Bryder man sig ikke om at være synlig, kan man jo undlade at publicere på internettet og så er den jo ikke længere skriver Liselotte i den mega-lange tråd om anonymitet.

Når jeg tager det op, er det fordi jeg overvejer og er blevet spurgt, om jeg tager med til “festen”.

Jeg har rigtig meget lyst til at tage med og min første indskydelse var selvfølgelig “YES! fedt – der skal jeg da med!” da jeg så annonceringen på blogradio.

Jeg er en af dem, der har haft fornøjelsen af, at det her weblog-noget har uviklet sig til møder med folk IRL.

Det har været sjovt, fedt og spændende. Men det har også været frustrerende og (nærmest) angsprovokerende – fordi de andre – ligesom mig selv er, ja, bloggere. Det vil sige folk, der på en eller anden måde publicerer deres liv.

Hvor jeg på min egen blog, har komplet kontrol over hvad, hvor meget og hvordan jeg portrættere mig selv og hvor stor en del af mit privatliv der skal offentliggøres, så har jeg selvsagt ikke samme kontrol, når det drejer sig om en andens weblog. Og når jeg træder ind i en anden bloggers fysiske liv – giver jeg også vedkommende mulighed for at publicere mig.

Og det er her filmen knækker for mig.

Første gang jeg var med til et arangement var det en stor og god oplevelse – men det kom fuldstændig bag på mig, at jeg efterfølgende ikke blot kunne læse om det – men sørme også se billeder og film – heraf af mig selv og i en form jeg aldrig nogen sinde selv ville poste.

Jeg var på det tidspunkt helt ny blogger og nok endnu mere “privat” end jeg er i dag. Oplevelsen fik mig til at miste pusten – stoppe med at blogge et par dage, indtil jeg kom med dette lille pip der sikkert ikke var specielt forståeligt for nogen, men handlede om, at der klart var nogle grænser hos mig, der var blevet overskredet.

Anden gang blev jeg efterfølgende pænt spurgt, om det var ok at poste en video, hvor jeg medvirkede. Jeg sagde nej og da jeg blev spurgt igen – sagde jeg nej een gang til.

Jeg skal indrømme, at jeg havde den ondeste samvittighed over at blive ved med at sige nej, fordi jeg følte, at jeg fratog andre muligheden for at poste om _deres_ liv og færden.

Men jeg gjorde det fordi:

Jeg ønsker ikke, at der lægges identificerbare billeder af mig på nettet og hvis jeg på et tidspunkt ændre min holdning på det punkt, så vil jeg gerne selv være den, der gør det.

Desuden ønsker jeg ikke, at det jeg siger eller gør i en eller anden privat eller semi-privat situation florerer som billedmateriale eller tekster på nettet. Jeg kender mig selv nok til at vide, at i festligt lag, er der stor risiko for at jeg opfører mig på en måde, der muligvis kan give stof til snak.

Så selvom jeg nok har lyst til at deltage i selve festen – så tror jeg ikke at jeg lyst til hele efterspillet – og regner derfor ikke med at komme.

Hvis jeg hele tiden skal gå og kigge mig over skulderen efter kameraer og notesblokke, eller beherske mig selv for ikke at fjolle for meget – så er jeg dels ikke længere mig og dels vil det nok ikke være specielt sjovt.

Måske er det uforenelige størrelser:

– min lyst til at skrive og publicere på nettet, samt mødes med de mennesker jeg møder gennem dette medie – og så mit ønske om at mit “jeg”*, et langt stykke hen ad vejen, er usynligt på nettet?

Men hvis der er nogen der har brug for en soveplads i det centrale København – vil jeg gerne lægge hus til.

(*”jeg” = i denne sammenhæng primært mit privatliv)

Det er underligt, at man kan gå rundt at ha’ det helt ok med en person, indtil vedkommende, begynder at spørge om man er sur. Det er “Bro, bro, brille” om igen første gang så lar’ vi dig gå, anden gang så ligeså, men tredie gang så tar’ vi dig………. og putter dig i gryden.

Efter gentagende forespørgsler om hvorvidt jeg er sur – er det pludselig gået op for mig, at ja det er jeg egentligt – og jeg har måske også grund til at være det….

