april 2005


mandag 11. april 2005 kl.20:33

Fordi jeg startede med at ryge, kunne jeg nyde denne aften så meget.

Fordi det – at jeg startede med at ryge – gjorde at jeg kunne stoppe igen. Og det – at jeg stoppede med at ryge – gjorde at jeg startede med at løbe. Havde jeg ikke røget og var stoppe med det, var jeg nok aldrig startet med at løbe.

Var jeg ikke startet med at ryge, for derefter at stoppe og så starte med at løbe – havde jeg siddet herhjemme indhyllet i tåger, med bankende hjerte af alt for meget kaffe. For stressen krævede smøger og smøgen krævede kaffe og kaffen krævede smøger.

Men det at jeg startede med at ryge, for at stoppe, for så at starte med at løbe, gjorde at jeg brugte det første af min aften på en tur rundt søerne og:

– at jeg opdagede at piletræerne ved søerne, stå med det fineste lysegrønne flor,
– at jeg så, at blomsterne på slåenbuskene lige er spruget ud og
– at jeg smilede af påskeliljerne, der netop nu lyser op med deres gule hoveder,
– at jeg opdagede hvor glad jeg blev over at det stadig er lyst kl. 19.30,
– at jeg følte hvordan det at bruge sin krop og blæse sig selv igennem, løsner op for spændingerne og mindsker stressen,
– at jeg mærkede hvor dejligt er at blive fysisk træt, ovenpå en hård dag

Men var jeg ikke startet med at ryge for at stoppe igen, havde jeg måske ikke opdaget det.

Jeg vil egentlig ikke anbefale nogen at starte med at ryge – men jeg vil godt anbefale at stoppe igen… man får faktisk noget igen.

kl.14:52

Jeg kan mærke på mig selv at jeg er stresset, når jeg begynder at gå i cirkler. Cirkler der bliver mindre og mindre og til sidst er så små at jeg falder over mine egne fødder.

Når min verden er sådan at:

– jeg snerrer af alle og mener at alle andre er dumme, alle til hobe, uden undtagelser,

– jeg finder selv den mindste ting, opgave eller bare det at holde en lille pause uoverskuelig,

– jeg ikke kan tage fat på en opgave for at løse den, men istedet sidder og prøver at prioritere de opgaver der ligger på bordet – om og om igen,

– jeg får tunnelsyn

– og ondt i ryggen, skulderne, maven – fordi alting spænder i mig


Jeg prøver at sige til mig selv, at det går over. At de deadlines der skal nås vil blive nået, at det snart bliver bedre – og jeg ved at det er sådan det er – og det er nok det vigtigste i det her: Jeg ved det går over, ved at om kort tid, vil jeg igen være til at holde ud at være sammen med – også for mig selv…

kl.11:02

* Super duper wow-samvær.

Det gør nu noget ved én, at man bruger sin lørdag aften på at stå og massere en fremmed mands smilerynker ved munden.

lørdag 9. april 2005 kl.16:59

Det er nok min nick-frie fortid der gør, at jeg bliver lidt forlegen og føler det det lidt underligt, når jeg møder en fellow-blogger i det lokale supermarked og han præsenterer mig for sit barn som visitsen.

Jeg ved godt, at jeg kører det store jeg-er-åh-så-anonym-show her på bloggen, men jeg glemmer at det betyder, at jeg rent faktisk bliver betragtet som …. tjae… “visitsen”.

P.S.
Jeps jeg er sølle.

torsdag 7. april 2005 kl.19:48

Nogen gange trænger man til at blive strøget over håret, ganske stille, ganske blidt….

Og vide med sig selv, at i morgen bliver det bedre, i morgen er en ny dag

kl.8:11

Jeg har lige skiftet min kaffekop ud. Jeg var dødtræt af min gamle. Den var besværlig at drikke af, alt for stor og kluntet. Man hældte for meget kaffe i den og så stod den og blev kold. Og da det havde irriteret mig længe nok, gik jeg ned i køkkenet og hentede en ny, som passer mig meget bedre.

Men jeg har også overskud nok til at bekymre mig om sådan noget som kaffekoppens udformning.

Jeg har tag over hovedet, ved hvor jeg skal sove hver nat. Sikker indkomst og mad i køleskabet. Jeg har en fremtid der tegner godt. Jeg har mit gode helbred og en (relativ) sund fornuft. Jeg er sikret og sikker.

Sådan er det ikke alle der har det, og i går fik jeg en konkret reminder om hvor privilegeret det er, jeg egentligt er.

onsdag 6. april 2005 kl.8:16

Jeg vil ha’ en nørd!

