september 2004


tirsdag 14. september 2004 kl.7:29

Alle mine ting i mit hjem har en plads. Meget få af mine ting i mit hjem, kan finde ud af at ligge på den dertil indrettede plads. Ikke engang katten kan, den foretrækker at sove på skabet ude i badeværelset, frem for i den dertil indrettede kurv.

Jeg ved ikke om det er en form for oprør, der gør at tingene har en tendens til ikke at befinde sig der hvor jeg forventer, at de befinder sig. At kalde mig et rodehovedet ville være noget af en fornærmelse…

Men jeg begynder at overveje om jeg i virkeligheden er en sjuske, da jeg igår aftes ryddede sommergrejet væk – og fandt en rugbrødsklapper….i sommertasken….under køkkenbordet.

Det er vidst mere end et par dage siden jeg sidst var på stranden…..

mandag 13. september 2004 kl.11:25

Er det bare mig, eller minder ordet “notits” ikke om et eller andet – måske et begreb … på udenlandsk….

hmmm … jeg må vist hellere komme tilbage til mit arbejde, hvor jeg sidder og famler med en notits….

kl.7:17

image

… og så sagde præsten: “den største glæde er den at vide, at skulle man falde, så falder man med bevistheden om, at man vil blive grebet af hænder, der elsker en.”

Det var en unik og smuk cermoni og jeg er sikker på, at de to altid vil gribe hinanden, hvis en af dem skulle falde.

Det er så også rimeligt godt at vide – når man nu kender bruden :-)

torsdag 9. september 2004 kl.21:52

Den sublime kunst er at få det svære til at se let ud. At dække sorgen i sit hjerte med et flor af sølvtråde. At gøre sine svagheder til sine styrker. At leve livet forsigtigt – men i overhalingsbanen. At fylde ud med ord, der hvor tomheden runger. At gøre hver dag til en fest – men samtidig huske at spise rugbrødsmadder.

tirsdag 7. september 2004 kl.10:42

Nogen gange kan man sove så lidt, at man vågner betydeligt friskere – end når man får sovet igennem Jeg har en teori om, at jeg lige nu kører på en form for underskuds-overskuds-energi, men jeg er også klar over, at på et tidspunkt brister boblen og jeg kolapser … helt.

Men lige nu kan jeg klare hele verden.

mandag 6. september 2004 kl.7:45

bagsiden af bryllupskagen

Når lyset tændes og festen er forbi og man vandrer gennem natten og indser at 15 centimer høje stilletter, ikke er anvendelige som travesko.

Når man håber det bedste for dem – og kender de odds, alle kæmper mod – men er sikker på at lige netop de, måske har en bedre chance.

Når man husker hendes strålende øjne, som de gik ned af kirkegulvet sammen – mand og hustru. Og de andre gifte, der gav hinandens hånd et klem, da de sagde “ja”, og i min fantasi, søgte tilbage til deres egen dag.

Når man genser billederne, og husker alle glædes over dem og deres kærlighed og over deres valg.

Når man gennemgår gæstelisten, fordi man lige må tjekke efter hvad den der fætter filur egentligt hed. Ham der ikke havde fået mættet sin søde tand ved desserten og derfor uset listede op til bryllupskagen, der stod til almen beundring. Han må have tænkt, at der nok ikke var noget galt i at snuppe et lille stykke kage … jeg mener kage er jo kage, og er der nogle specielle ritualer ved bryllupskager?

Han blev stoppet, lige inden stykke nummer to…!

torsdag 2. september 2004 kl.8:34

Man føler sig lidt fjollet, når man står der og tror, at man genkender en person. Sætter ansigtet i de rigtig folder, lader et glad velkomst-smil varme ens læber og øjne, og starter på et “hejjj..næe..nej..øh …*host* … fordi man, idet vedkommende kommer nærmere, opdager at det er en ukendt personage, der kigger meget undrende på en, ….

Tror det er ved at være på tide, at jeg bruger mine briller, også når jeg bevæger mig ud i verden!

« Forrige side