Ude i verden fryser det til – som forstenede tårer hænger iskrystallerne. Uden på, indeni – ind i mellem presser tårene på, og fryses fast i evigheden.

Det er ikke så meget det at jeg mener, at mit brilleetui er et ret smart sted til mit nøglekort – og derfor bruger det på den måde, mens jeg er på kursus. Det er mere det, at jeg gør det

– på den aften, hvor min roomie er væk for natten,
– og jeg lægger etuiet fra mig i gruppehuset,
– og derefter styrter ud af gruppehuset, uden at tænke på tasker og briller og etui
– og da jeg ikke kan finde brilleetuiet tænker, at brillerne da bare kan lægges i lommen
– indtil jeg skal hjem ved en elleve tiden
– og kommer i tanke om etuiets anden funktion
– og tænker, at det var da godt nok fjollet, hvis jeg ikke har nøglen til det hus jeg overnatter i,
– og opdager at gruppehuset er låst
– og at de to der har nøglerne til dét, er gået hjem
– og at jeg ikke ved hvor de bor

Det er mere at jeg gør alle de ting og

– banker rigtig mange folk op i hele komplekset
– uden at finde de to der har de famøse nøgler til gruppehuset
– og ender med at få en mand op fra byen til at låse det fandens hus op …

Blot for at
-opdage at der ikke ligger noget etui på køkkenbordet i gruppehuset …

Det sidste sagde jeg aldrig til nogen.

Eller det vil sige…

Jeg sagde det til manden fra byen … for jeg måtte jo forklare, hvorfor jeg ikke kunne levere den brilleetui, jeg havde sagt ville ligge på køkkenbordet. Til ham forklarede jeg dog, at det så måtte være blevet fjernet af en af de andre og ville han køre mig hjem og åbne til mit hus. Tak.

… og bag min lukkede dør og med skammens rødme i kinderne, åbnede jeg min rygsæk og nederst nede i bunden – dér – der lå det famøse brilleetui og grinede af mig.

Morale: Nogen gange kan man være så sikker i sin sag, om noget der er fuldkomment forkert – at man ikke engang bruger 5 minutter på, at tjekke efter om ens tese nu holder. Og det er ikke kun omkring brilleetuier.

Hvor overfladisk er man ikke, når man (næsten) fortvivles over de tre negle, der er på vej til at flække, efter firma-bowling i sidste uge.

Krisen er stor – hvad gør en klog?

Der kan limes eller klippes – limes eller klippes – limes…..ummm!

P.S. Jeg er sikker på, at havde jeg et mere hektisk liv, havde jeg færre problemer….

Det har gået og murret i mig. Jeg har jo længe vist at dagen kom. Allerede i sommer, ringede jeg rundt for at bestille lokaler – og fandt ud af at jeg var for sent ude. Damn jer Allergi-forening for at tage mit festlokale!!

Men heldigvis har jeg en stor lejlighed – og den kommer jeg til at tage ibrug. Så må det briste eller bære. Hvor der er hjerterum, er der husrum. (og naboerne bliver orienteret tidligt så de har mulighed for at fly).

Og hjerterum er der. Jeg glæder til at se, mødes og feste med de fede (som i coole) mennesker jeg har inviteret.

Det er en temafest – “kom som dit indre jeg” og jeg er spændt på hvordan mine venner ser ud, når de skal vise deres indre jeg.

Forberedelserne er gået igang….

Nu hvor der efterhånden er uddelt en voldsom mængde kindheste og tudekiks til henholdsvis Fie og Liselotte – kan jeg ikke lade være med at forsøge at koge, den sidste suppe på dét ben.

Primært fordi den diskussion der er pågået, viser både nye og gamle sider af webloggen – og genåbner debatten om, hvorvidt man kan styre andres holdninger og meninger.

Omdrejningspunket er to indlæg:

“Et spark under bæltestedet” af Fie, der med udgangspunkt i Liselottes blog, spørger hvad forældre (ellere rettere et bestemt forældrepar) til handicappede børn med ret og rimelighed kan forvente af kommunen/staten (og skatteborgernes penge)

og

“Svar på tiltale” der er Liselottes (nåja) svar på Fies indlæg.

Debatten har på nuværende tidspunkt løbet over små to dage og der er omkring 70 kommentare på de to blogs.

Det interessante for mig er dels, al den ros der er fra folk til Liselotte for at bevare fatningen og dels, at rigtig mange af debattørene er ikke-bloggere.

At blive ringet op
For et par måneder siden kørte der en sammenlignelig debat i blogverden – dog med modsat fortegn. Joachim Oschlag samlede op på debatten i sit indlæg “Hvem har ringet dig op?!” En af hovedkonklusionerne i det indlæg var at:

Ønsker man at skrive for en lukket kreds så er det en dum idé at have en offentlig blog. Det ville være langt mere passende at lukke sine data inde og give adgang til dem man ønsker skal deltage.

Hvad jeg selv mener om Fies indlæg, har jeg kommenteret hos Liselotte, men hvad Liselottes reaktion angår, så mener jeg egentligt blot, at hun opfører sig som en ansvarsfuld blogger og er tro mod de ord hun selv har smidt i de forskellige debatter, der har været om ligende emner.

Når man lægger sit liv til skue som hun, jeg og mange andre gør i disse tider, så kan man risikere at blive kommenteret, kritiseret og revset – ligeså vel som man kan blive rost og beundret – for vi har, med Joachims ord åbnet for den digitale gavebod:

Ved at publicere os selv på nettet, så har vi ringet alle op.
Revl og krat. Både naboen og Louise Frevert.
Og vi skal være bevidste om det.