Et eller andet sted er jeg nok i til op over mit hovedet, med denne weblog. Jeg forstår ikke teknikken bag den, og det er mig egentligt også temmeligt ligegyldigt – når bare det virker.

Men sådan går det så bare ikke altid – så er der kommentarspam og nu kan jeg så se, at nogen folk slet ikke kan komme til at kommentere. Og det gør mig så træt.

Træt, fordi jeg ikke har nogen anelse om hvor jeg skal starte, med at finde løsningen på problemet (udover at høre de andre jeg kender der bruger pMachine om de har samme problem – hvilket de siger de ikke har) og træt fordi det ikke interessere mig, og det ikke er det, jeg vil bruge min tid til.

Det kan godt være, at det her computerværk og internet og-jeg-skal-komme-efter-dig, sparer os for en masse tid – men lige nu og her føler jeg godt nok, at det også suger en masse tid. Tid jeg kan bruge til andre og bedre ting.

Så jeg vil have en nørd. Min egen personlige nørd. En on-call nørd – som jeg lige kan ringe op og sige – “Hey – nu er der det her galt” og vedkommende så siger “Nåe det – der er bare fjotti-nup-niklsa-knouptja-noget det ordner jeg lige med et ruf”.

Men sådan er virkeligheden ikke.

Sådan er virkeligheden overhovedet ikke…….

P.S. Jeg ved nu at 4 personer ikke kan/har problemer med at kommentere – så hvis du også har oplevet at få beskeden “Your comment could not be posted at this time.” – så smid mig lige en mail —-> brug der den formular ting her til højre…. så jeg kan få en ide om omfangets størrelse

mandag 4. april 2005 kl.16:55

Jeg _er_ nem.

Nem at begejstre, nem at få med på en idé, nem at gøre glad, nem at styre i nye retninger. Men jeg er også nem at gøre ked af det, nem at kuldsejle, nem at få til at slippe fokus og nem at få med i brokke-koret.

De første ting er mig en stor glæde. Det er dejligt at der ikke skal så meget til at få mig sige *ding, ding* i mit eget lille klokketårn og så ellers styrte derudaf som en anden lille Duracell-kanin.

De andre ting er jeg knapt så glad for – men der er en ting jeg seriøst arbejder med og det er min brokke-rolle, fordi den er jeg død-død træt af.

Når man er nem at få med i brokke-koret og samtidig er en person, der ønsker at _gøre_ noget, ved de ting der brokkes over – ender man nemt som brokke-generator for andre mennesker. Når jeg siger “Jamen, det er da også for galt, det må der gøres noget ved”, mener jeg ret beset, at det vil jeg da gerne hjælpe med at bringe til tovs. Men alt alt for tit ender situationen med, at den der skal gøre noget ved noget – bliver mig.

Den oprindelige brokker er nemlig over alle bjerge, når brokkeriet skal konkretiseres og der rent faktisk skal gøres en indsats – eller når den der brokkes over skal faces med klagen.

Der er to steder i mit liv hvor jeg meget konkret har fået eller påtaget mig rollen som den ultimative brokke-mokke og det er på mit arbejde og det er i den ejendom jeg bor i.

Jeg har de to steder kæmpet mange kampe. Kampe for mig selv – men også rigtig mange kampe for andre. Men nu er jeg blevet træt. Træt af rollen, træt af at kæmpe andres kampe – og træt af at skulle fylde mit liv, med andres negative oplevelser.

Og jeg er gået i gang med at sortere ud i mit liv – og en af de ting jeg vil nå frem til, er kun at kæmpe de kampe, jeg virkelig føler for.

Derfor er jeg trådt ud af ejendommens beboerrepræsentation – som ellers har fyldt meget i mit liv siden jeg var med til at stifte den i 1999. Jeg har lige skrevet mit sidste referat – og selvom det er underligt at stoppe med arbejdet – specielt lige nu, hvor en del af sagerne (måske) endelig tager fart – så bliver jeg nødt til at gøre det. Det er nødvendigt for mig at begynde at få brudt det her brokke-mokke-mønster…. og det starter her!

søndag 3. april 2005 kl.21:23

“>meld dig som indsamler“Sikken vi tramper” sagde musen til elefanten.

fredag 1. april 2005 kl.11:58

image

Jeg har fået et Kærlighedsbrev.

Afsenderen siger:

“jeg træner for at blive god til kærlighed og håber der er nogle der vil træne med.”

Udover at det altid er dejligt at høre fra gamle venner – så er det også en dejlig gestus – og jeg vil gerne være med til at sprede ordet….

« Forrige side