kolde aftener, hvor gardinerne trækkes for og der tændes stearinlys.

Jeg ønsker mig en kælder eller endnu bedre et viktualierum til mine indkøb og sylterier. Et sted hvor jeg kan stille alle de ting vi har og som jeg gerne vil have. Et køkken med uanede mængder af bordplads og køkkenskabe og et komfur med gas.

Jeg vil så gerne have et grovkøkken, hvor jeg kan rense mine grøntsager for jord (og måske stille vandskålen til den imaginære hund?). Et sted hvor vi kan opbevare og sortere vores vasketøj, samt tørre det inde, når vejret ikke er til at vi kan hænge det udenfor.

Jeg fantasere om et soveværelse med ro – med et walk-in-closet, så selve rummet bare er en seng og ikke meget andet. Hvidt i hvidt, måske med ovenlys så man kan tælle stjerner hvis man ikke kan sove – og ellers lytte til fuglene og dufte blomsterne i sommermorgenerne.

Jeg tænker på hvor fedt det bliver når dykkergrejet kan skylles i haven og derefter parkeres i kælderen – tørt og godt og klar til næste dykkertur.

Jeg har et indre billede af min have, der rummer gamle træer og bærbuske. Med et krat i den ene ende hvor min lille hule skal placeres – enten der, eller også skal der bygges et drivhus sammen med huset. Jeg vil elske at ligge i min jernseng derude og kigge på naturen en forårsdag eller en regnfuld sommerdag.

Jeg ser mig selv sidde med morgenhår og en kop kaffe på en solrig plet i det tidlige forår, mens kattene smyger sig om mine ben, for dernæst at stikke af efter en mus eller en sommerfugl.

Jeg hører latter fra en sommeraften, hvor vennerne kommer forbi til et glas kølig rosé eller en god øl. Hvordan vi viser haven frem for dem, der er til det og kærestens værksted for dem, der er til værktøj og grej.

Jeg glæder mig til at plukke ferskner fra træet i drivhuset/udestuen, samt figner der står op ad den sydvendte mur og mit mundvand løber ved tanken om alt det vi skal grille på vores terrasse, hvor vores udekøkken er placeret.

Jeg ser en sløv september søndag hvor jeg kan gå og nusse blandt mine planter og det hele gløder inden det lægger an til vintersøvnen. Jeg kan sagtens se kattene som de er med på en snuser, mens de alligevel holder sig tæt mod mig.

Jeg tænker på en jul holdt med rum og plads til overnattende, hvor man kan være med i det hele fra det åbne køkken. Jeg kan næsten lugten anden og se dampen fra ovnen, når der tjekkes for temperatur og sprødhed. Jeg ser vores træ der spejler sig i vinduerne og ud mod vintermørket og de lys der varmer ude i kulden – og grillen der står derude og steger flæskestegen færdig.

Vi snakker om hus og efter ferien skal vi til at kigge på hus.

Som byboer er 15 minutter på cykel og bil sådan cirka det samme. Undtagen i myldertiden, hvor man kommer betydelig længere for 15 minutter på cykel end i bilen.

Sådan er det ikke på landet.

Sidst jeg var derude, måtte jeg sande at 15 minutter i bil svarede til 10 kilometer på cykel.

Og øm numse i tilgift.

Imorges måtte jeg sande, at det tager længere tid at finde en gratis parkeringplads på mit arbejde, end at cykle herind og at 30 kr. kun køber mig 3 timers parkering.

Konklusionen er at det ikke kan betale sig at spare de 15 minutter, på lige at køre hjem og hente bilen – når man nu på sådan en helt almindelig tirsdag efter arbejde, har den glæde og fornøjelse at skulle dykke sig i det dansk/svenske vand ved Hven.

Nogen gange læser man noget som gør, at man ikke ved hvad man føler eller tænker – og man ikke helt ved, hvad man så skal skrive selv … sådan har jeg det lige nu.

Sådan – og så er jeg også fyldt ret meget op af, at en veninde har tippet mig om, at der er mine yndlingssylteglas på tilbud i Rema1000, og jeg ikke helt ved hvordan jeg skal greje at få dem alle sammen indkøbt, inden alle de andre mennesker når at købe dem.

Det er dem her – bare uden indhold og trukket lidt ud for at passe ind i billedet (lidt ligesom mig)…:

Mit navn er kommet på postkassen til et gammelt sommerhus. Med store bogstaver – bogstavligt og så man kan se det på lang afstand.

Min svigermor siger, at da hun begyndte at komme i sommerhuset, havde hendes svigermor en masse bras, der fyldte op alle vegne og at hun i smug fjernede lidt hist og her.

Og historien gentager sig.

Min kæreste ejer huset og han gennemfører sine forandringer i det helt åbne og  mere tydeligt:

Mine planer for ferien inkluderer en ansigtsløftning inde i huset – hvis jeg får lov. I min mirakelverden er alle  væggene hvide, de mange forskellige tekstiler er samlet i en helheld – gerne pasteller. Der er rene flader (som er nemme at gøre rent) og møblerne er lyse eller hvidskurede …Man kan se huset og man kan se de fine detaljer. det kunne blive så pænt og fint og komme til at passe til husets ydre, der udstråler gammel fint sommerhus:

Men jeg tvivler på at jeg kan gennemføre det med list og uden nogen opdager det.

Jeg arbejder med ord.

Ord der løsner og ord der begrænser.