Og Liselotte har vist at hun er bevidst om det og er klar til at leve op til det. Og det bør alle bloggere vel alle være, for ingen af os ved hvem vi tænder af med et af vores indlæg.

Både naboen og Louise Frevert
Det andet der er kommet ud af de to indlæg, er at det har vist nogle af de ellers mere usynlige læsere, der læser med i den danske blogverden. Dem der ikke selv blogger og (derfor?) sjældent blander sig i debatten.

Og det er vel et eller andet sted nyskabende (hvis man for et øjeblik glemmer hele celine-debatten) og tænk at to indlæg på et par weblog, kan få så mange folk op af stolen og ind i debatten. Det er flot at mærke hvor meget Liselottes læsere lever sig ind i Liselottes liv – på grund af bloggen.

Det er da interaktion i en nøddeskal – og det viser at webloggen har en meget bredere læserskare end hvad kommentarene nødvendigvis afslører.

Det vigtigste er dog: Der dukker nye weblogs op hver dag – og ingen af os kan stoppe nogen fra at mene noget om noget … eller publisere det på deres lille del af internettet… men vi kan styre hvordan vi forholder os til det.

Det er ikke noget nyt, at jeg har et problem med ting der bare glider ud.

Det underlige er, at når jeg testes er jeg (alt efter hvad de kalder det) helt klart mere en iværksætter fremfor en afslutter … hvilket min skrivebord også tydeligt afspejler.

Men når det kommer til privaten, så er det som en sten i skoen, når jeg ikke får afsluttet hvad jeg end måtte have hængende.

Pisos.

Med besvær og masen ( det var ham der havde besværet og mig det maste på) er det nu lykkedes at få visitsen.dk flyttet fra pMachine til WordPress.

Den største udfordring (efter hvad jeg har hørt) har været konverteringen af a, ø og å. Men det er lykkedes og jeg er sikker på, at med tidens fylde, vil der nok blive skrevet om nogen af alle de overflytninger der sker, på webkonsulenten ozlaks weblog.

Jeg vil ikke begive mig i kast med tekniske udredninger. Men jeg _vil_ nørkle lidt videre med designet (det jo min sure pligt, da jeg er en af de bloggere, der kom i hælene på 1. generationsbloggerne uden at føle sig helt hjemme i nogen af lejrene: visitsen en wannabe 1.G’er!).

WordPressen er nem at have med at gøre, men jeg skal nok noget dybere ned i den for rigtig at se hvad det store hype drejer sig om. Men indtil videre er jeg glad for overflytningen … og temaet her FastTrack som jeg tror, er det helt rigtige udgangspunkt for mig.

Igang med at tweaket og integrerer … eller i det mindste google ordene…

Det er en sørgelig skuffelse, når pakken, hvis eksistens man kom til at kende om søndagen og fik bygget op til uanede højder i løbet af de to dage “tjae … den kom jo den 29. december – skulle det være en forsinket fødselsdag … og DFDS står der … var der ikke noget med at jeg (mod alle ods og trods det, at jeg ellers aldrig gør det) deltog i en konkurrence om en bærbar? en gave, en præmie, en gave, en præmie….” viser sig at være et firmabestilt modem.

Efter omkring måneder ser det ud til at min hjemmearbejdsplads rykker nærmere…

Når jeg går ned af min bagtrappe forundres jeg tit over livet der leves i de lejligheder, man så uhindret har kig ind til fra min opgang.

Der spises og snakkes og kokkereres i de køkkener man kan kigge ind i. Og i dag stod en nøgen ung pige og talte i telefon, mens hun diskret kløede sig – tilsyneladende helt optaget af samtalen.

Og jeg tænkte på hvor meget man egentligt kun se – og hvor tydeligt alt fremstod, her fra min trappeopgang, der kun ligger en spytklat fra de vinduer. De selvsamme lejligheder og vinduer som jeg selv har beboet, da jeg boede i den opgang.

Og der hvor der nu er køkken havde jeg soveværelse.

Og ingen gardiner…..

Det var da jeg løb op af trappen fra Danasvej, og op på den sidste del ved Sct. Jørgens Sø (den del der hedder svineryggen) at lydene ramte mig: en kaskade af kvidder fra småfugle, der gemte sig i buskene.

Jeg blev opmærksom på alle lydene omkring mig. Og som jeg løb langs med søen med solen på mit ansigt, var det som jeg pludselig var blevet hørende efter at have været døv.

Rådhusklokkerne slog 12 og i de sidste timeslag blev slagene blandet med klokkerne fra Steno Kirke. De dybe Rådhusklokker slyngede sig sammen med de lysere mere metaliske slag fra kirkens malmklokker.

Ved søkanten havde en lille familie taget ophold for at fordre ænder. Efter lydene at dømme var der nu mere dominans af måger. Deres skrig, der nogen gange lyder som et spædbarns gråd, blev løftet højt højt op i den klare luft. Et par rap fra overfodrede ænder blandede sig og lagde en klangbund, og hurtig blev det suppleret af kragernes *kragh-kragh*.

Længere frem var lyden af bilerne fra Gl. Kongevej. Ikke så dominerende da det jo var søndag formiddag.

Og i det øjeblik, med lydende i mine øre, mens solen skinnede på mit ansigt og legede kysselege på mine øjne, og luften gnuflede på mine kinder … var jeg nærmest lykkelig…

Og måske er det det man skal gøre – hvis man mangler lyde at putte i en podcast. Stille sig op ved Sct. Jørgens sø og indfange lydende af en solbeskinnet søndag og en lille smule lykke….