I min hede vrede publicerede jeg et indlæg om min kamp om at undgå at få reklamer leveret i en tom lejlighed, samtidig med at jeg sendte en mail med samme indhold til Post Danmark. Jeg skrev begge steder, at jeg ville publicere Post Danmarks svar på bloggen her.

Og der kom svar.

Faktisk af flere omgange.

Først fik jeg en mail (i går) fra en udviklingskonsulent. Hun ville gerne have mit telefonnummer, de ville gerne ringe mig op, så vi kunne finde en løsning. Jeg fik ikke gjort det – for min dag i går var på flere måder lidt hektisk… og jeg orkede ærlig talt ikke at bakse med Post Danmark oveni.

I dag fik jeg så et skriftligt svar. Et meget langt skriftligt svar.

Tro mod min egen tekst – må jeg jo publicere svaret, som meget nøje redegør for ordningen “Ingen reklamer – tak” og hvorfor man ikke (endnu) kan få lov til at undgå at modtage reklamer i boliger, man ikke er folkeregistreret i.

Jeg har læst svaret. 3 gange. Og jeg forstår det stadig ikke.

Men det er også ligemeget for allernederst i det meget lange svar fra Post Danmark står der nemlig følgende:

Vi er klar over den problematik, du rejser med omdeling af reklamer i tomme boliger.

Den besvarelse du har fået på din henvendelse er desværre ikke rigtig.

Det er nemlig muligt at slippe for at modtage reklamer på en adresse, hvor der ikke bor nogen.

Jeg skal beklage at vores medarbejder ikke har været oplyst om dette. Jeg vil bede dig sende den nøjagtige adresse på din kærestes andelslejlighed, hvor I ikke ønsker reklamer. Så vil vi sørge for, at den bliver registreret. […]

Fik jeg sagt at jeg ikke forstår det.

Og oven i det forstår jeg så heller ikke, at jeg nu alligevel kan få lov til at slippe. Eller at der findes en ordning som ingen af de tre forskellige medarbejdere jeg snakkede med kender til. Der var alligevel tale om 3 Post Danmarkmedarbejdere, ansat på to forskellige posthuse og deres call-center.

Men det spiller ikke nogen rolle nu – for nu vil jeg selvfølgelig få kontaktet Post Danmark og få os officielt registreret.

Og måske undgå at få flere reklamer, som skal slæbes ud i sækkevis.

Og så til mit løfte: læs Post Danmarks svar i sin helhed:

Læs videre her

Da jeg satte fod på perronen i Århus begyndte det at sne. Stille og juleagtigt med store bløde fnug. Efter velkomst og indkøb gik turen hjem til vores lille sommersted.

Her er jo smukt og skønt som altid, men frost og sne er altså ikke helt i overensstemmelse med hvad Sommerbo bør bruges til.

Men vi prøver at gøre fyldest. Istedet for de lette forårsretter har vi lavet vintermad på grillen. Vi grillede flæskesteg.

Flæskesteg med rosmarin, rodfrugter i reduceret rødvinssauce og varm rødkålssalat med æbler, mandler og rosiner. Mad der var fyldt med kraft og saft og mørke smagsnuancer. Med damp og duft omkring grillen. Ting ta’ tid – mad tager den tid den tager.

Og mens det snurrede og summede fra grillen, prøvede missebasserne kræfter med kulden. De var ikke til at lokke med ned på stranden. Stranden der ellers for bare to dage siden var en herlig legeplads for dem begge (og en stor tissebakke for Bertram). Men haven kunne stadig lokke.

Lige så meget de hader at kommer ned i gården hjemme på Stenbroen, og nægtede at gå udenfor da de blev passet i provinsen, lige så meget elsker de at komme ud her. De snuser til luften, mediterer i en solstråle og (gen)opdager deres katteværen.

Den ene (Bertram) mere end den anden (Alfred). Mens Alfred glad fordøjer dagen i en stol i varmen, insisterer Bertram på at komme ud for 5. måske 6. gang i træk. Han skal nemlig ud og se på fugle. Ud og ligge på lur. Ud og være usynlig. Måske han får held en dag, men jeg tror nu næppe at 7 kg. indekat kan fange en væver fugl.

Men måske alligevel – særere ting er sket, bla. lige nu hvor vejret spiller pus og på ganske få dage er vendt fra stille forårssol til bidende kulde.

“Jeg glæder mig til at sove længe” var det sidste jeg hørte fra min værtindes mund, inden vi gik i seng i går. Så da jeg vågnede kl. 6.28, og var klar til at stå op, kunne jeg godt se to uforenelige planer.

Efter en halv times venden og drejen i dynerne, måtte jeg alligevel indse, at jeg var for vågen til at sove videre. For ikke at vække værtsparret besluttede Oskar og jeg at vi måtte ud og gå.

Og hvilken sjælden skøn morgen i Østerådalen.
Det må have været koldt i nat. Søkanten var frosset en 3-4 meter ud i vandet, og overalt var der strøget tusinde diamanter, der glitrede og gnistrede i rimfrosten. Vi kunne se vores ånde som vi gik gennem dalen med solen i øjnene.

