Sådan!

Bevis for førstehjælpsduelighed er indhentet. Jeg har pustet på en plastikmand og nærmest fået liv i ham – og fundet ud af at lange negle ikke er et plus, når det kommer til førstehjælp.

De siger at man kommer til at se flere ulykker, når man ved hvordan man skal reagere ved dem – men jeg har ikke som sådan et behov for at afprøve min kunnen – med mindre man også ude i den virkelige verden kan få lov til at puste i mennesker, der har et display, der viser om man gør det rigtigt.

Når det er sagt, så er jeg glad for at for at jeg har taget det her grundkursus – det er jo nok en af de ting man bør forberede sig på her i livet.

Min liv handler om den 15. juni. Efter den dag, begynder min tilværelse igen. Alt hvad der sker lige nu presses ned i det stadig snævrende hul, der er mellem nu og den 15.

Mit fristed er i de 30 min. der er mellem arbejde og hjem. En time hver dag, hvor jeg ikke kan gøre så meget andet end at bevæge mig mellem A og B. Og tænke. Og høre musik.

Mit favoritnummer lige nu er “Fly Me to the Moon” som jeg på ganske lovlig vis har skaffet mig i ikke mindre end 9 versioner. I alt 28.19 minutter samlet månetid.

Når jeg har ganske særligt behov for det, kan jeg flyve til månen hele vejen til arbejdet og hele vejen hjem igen…

Og det kan man jo godt engang imellem have et behov for:

Fly me to the moon
Let me sing among those stars
Let me see what spring is like
On jupiter and mars

In other words, hold my hand
In other words, baby kiss me

Fill my heart with song
Let me sing for ever more
You are all I long for
All I worship and adore

In other words, please be true
In other words, I love you

Han kunne nu noget, den gode gamle Frankieboy…

Jeg tog afsted i fredags og jeg har været væk i en evighed.

En evighed af sol og barndomssommerdufte, af iskager og kølig hvidvin drukket på stranden. Af varme og nærvær og gode menneskers samtaler. Af duften af nyslået græns, og intens eksamenslæsning i skyggen. Af grillede tigerrejer og dårlig jordbærøl.

Jeg er blevet ladet op og jeg vidste slet ikke hvor sammenrullet jeg var, før jeg blev rullet ud igen.

Jeg har lugtet til havet og har har gået aftentur i den lyse nat og studeret den rødmende sommerhimmel. Jeg har kigget efter stjerner og fik serveret to stjerneskud, der faldt lige over mig. Og jeg nåede at ønske. Jeg er faldet i søvn med kig til den lunefulde måne og har har sovet med bølgebrus i ørene og sand i håret og set solopgangen. Jeg har mærket nattekøligheden på kroppen og følt duggen fordampe i morgensolen.

Jeg troede jeg bare skulle til Jylland.

Dét kom jeg, og meget mer.

Min dag i dag har været fuld af ord. Ord der beskriver, ord der beretter, ord der foruretter og bestemmer en andens skæbne. Ord der har skreget til himlen i sin uretfærdighed (i min verden) og gjort mig tung og træt og trist og modløs. Ord af mig og mod mig.

Men min dag har også været omsluttet af ord der beroligere, støtter og glæder og varmer og løfter mig. Ord der fortæller mig at jeg er ok og dét er ok – og at verden nok alligevel er et ok sted at være. Fulgt op af et kram og et glas rødvin. Og dykkerudstyr.

Og den sluttede – dagen dér, med ord der fik mig til at smile.

Jeg har været på førstehjælpskursus. Arbejdsgiverbetalt. Obligatorisk.

Nu er det sådan at jeg arbejder på en mandearbejdsplads. Rigtige mænd. Store overarme og tatoveringer. Hår alle vegne og seje attituder. På holdet i dag var vi 14 af dem og så mig.

De sad og drak kaffe og spiste rundstykker med tandsmør, da jeg arriverede i i lyst tøj, stiletter og en bluse der pludselig føltes godt nedringet. Da jeg kom ind af døren var der godt gang i snakken og der blev grinet højt mellem gutterne. Og så blev der stille. Helt stille.

