Jeg glemmer ting for tiden. Dokumenter til møder primært. Knapt så tjekket (men meget menneskeligt…)

Men indtil videre er jeg kommet ud af kniben ved hjælp af faxende kollegaer og ekstra cykelture. For det er på cyklen jeg kommer rundt i København. Selvom det er på tværs af byen – og både er til city, Kgs. Enghave og heeeelt ud på ydre Østerbro, så kan det næsten altid betale sig ret tidsmæssigt i forhold til en taxa gennem trafikken.

Eller betale sig og betale sig … det er en tid, der kan skabes rum til, når solen skinner og forårsfaste knopper står og strutter både hid og did.

Og da jeg cyklede fra mit møde til mit arbejde her op ad formiddagen, kunne jeg se at lige om lidt er det tid til blomsteruten gennem København…

Det er roen i kroppen og kaffe i koppen. Det er radioen der spiller i baggrunden og solen der skinner gennem næsten nypudsede ruder og varmer mig på kinden.

Det er vejret der arter sig .. endnu…

Det var lyset der blev ved med at være der, mens vi kørte ud af byen og tegner et billede af en tid, der er ved at ændre sig, for evigt i en kort tid.

Det er rigdom, der er så stor, at man glemmer den til hverdagen. Ufatteligt.

Med risiko for at tiltrække alle de forkerte mennesker….

Jeg har lige fjernet spam – som i det uønskede fjas, der postes som kommentarer på nærværende elektroniske internetside. Når jeg gør det lader jeg det rinde gennem mine sanser, som snavs der skylles af et spejl.

Alligevel er der lidt der hænger ved. Uanset hvad man mener om det, så er der da en sproglig fascination over følgende ordrække:

drinking pisspee pantiewoman pissingpissing womanpee showerpisspissingpantie pissinggolden showergirl peelesbian peepissing teenpissing pussygirl pisspeepee piclesbian pisspee hergay pisspublic pee

Og der er tilsyneladende hjemmesider designet til at udfyldet behovet.

Sikke noget tis

Med risiko for at lyde som den skoforretning, der findes overfor Hovedbanegården og altid reklamerer med, at nu er der kun 5 dage til at den lukker og man skal skynde sig at komme ind og gøre et kup – for at gentage det selvsamme næste dag og næste … og flere gange mere, så vil jeg alligevel for sidste gang gøre reklame for……[trommevivel….]:

Klik dig ind og brug 2 minutter på at besvare nogle simple spørgsmål om hvorfor du læser blogs generelt – og så en lille smule om hvorfor du klikker dig herind … hvis det altså er noget der er sket bevist… og ikke bare fordi du eksempelvis søgte på landand på google havnede her og stadig overvejer hvad det det hele handler om… eller du må selvfølgelig også svare.

De siger at undersøgelsen lukker mandag den 18. 19. marts 2007 kl. 18.00 [nul dut] så alle der søger på landand efter den dato og havner her… glem det…

Ikke alle er smittet af det frydefulde forårsvejr. Slet ikke hende der havde travlt med at råbe efter mig på Gammel Kongevej. Som om at jeg kan høre noget når du råber bag oprullede vinduer.

Som om.

Og i øvrigt var det mig der havde ret.

… og var den bløde trafikant.

Snup en solsort, søde.

For et par uger siden havde jeg svært ved at finde ud af, hvilken pejling ud i nattelivet min veninde og jeg skulle tage, da det var ved at være længe siden jeg sidst var blevet luftet.

I går fandt jeg så ud af at jeg ingen pejling havde på hvad der foregik derude – for sådan så det ikke ud, sidst jeg kiggede.

Det er måske meget passende at jeg ikke fik set programmet færdigt, fordi jeg gik i seng kl. 22.00.

Dels fordi jeg var træt efter en hård dag på arbejdet – men også efter en gang alvorlig massage. Specielt på min nyerhvervede tantepukkel.

Jeg vidste ikke at jeg have en sådan.

Eller at begrebet eksisterede.

Forfodsnedfald og tantepukler.

Det er da lige til udklædning og raveparty.

Man skulle tro at det ikke spillede nogen rolle at cykle bagved en rygende cyklist.

Men det gør det.

I mit køleskab ligger venligt donerede blomsterfrø og venter på lige præcis det der sker omkring mig… solens spiringskraft.