Man tænker så godt sådan en morgen. Lys, luft og selskabet af en glad lille hund er en rigtig fin måde at binde tanker og handling sammen. Vi mødte nogle stykker der også nød morgenen. En enkelt stod med ansigtet mod solen og en lille kop kaffe i hånden. Han må have boet tæt på, for det dampede fra koppen og der stod dejlig duft af kaffe omkring ham.

Da vi kom hjem fik den morgenduelige hund vist jaget familien af senge… jeg ved ikke om kl. 8.00 kan betragtes som at sove længe – men nu er de oppe – og lur mig, om der ikke snart dufter af kaffe også herinde…

Der er ikke noget så dejligt som når man efter en lang arbejdsdag foran computeren, sætter sig … foran computeren og arbejder videre …

…nu med koder og ting jeg ikke forstår – men jeg lærer. (Måske vistnok).

Jeg vågner stadig tidligt. De sidste rester af tidszonen og rejsen, der forvinder langsommere end farven på min krop. Oskar ligger i min fodende, han hygger sig med en gammel sok og fiser lidt i ny og næ. Vi er et godt makkerpar – han laver lugten og jeg lyden…

Sidder ved skrivebordet. Radioen lyder i badeværelset. Kaffen står og trækker. Jeg kigger op et øjeblik og ser det sner, ganske stille udenfor.

Himlen er blå, det ser ud til at det også bliver en god dag i dag.

Efter et par dage i et kælderkoldt sommerhus, med to legesyge kattebørn og et vejr der næsten lignede forårsvejr (og en internetforbindelse der blev spist af vinteren) er jeg draget mod det nordjyske.

Efter te og nattesøvn er vi begge taget på arbejde. Hun ude i verden og jeg ved fruens skrivebord.

Det er nu herligt med den fagre nye verden, der gør at med en internetopkobling, en router og en mobiltelefon – så er jeg lige så meget på arbejde heroppe i Gug, som hvis jeg sad på mit kontor med udsigt over Islands Brygge.

Og når jeg har fri, kan snakken gå – og det vil den.

Jeg har ligget vandret siden jeg kom hjem fra ferie. Med sygdom før og efter ferien har jeg været mere eller mindre fraværende i små 5 uger og det kan mærkes. Både på arbejdet og i resten af livet.

På arbejdet går det stærkt. Også mere end nogen kan holde til – men det fleste holder stadig ud. Også på privatfronten har har vi været presset på forskellige måder og af forskellige ting, og det har kostet tid, energi og vilje at få enderne til at mødes.

Men nu kommer påsken hvor jeg har forventninger – og regner med at jeg skal ånde dybt og inderligt ud.

Og så skal jeg:

… grille økologisk ged, have hvidt sand mellem kolde tæer, se om min magnolie vil blomstre i år og om misserne kan huske det. Jeg skal besøge en god veninde og glemme alt for en stund og derefter gøre det hele om igen….

Åbent brev til Post Danmark

Som jurist kan jeg normalt se mening i de love, regler og bestemmelser vi har her i landet. Jeg kan godt se forbi regelsættet og ind i kernen bag og det vi jurister så fint kalder beskyttelseshensynet. Mine venner plejer at blive trætte i ansigtet når jeg forsvarer love eller bestemmelser der går dem imod – men der er normalt en fornuftig grund til at tingene er som de er.

Men det er der ikke med Post Danmarks administration af “nej tak til reklamer”-system.

En ting er at det er mere vanskeligt at få fat på det lille røde klistermærke til den bolig man selv beboer, end ulovligt at hente en andens værdipakke, en anden ting er at hvis man har et fritidshus, har en bolig i en mellemperiode (mellem køb og salg) eller har lagt lejligheder sammen så kan man kun få fat på et ekstra mærke ved at stjæle det eller svindle sig frem til det.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt – og fornuftigt er det ikke på nogen måde, for slet ikke at tale om økonomisk forsvarligt eller godt mod miljøet.

For tiden har vi to boliger her i København. Den vi bor i og så min kærestes andelslejlighed. Hans lejlighed består af to lejligheder, der er at blive lagt sammen og som derefter skal sælges. Der bor ingen i lejligheden og det har der ikke gjort siden november.

I den tid lejligheden har stået tom har vi været nødt til at deale med de reklamer som vi modtager – i begge lejligheder – fordi Post Danmark ikke vil lade os framelde dem. Idet vi ikke kommer i lejligheden hver dag, er der hver gang vi er der, stabler af reklamer foran begge døre og bunker af reklamer indenfor dørene og vi kan igen og igen slæbe sorte sække ned med ulæste og uønskede reklamer.

Men vi kan ikke sige nej tak til reklamer fordi der ikke bor nogen i lejligheden!

Man kan nemlig kun framelde reklamer på den postadresse, hvor man er folkeregistreret, (hvilket også er grunden til at man ikke kan sige nej tak til reklamer i sit sommer- eller fritidshus).