Hvilken forskel det gør at starte en sætning med “og” istedet for “men”. Arbejder med begreber som “heliotropi” og har billeder af  solsikker der vender sig mod solen på nethinden.

Og jeg vil så gerne det hele.

Indtil min normalitet slår igennem, og jeg bare har lyst til at råbe “røv” og være lige så drønumulig som alle andre.

Ind i mellem er det svært at være den der skal være den voksne (selvom man godt kan se at resultatet bliver bedre på den måde)

Forrige år, tror jeg at jeg “ud-syltede” mig selv.

Lavede lidt for meget og lidt for tit – og det betød, at jeg sidste år – godt nok stadig syltede ting – men ikke gjorde det med den samme begrejstring som tidligere.

Men begejstringen er tilbage og jeg kan mærke at lysten og inspirationen er her igen og jeg laver kombinationer i mit hoved som skal glæde mig og andre gennem vinteren.

Så i de sidste par dage, har min hyldeblomstsaft og jordbær-rabarber marmelade fået følgeskab af:

Midsommermarmelade af citron og hyldeblomster fra A’mar Fælled, højsommerkompot af egne jordbær og kirsebær med et drys af hyldeblomster. Desuden har jeg lavet lavendelsukker og kreeret en højsommermelodi af hvid rom hældt over jordbær fra haven, kirsebær fra Saksild tilsat vanilje hjembragt fra Sri Lanka samt en enkelt hyldeblomst og et par strimler citronskal.

Og hjemme i mit køleskab ligger der en pose med Sambær som skal syltes. Jeg tror ikke at jeg gør som sidst, jeg tænker mere noget i retning af at parre sambæret og med de ufo-ferskener jeg har liggende i køleskabet – måske med en tvist af lavendel… jeg tror det kunne blive godt.

Jeg var en tur på Fælleden i går. A’mar. I min søgen efter de sidste hyldeblomsterklaser, da jeg i sommerhuset i weekenden kombinerede en sikker vinder på sommersmag: citron og hyldeblomstmarmelade.

Men hylden var på sin sidste og hvor jeg tidligere har set de tydelige buske med deres store hvide klaser overalt, måtte jeg langt omkring for at finde noget brugbart i går. I min færd var jeg på kryds og tværs og gennem krat, tidsler og brændenælder. Og jeg brændte mig noget så grueligt på de fæle nælder. Så selv her dagen derpå kan jeg mærke det klø og kradse og gøre sig til.

Men det var det værd og på mit bord står nu fire fyldte glas med gylden solskin til den kolde vinter.

Nogen bruger at køre citronerne og kvaset fra deres hyldeblomstdrik igennem en kødhakker og så koge det op med sukker. Jeg har prøvet det en enkelt gang og ved ikke om det var fordi jeg gjorde det forkert, eller om det bare ikke er mig, at sidde og spise sukkersødet hyldeblomstkvas.

Men tanken om en marmelade af citron og hyldeblomst tiltalte mig. Så i weekenden komponerede jeg en marmelade der er lidt mere elegant,. Den består af rent citronkød (uden de hvide hinder), finthakket citronskræl og selve blomsterne fra hyldeblomsten. Jeg kogte dog først citron og kvas for at få smagen af hyldeblomst, men fjernede så kvaset inden siruppen blev kogt op med blomster og en skefuld rødt melatin og citronsyre.

Resulatet er en fin gylden marmelade med små hvide blomster – og den smager sødt og syrligt og af hyld og citroner. Jeg kan kun forestille mig at det vil være fantastisk på en vinterdag.

Det viser sig så, at min koncentration i virkeligheden blev styrket af havluft, skygge under parasollen og glas med iskold hyldeblomst drik.

For jeg fik da lavet en hel del mere på terrassen ved sommerhuset i fredag, end her på kontoret i dag, hvor der på trods af snorrende vifte og åbne vinduer er omkring 29 grader.

Men jeg glæder mig til tiden er gået, hvor jeg kan forlade pladsen og svinge forbi min have og vande mine tørstende planter og nippe og nusse og nyde.

Og om 14 dage har jeg ferie – og jeg vil gerne ønske det samme vejr i min ferie, som I de sidste to uger – men med regn hjemme i min have … tak!

Jeg synes det var ret sjovt da jeg forleden fik en sms fra min kæreste, hvor han beskrev hvor svært det havde været at sove, fordi den ene kat jagtede mus under sengen og den anden forsøgte at erobre sengen ved at ligge helt udstrakt hen over ham.

Og som han sluttede: Musen ligger formentligt død et eller ande sted af overanstrengelse – eller også er det den mus med bedst kondition i lokalområdet!”.

Ja, ja – jeg måtte i nat sande, at ting der er sjove på skrift, ikke nødvendigvis er sjove i virkeligheden.

For kl. 5 i morges kom Bertram endnu engang ind i vores soveværelse med en levende mus i munden – for så at bruge de næste timer på, sammen med sin bror, at jage rundt efter kræet.

Og det kan larme pænt meget med sådan en indedørs musejagt – med kattefnys og musejamren.

Mens min kæreste benyttede lejligheden til at stå op og tage på arbejde, forsøgte jeg at få endnu et par timers søvn og på et tidspunkt holdte de da også op med at larme … jeg kunne så notere mig, at en af fordelene ved en indendørs musejagt åbenbart er, at mens den stakkels mus lige samler kræfter til en ny omgang jagt, så kan man da som kat lige snuppe sig et par madder!

Han ser så uskyldig ud, den gode Bertram – men i virkeligheden er han en grusom musejager: