Jeg troede det skulle være mig og Vesterbro for evighed og altid. Tæt på alting, lejlighed med lys, rum og himmeludsigt. Gode naboer, butikker med de hele også åbningstider. Jeg troede vi var vokset sammen og under huden på hinanden. Kendte travet og gangen og tonen. 17 år for den da!

Men jeg er ved at blive træt.

Træt af de penge der skulle ind og fint skulle det være. Træt af møget med restauranterne der alligevel kun gider satse på folk udefra, ikke dem der bor her. Beboerne er ligegyldige og underordnede. Tæt af at profitten tæller højst, så ejendommens gård er restauranternes affaldsbeholder, vareopbevaring og frokostrum for medarbejderne. Med åbne døre og høj musik og madstank.

Træt af at skulle møve mig igennem dem der er for kendte til det her sted for at komme ind af min hoveddør. Af at bo midt i det sydende centrum af de smarte, de hurtige og de rigtige – der bagefter går hjem til sig selv og nyder stilheden.

Det er modeuge og for nogen ville det sikkert være himlen at bo *smak* i det hele. Jeg er bare træt af, at det igen er den tid på året – og jeg overvejer om jeg egentligt ikke bør bo et andet sted….

Mens modetv’et viser tynde modeller uden for mit vindue og rummet oplyses af blåt flimrende lys. Det er modeuge og den slutter igen…

Der er roligt omkring mig. Stadig ferievaccineret “nå det, jammen da“, ting preller af lidt endnu. Men jeg er i mellemstadiet, i stormens øje. Omkring mig blæser mystiske vinde. Min chef er ikke min chef og mine nye chef er heller ikke.

Omstruktureringer, organisationsændringer.

Invitation til stor lyserød fest med diskokugler og forkert tilmeldingsdato.

Her går det godt.

Jeg har ingenting at brokke mig over. Ikke i virkeligheden. Eller også er jeg kommet ud af vanen (arbejdsmæssigt, det er).

Men hvor går der dog ufattelig mange energier, ressourcer og menneskelige hensyn og tanker og ideer tabt på uigennemtænkte ændringer. Men det er alligevel som om at alle jeg kender arbejder i omstrukturerende verdner. Og det må være gjort i bedste hensigt. Det kan da ikke være for sjov skyld og narrestreger?!

Lige om lidt rammer det med fuld kraft. Jeg kan godt se uvejret trække op ude i horisonten. Fronten står sort.

Hvis jeg er heldig får jeg medvind.

Det er mandag. Det er første dag efter ferien. Og jeg har lige tabt min nye mobiltelefon ned i lokummet.

Jeps.

Så er vi tilbage på pinden!

Der er alle de ting man skal for at leve det hele, det sunde, det rigtige liv.

Det der med at spise ordentligt, motionere, arbejde med noget indholdsrigt, pleje familien og vennerne, hygge og slappe af – men endelig ikke for meget og så alligevel. Have en hobby uden at udleve den alt for meget. Være den gode kæreste, medarbejder eller leder, forældre og børn.

Midt i alt det skal man også huske at bruge tandtråd.

Og jeg får skældud hver gang jeg er til tandlæge – for det er mig simpelten umuligt at få kørt ind som en vane.

Måske skal jeg gøre som den dame, jeg så her forleden på tankstationen. Mens manden tankede, tog hun en tur med bisserne og tandtråden. Lige meget hvor meget jeg forsøgte at undlade at kigge, blev blikket alligevel suget hen mod bilen og tandtrådsjongløren. Der blev gået til den!

Man kan sige meget om det, men det er smart udnyttelse af tiden: når jeg alligevel sidder i bilen og laver ingenting – så er det frem med tandtråden.

Det giver helt nye dimissioner til den 4 timers lange køretur til sommerhuset i Jylland.

Hun bliver stolt af mig, min tandlæge…!

Kæresten så måske lidt mindre stolt… men hey, der er jo heller ikke sjovt med et tandløst smil – altså fra en voksen.

Da jeg hentede Emmamissen på Kattenes Værn, var det med en aftalt returneringsret. Hun havde allerede været ude hos en anden familie, hvor det ikke rigtig gik – og hvis det heller ikke gik mellem os, skulle jeg returnere hende og så ville det være enden på de 9 liv.

Vi endte med at få 13 år sammen.

Hun fik et godt liv hos mig og jeg fik en god kat i hende.

Med 17 år på bagen, er man en gammel kat (102 år efter sigende) og hendes vandpjaskeri på ferien kostede en forkølelse, som satte en lavine i gang. Lige så stille lukkede systemet ned. Spinderiet stoppede, madlysten forsvandt og turen til sandkassen ligeså.

Efter god rådgivningen og inden det hele blev for slemt, var vi ude på Dyrehospitalet og da anbefalingen var klar, blev beslutningen taget.

Der blev nusset for sidste gang og døden kom let og villig.

(en forkølet Emmamis mellem dynerne – inden det gik helt ned af bakke)