Argumentet- som jeg forstod det – er noget med at reklamerne fordeles med posten og sammenlignes med folkeregisteret (?!) og at det ikke kan forenes med boliger, hvor ingen er folkeregistreret og dermed ikke får nogen post.

Jeg forstår ganske simpelt ikke argumentet.

For mig er det totalt Molboagtigt at hvis der ikke bor nogen på adressen, er Post Danmark nødt til at aflevere reklamer!.

Specielt ikke når man sammenligner med at Post Danmark ind i mellem ikke kan overbringe breve fordi adressaten mangler navn på postkassen (selvom vedkommende er folkeregistreret på adressen) eller at post til fraflyttede beboere kan blive ved med at komme til forlængst fraflyttede eller døde beboere (som ikke er folkeregistreret på adressen).

Der er kun en part der har glæde af det nuværende system, hvor reklamer hovedløst afleveres til tomme lejemål, sammenlagte lejligheder og fritidshuse og det er Post Danmark.

Annoncørerne har ingen glæde af at deres annoncer ikke rammer nogen. Modtageren har slet ingen glæde af det og naturen har slet ingen gavn af det kæmpe ressourcespild.

Der er mange der brokker sig over at de får reklamer selvom de har et “Ingen reklamer, tak” skilt på deres postkasse eller dør. Jeg kan leve med det. Jeg synes at det fungerer ret godt og jeg vil derfor gerne have fat i 2 mærkater til den anden lejlighed.

I dag har jeg talt i telefon med en forstående dame i Post Danmark, der godt kunne forstå at jeg ikke ville have (2 gange) reklamer i en tom lejlighed, men ikke kunne hjælpe mig da vi jo ikke var folkeregistreret på adressen. Jeg har stået foran en anden, der holdt det fristende mærke foran mig, men ikke ville udlevere det. fordi jeg kom til at røbe at vi ikke var folkeregistreret på adressen og endelig har jeg – mod udlevering af behørig legitimation – fået udleveret 2 stks. mærkater ved at undlade at fortæller sandheden omkring mine boforhold.

I dag har Post Danmark gjort mig til en løgner, svindler og bedrager i et forsøg på at undgå at modtage et produkt, som jeg ikke har bestilt, ikke vil have, men som Post Danmark har bestemt de vil aflevere til mig.

Det synes jeg ikke at Post Danmark kan være bekendt!

[dette indlæg er sendt til den adresse Post Damark angiver som kontaktadresse med spørgsmål om hvorfor jeg ikke kan frabede mig levering af reklamer til en lejlighed der står tom, samt orientering om at indlæg og svar vil blive postet på denne side]

Boutanding eller det vi på dansk kalder hvalhaj.

Der findes ting der er så store, at uanset hvordan man betragter sig selv, så kan man ikke undgå at føle sig lille og ydmyg – sådan er det at snorkle med hvalhajer.

Møderne var korte og intense. Fyldt med adrenalin, både for at nå at komme i vandet i rette tid, og opdage og holde trit med dyrene.

Vi sad på bådkanten iført maske og snorkel – klar til første møde. Pludselig bliver der råbt at vi skulle gøre os klar, vi hoppede i vandet og lå og kiggede omkring os. Pludselig dukkede der en kæmpe mund op foran mig, efter den en 6-15 meter plettet haj.

De første mange gange blev jeg så forskrækket, at jeg gav et hvin fra mig når det store dyr kom hen imod mig, hvilket dog både er nyttesløst og svært med en snorkel i munden. Når jeg blev liggende kunne jeg se hele hajen svømme forbi mig. Langsom graciøst. Et lille slag med halen og så var den væk igen – dykket ned i dybet. Nogle af de andre fulgte efter og på ingen tid var de på 4 meter og det gik bare hurtigere og hurtigere derned.

Den første dag havde vi nok kun ½-1 minut med hver haj – mens vi den anden dag havde nogle længere seancer, hvor hvalerne kom op igen efter at have dykket ned.

Det er plankton der får hajerne til at komme, men det er samtidigt det der gør vandet meget grumset og sigten dårlig. Man kunne ikke se meget mere end ½-1 meter og derfor ikke kunne se fra hoved til hale.

Læse mere om hvalhajer på Donsol herunder:

Læs videre her

For ti år siden var det søndag og snestorm. For ti år siden blev måneders venten og dages asen endeligt udløst. For ti år siden så det smukkeste lille bitte væsen lyset for første gang. Blinkede til verden og missede med de mandelformede sorte øjne.

For ti år siden forsvandt alle bekymringer for en kort stund og verden virkede som et smukkere sted at være. For ti år siden blev jeg moster for første gang. Og selvom jeg har været det siden og nu er det dobbelt – var dagen i dag – for ti år siden, en af de største.

Og det er ufatteligt skønt at opleve, at det der altid har været min lille guldklump også har rørt så mange andre mennesker, der også syntes, at dagen i dag blev en bedre dag … der for ti år siden.