Det var så underligt hvor mærkbart stemningen blev ændret. Jeg faldt så meget ved siden af og forskubbede tilsyneladende balancen. Jeg var kvinde. Yngre end gennemsnittet. Tilhørte klart ikke deres verden, men hørte til oppe i “førerbunkeren”. Og de vidste ikke hvem jeg var og hvorfor jeg var der.

Det er vist første gang jeg sådan for rigtigt har oplevet den distance, der kan opstå mellem folk på grund af de ydre rammer, som køn, alder og uddannelse. Men de var der – og de var massive. Og jeg blev selv lidt handlingslammet i situationen.

Da undervisningen gik igang var det også tydeligt, at der var en forskel. Når en af gutterne talte, så talte de andre i munden på ham. Mens der blev helt stille, når jeg åbnede munden. Når underviseren brugte en af mændene som eksempel, så blev der joket omkring det – de to gange jeg blev hevet frem, blev der stammet og hakket og ingen turde rigtig se på mig.

Det skal så måske i al fairness siges, at svaret de to gange jeg blev brugt som eksempel var henholdsvis:

man tager tøjet af hende

og

man lægger hende ned

Egentligt to ret nemme svar, skulle man mene….. men de sad fast i halsen …

Situationen var egentligt ikke som sådan ubehageligt – men jeg blev bare rigtig, rigtig tydelig. Der var ikke noget med at sidde og putte sig på bageste række.

En anden ting der også skete, var at jeg pludselig følte mig utrolig feminin. Jeg var mig mit køn bevidst på en hel anden måde end normalt. Og det var egentligt meget rart.

/visitsen – nu med kvindelige dyder…. og en teori om hvordan jeg bedst yder mund-til-mund…

under

Hvad er problemet?

Jeg har taget en læsefridag i dag. Fri fra arbejdet for at læse. For at læse er kodeordet her.

Havde sat mig selv i stævne i gården for dernede kan jeg ikke andet end at læse. Somom at vejret ville samarbejde! Nænej – det skal da bare regne når jeg går derned. (Jeg ved godt hvordan det hænger sammen!)

Af en eller anden årsag er jeg lige præcis tilbage i 90’erne og studietiden – hvor alt andet end de at sætte sig med de fordømte bøger er mere interessant.

Det eneste der har ændret sig lidt er selve handlingen. Men nu har jeg da fået skabt mig en spilleliste der hedder “læsemusik”. Jeg er sikker på at den gør en forskel.

Det er i hvert fald god musik.

Til pølsemadder.

og til at file negle………

Sæt igang!!!

Der er noget symbolsk korrekt i at smide sandalerne, når man gæster det sted, hvor alle de andre har stillet træskoene.

I går drak jeg citronsyre. Det var ikke med vilje og det var surt.

Først troede jeg at det var overboens kat, der havde pisset i min kop. Det er nemlig en usandsynlig mopset kat og den havde lige været i nærheden af min kop. Dernæst gik det op for mig at jeg havde lavet te på den gang citronsyreblanding jeg lige havde afkalket min elkeddel med.

Det er et af mine skrækscenarier – at drikke et eller andet giftigt ved en fejl. Jeg plejer altid være utrolig hysterisk med at markere når jeg eksempelvis afkalker eller bruger andre usunde væsker i huset. Det havde jeg ikke gjort igår. Og da jeg lige skulle lave en kande te inden jeg skulle ud af døren, tændte jeg bare for el-kedlen …. for der var jo allerede vand i den!

Når uheldet nu var ude, var det heldigt at det var citronsyre som ikke er så specielt farligt.

Men da der på beholderen stod, at man skulle søge lægehjælp omgående ved indtagelse, så ringede min ven til Traumecenteret, mens jeg drak en liter mælk. Faren kunne hurtigt afblæses. Jeg ville højst få lidt mavepine. Det gjorde jeg nu ikke. Men jeg var lidt sveden i den ene mundvig, men også det gik over.

Ved nærmere eftertanke, så var der et eller andet ved smagen jeg godt kunne lide – måske handler det bare om at dosere citronsyren rigtig…..