Høstet af kærlige hænder, nænsomt placeret i en beholder og transporteret til Vesterbro – for at overvintre i mit køleskab. Både de og jeg venter. Venter på solen og varmen og på at vi kan tage springet … blive lagt i lunet muld, spirre og plantes.

Jeg håber på at spiringen lykkedes og at nogen af planterne kan komme ned i gården. Andre forventer jeg, at jeg kan tage under armen og sender på rekreation i Jylland.

Jeg glæder mig i denne tid.

Over solens stråler der varmer min kind. Over solsorten der overvinder alt og synger sin sang – også herinde i byen. Over vintergækker, krokusser og påskeliljer, der står og blomstre langs søerne. Over træerne der står og er lige ved at sprænges.

Over at lige om lidt skal vi til hovedlandet og genåbne sommerhuset og inden man får set sig om, er det sommer og man kan dyppe tæerne i havet.

Og spise ærter.

Jeg tror at mangt en drengefantasi om et lurehul ind til damernes omklædning ville lide en krank skæbne, skulle den blive ført ud i virkeligheden.

Jeg er begyndt at svømme – det siger jeg lige så fejdigt, for når man har gjort det tre gange næsten i træk og ovenikøbet har indkøbt et klippekort, så er det nærmest en vane – og mine svømmeture har gjort mig meget bevist om kvindekroppen.

Om de mange former sådanne kan have. Om proportioner og det modsatte. Om spændstighed og hudguirlander. Om farver og hvordan hudfarvet er mere en tilstand end en farve.

Og jeg facineres hver gang. Over at den virkelige kvindekrop på ingen måde ligner dem, der præsenteres i medierne – og over hvor præget man er af medierne, når man har glemt det.

Og når jeg står der og tager tøjet på igen og kigger på mine medsøstre, har jeg svært ved ikke at notere mig, at menneskeheden egentligt var ret smart dengang da vi besluttede os for at gå i tøj.

… og vejret har skiftet og tøjet ryger snart.

Uhhh…

Som jeg stod der i mørket, med den lysende slange foran mig: op, op, op – næsten i det uendelige og klart i det ubærelige, var det jeg tænkte ved mig selv, “hvordan er jeg endt her“, “hvad har bragt mig i denne situation” og “hvordan kommer jeg ud af den, med både ære og heldbred i behold”.

Jeg er ikke den, der har behov for at udfordre mig selv med fysiske udskejelser – faktisk er jeg nok mere doven. Havde jeg vidst hvad jeg havde begivet mig ud på, var jeg blevet ved jorden.

Men havde jeg ikke overvundet mig selv, havde jeg på den regning snydt mig selv for både en fantastisk naturoplevelse og en fysisk overvindelse, der om ikke andet end et kort øjeblik fortalte mig, at når jeg kan gøre det, kan jeg gøre så meget andet, jeg ellers ville betvivle.

Jeg besteg et bjerg.

2.224 meter højt. 4.960 trappetrin. Kilometer og højdemeter. Hvinende lunger på vej op og smertende knæ på vej ned. En optur med mørke, stjerner og måne og nedtur med en natur, der udfoldede sin skønhed meter efter meter, skridt efter skridt.

Siden min første tur til Sri Lanka i 1999 har jeg tænkt på at næste gang jeg kom til Sri Lanka ville jeg bestige Adams Peak (også kaldet Sri Pada). Det skulle blive til fem ture derned, før jeg kom op på det bjerg.

Og havde det ikke været for mine rejsefæller var det ikke usandsynligt at jeg var vendt om på halvvejen.

Sri Pada/Adams Peak er et helligt bjerg. Turen derop er en pigrimstur for mange troende. På toppen er der et tempel, og templet huser et helligt fodaftryk. Bjerget og aftrykket er en helligdom for mange forskellige religioner. De forskellige religioner har dog hver deres historie om aftrykket. Buddhister mener at det er Buddhas aftryk, angiveligt sat på hans færd fra Indien over Sri Lanka.Talmilske hinduer mener at fodaftrykket er Shivas, mens kristne og muslimer, at det er sat af Adam. Sidstnævnte følger iøvrigt den legende der er, om at Sri Lanka var den oprindelige Edens Haven

Den fortabte have eller ej – turen ned fra Sri Pada/Adams Peak er en af de smukkeste naturoplevelser jeg nogensinde har haft – og jeg har samlet nogle af billederne i et album på 23 – så klik nedenfor hvis du har lyst til at træde indenfor: