Min indernet klumper. Så vil den ene computer gå på, men ikke den anden. Så gør den det alligevel og så … ups… er der ingen forbindelse til serveren.

Måske er det et tegn. Et tegn på at jeg skal komme videre i teksten. En sympatihandling der modsvarer min tankevirksomhed. For mine tanker klumper også.

Der er klumper for og imod og midt imellem. På et eller andet tidspunkt må jeg sætte mig ned og tegne tingene op. Men ikke lige nu. Først er der et par bolde mere der skal på banen. Et par muligheder der skal luftes – og så, så sætter jeg mig ned og drager konklusionerne.

P.S.
Er der i øvrigt noget mere træls end kryptiske bloggere?

Via Patricia OnLines blogrulle blev jeg gjort opmærksom på cuteoverload.com – der som navnet antyder, nærmest kan give en forstoppelse i kærhed og nuserier … og det har man jo ind i mellem behov for:

Jeg faldt over et gammelt indlæg hos Margrethe Wivel, der handlede om det meget debaterede høreapparat Cochlear Implant (CI) der kan indopereres og give døve en eller anden form for høreevne. Læs evt. selv her: De døve skal blive hørende… hvis politikerne vil det!

Indlægget starter en meget lang og egentligt interessant debat – hvor de debaterende er både forældre til børn, der har fået indopereret CI og døve der er meget imod det.

Det er en debat, der er meget følelsmæssig – til tider direkte hadefuld. Fyldt med rigtig meget bitterhed fra mange døve. Vrede og bitterhed mod samfundet, deres (hørende?) forældre og mod tidligere folkeskolelærere. Som udeforstående er det en diskussion man ikke rigtig kan sætte sig ind i og den virker utroligt voldsomt.

Måske virker den mere voldsom på mig end på mange andre, fordi jeg er en af dem, der har været en del af et tilsyneladende fejlslagent eksperiment. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det, der været en harmonisk skolegang for mig, har været en anden mands personlige helvede?

Jeg er nemlig en af dem der var med i forsøget med at “integrere handikappede i folkeskolen” i 70’erne- 80’erne.

Jeg startede i den lokale folkeskole i slutningen af 70’erne. I en klasse med 12 elever, hvoraf en var døv og vi andre normalthørende. I det meste af skoletiden var vi kun omkring 9-10 elever og i 4-5 klasse fik vi endnu en døv i klassen.

De to børn var forskellige på mange måder, men specielt i hvordan og hvornår de var blevet døve. Drengen der havde gået der fra start var døvfødt, mens pigen der kom ind senere, blevet tunghør ved en 5-6 års aleren og så senere mere og mere tunghør.

De to forskellige høretabsforløb, gav sig udtryk i forskelligt sprog. Drengen talte som en døv og alle var instinktiv klar over at han var “anderledes”. Pigen derimod talte fuldkomment som alle andre og blev derfor behandlet på præcis samme måde som alle andre.

Ingen af dem havde lært tegnsprog og ingen af dem havde på det tidspunkt kontakt til døveverden. Deres forældre havde – i deres hjertes godhed er jeg sikker på – bestemt at deres børn ville få meget mere ud af deres talenter og liv, hvis de blev integeret i den hørende verden.

Så de lærte mundaflæsning og fik taletræning.

Og det gik fint. Det gik rigtig fint. De mundaflæste og vi lærte at prikke dem på skulderen hvis de stod med ryggen til. Når der var fester, dansede de som alle andre og der var ikke rigtig nogen af os der tænkte på dem som anderledes eller døve.

Det var den fuldente integration … skulle man tro.

Lige indtil det, som også er pointen hos mange af de døve i Margrethe Wivels debatindlæg, nemlig puperteten.

Om det er noget der kommer indefra og ud – eller udefra og ind, det ved jeg ikke. Men de startede på døveskolen og pludselig var alt anderledes. Pludselig fik de en “døveidentitet” som var utrolig “in your face” og agressiv.

De var døve og ville behandles som sådan. De insisterede på at blive tiltalt på tegnsprog (som ingen af os jo havde lært) og så vidt jeg husker blev begge aktive i døveverden og er i dag gift med andre døve. Uagtet deres forskellighed i sprog og høreevne var der en enighed mellem dem. De var døve.

Jeg har egentligt aldrig spekuleret så meget over hvorfor der kom den der ret voldsomme reaktion, der i slutningen af skoletiden – men læsningen af debatindlægget i går, satte nogen nye tanker i gang.

Hvis jeg var forælder til et døvt barn, ville jeg jo nok som hørende, prøve at gøre hvad jeg kunne for at give barnet en eller anden form for høreevne. Men at tro at en høreevne og et normalt talesprog gør en døv eller tunghør hørende er nok en forkert antagelse – og efter min opfattelse er det at undlade at opfatte barnet som det unikke væsen det er.

At berøve barne for en verden af ligestillede og et sprog til deres fælles kommunikation (tegnsproget), er efter min opfattelse at gøre sig selv og barne en bjørnetjeneste.

Jeg håber at mine to klassekammerater er kommet igennem vores fælles opvækst uden alt for mange skrammer på sjælen, men jeg er bange for at det måske ikke er tilfældet….

Hvis jeg var en ludobrik var jeg bare så meget sendt hjem.

Det er en af de dag hvor jeg har evnen til at rage uklar med alle – ALLE! Selv folk der ikke kender mig!

Jeg er ikke vigtig nok til vigtig. Men med denne her kampagne – kan man jo næsten sige sig selv at det har været svært at skaffe nok “nydanskere”. Har lige fået en mail om at jeg var i overskud, eller at puslespillet gik op uden mig.

Mor er ikke sur – men hun er edderhuggemig skuffet!

– mit arbejde
– min civilstatus og kærlighedsliv
– min familie
– mine allersorteste tanke
– og de helt fine lyserøde
– mine drømme for fremtiden
– og det jeg frygter kan ske

Jeg skriver ikke om alle de de ting, der fylder så meget i mit liv og mine tankeverden, at ordene er ved at kvæles i hinanden, for at komme ud og mænge sig med de andre i cyperspace.

Man kan jo undres.

Og så kan man skrive om papirbreves modningstid eller jordbærdaiquiri…..

Ikke mindre end 5 veninder havde ikke tid til en onsdagsdaiquiri. Jeg mener, ér der bedre måder at bruge en onsdag på? …. eller jordbær?

Der er stadig alt, alt for langt til, at jeg bliver en rigtig voksen.

“Ret beset er onsdag jo bare en ganske almindelig dag, der ved et ulykkeligt tilfælde er havnet inde midt i ugen”

Jeg fik to flasker god rødvin fra mit pensionsselskab fordi de ville vide hvordan de fik mig i tale. Det viste sig at det de ville fortælle mig var både ganske interessant og særdeles relevant for mig.

Alligevel måtte jeg gang på gang skuffe interviewdamen og sige “Nej jeg ville ikke læse det” til de ting hun lagde frem for mig. Og farverne, fonten – whatever – var egentligt ligemeget. For jeg ser ikke disse ting. Hvis det er i en kuvert og der står, at det er fra mit pensionsselskab, så læser jeg det ganske simpelt ikke.

Breve fra mit pensionsselskab, bliver ligesom brevene fra banken og PBS (og stort set også skattevæsenet og andre officielle instanser) båret op fra postkassen og lagt til modning. Der ligger de så indtil fadet er fyldt. Derefter invaderes stuegulvet og der foretages en åbning, sortering, udsmidning og putten i mapperne.

Læsning?

Ikke meget.

Dumt?

Ret sikkert!

Og jeg kan ikke engang selv forklare sammenhængen. Jeg burde jo tjekke mine kontoudtog, PBS-betalinger og hvad mit pensionsselskab nu end ønsker at fortælle mig (og er der i den forbindelse nogen der i virkeligheden ved om det er smart at til- eller fravælge supplerende engangsydelse?). Alligevel går det gang på gang med modning, åbning, sortering, udsmidning og putten i mapperne.

Det er en af de magiske uger, hvor det uventede sker, og det uventede er godt.

I denne periode, hvor du funderer en del over din fremtid, kommer muligheden for at gøre noget nyt, utraditionelt og eksperimenterende.

En meget speciel person velsigner dit liv og bringer en ny glans.

Muligheder for at rejse byder sig, og måske er der også en skær af noget hemmeligt eller tabu.

Sørg i hvert fald for, at du er sammen med spændende mennesker over weekenden.

Jeg funderer meget over min fremtid og der er nogen der gerne vil snakke med mig om det …. måske skulle jeg genoverveje mine weekendplaner?

[jubiiiiiis horoskoper er da næsten videnskab…]

I dag vil jeg være lykkelig….

Nogen gange leder ens fødder én den rigtige vej og en tur i forårssolen med en ven, viste sig at føre mig forbi det hvide lærred og filmen Drømmen.

Selvom jeg er omkring en halv generation efter dem, der er portrættere i filmen, er der er allligevel genkendelige elementer. Vi blev ikke slået i vores skole, men der var tvivl og forvirring om roller og der var et miskmask af nye og gamle ideer.

Jeg gik i skole mellem Hr. Olsen og Annemette. Mellem de lærer der var af den gamle skole, og var herrer og fruer og dem, der lige var kommet ud af seminaret og var ever so på fornavn med alle. Jeg tror nu at begge grupper var forvirret om hvad de skulle være, og hvordan de skulle agere. Jeg ved at vi var.

Jeg skiftede skole mellem første og anden. Det vil sige, hele klassen gjorde. Vi flyttede væk fra byens store 6 sporet folkeskole, til en lille skole der voksede med os. Da vi startede var der 6 klasser: 2 første, 2 anden og 2 tredje. Og lige som skolen var ny og moderne, bygget i ét plan og med fællesarealer hvor man kunne løbe rundt og skrige (- eller som i mit tilfælde, få smadret sine briller i en uendelighed), så var der også en god gedigen tilgang af af nye lærer.

Jeg kan huske at vi sad der, små poder – vi kan ikke have været ret gamle og vi fattede ikke en pind da Arne kom ind i klassen. Den første lærer der præsenterede sig med sit fornavn og havde denne fulde introduktion: “Hej jeg hedder Arne. Min kæreste og jeg er krydsforsikrede!” Og så gik Arne ellers i gang med at fortælle om krydsforsikringer og hvordan det var nødvendigt, når man ikke var gift.

Jeg blev aldrig god til hverken at stave, holde rede på min grammatik eller regne i hovedet. Det er på grund af sådan nogen som mig, man opfandt lommeregnere og stavekontrol – men jeg kan til den dag huske grundideen bag krydsforsikring og jeg fik glæden ved at læse og bare skrive derudaf….