Ting jeg elsker ved denne sommer:

Jeg sparer penge
– ingen impulskøb af små søde sommertoppe eller uundværlige sommersko
– overvejede at året i år, skulle være det år, jeg fik købt en let sommer-jakke – det er ikke længere nødvendig – kan sagtens bruge “overgangs-frakken” resten af sommeren
– ingen indkøb af bikini næste år – den fra i år, har endnu ikke været taget i brug
– generelt ingen brugen penge på tøj – idet der ikke er behov for at skifte garderoben ud
– ingen hængen ud og brugen penge på cafeer, mens man nyder solen
– ingen penge brugt på indkøb af solcreme med solfaktor

Jeg sparer tid:
– voksning/barbering af bikiniline og ben – ikke nødvendigt, da det ikke vises frem
– larkering og vedligeholdelse af tå-negle – ditto
– igen behov for give håret olie-kure eller anden forplejning pga. sol og vansskader
– ingen 1 eller 2 daglige indsmøring af kroppen med cremer på grund af sol og vand
(- al den sparede tid kan med rette bruges til grundig rengøring indendøres – det er alligevel der, man mest har lyst til, at opholde sig)

Jeg sparer kalorier:
– trang til is – væk
– trang til lækre smækre sjove drinks – væk
– trang til lange aftner med iskold hvidvin – væk
– trang til hjemmelavet iskaffe med flødeis og knust is – væk

ha! siger jeg bare………….

Det er sommer der er jazz – det er lige startet og der er stadig ledige pladser……

UPDATE

Der er stadig regn – men musikken har lokket lidt flere folk til og jeg nyder det igennem et åbent vindue – mens jeg står og stryger skjorter – hold da op, hvor er det søndag :-)

Det er jo lige vejr til at mødes med gode venner i deres kolonihave – hygge, grille, hænge ud, være sammen og få snakket igennem ……… eller vejr, er det måske ikke – men hyggeligt bliver det sikkert.

Så blev det alligevel weekend

At på en og samme tid sige farvel til en person, en tid, en æra, en samhørighed og en fælles forståelse – berører mig. En kampfælle igennem de sidste 7 år, en ven – min trøstermand.

Farvel du – jeg ønsker dig dit bedste og håber du bliver lykkelig og får den fred du ønsker og har brug for.

At tage afsked, er en af de ting jeg er dårligst til.

Det fremmer ikke købelysten, når man af ekspedienten nærmest bliver beordret til at stoppe, den unyttige pillen ved varerne.

“det er altså ikke for noget, men gider du ikke lige lade være med at røre ved de der vare – folk stiller dem forkert tilbage og så passer priserne på varen ikke med prisen på skiltet!”

Hold op, hvor må det være surt at stå i butik, og så have alle de der kunder rendende. Kunder der både prøver, roder og flytter om på varerne – ja man kan måske ligefrem opleve kunder, der spørger en om noget.

For man skal jo ikke være opsøgende og spørge kunden, “om man kan hjælpe, eller “om de ønsker noget” – eller prismærke varen, så det ikke gør noget hvis kunden stiller den forkert, efter at have pillet ved den.

Mit navn er visitsen – og jeg tror jeg, lige netop i dag er en hadekunde – men hey – hvem er til for hvem? Hvis du ikke gider behandle mig ordentligt, så gider jeg da bare ikke lægge mine penge i din butik!

Hvor er det herligt, at vi har Ekstra Bladet og at de med sædvanlig seriøsitet kan levere den îUltimative mande-manualî.

Den er hermed læst og forstået.

Det er en lettelse endelig én gang for alle at få bekræftet, at mænd er simple væsner, med simple og letopfyldelige krav Men må jeg lige i al uskyldighed tillade mig, at knytte en kommentar:

– eet af kravene gider jeg ikke opfylde, på en daglig basis

Og så kender jeg iøvrigt en mand eller to, der bør justere deres krav og forventninger….

Jeg vil gerne have lov til at erklære denne dag for:

International lortedag

Det er officielt en af de dage, hvor jeg klokker i det:

– er ansvarlig for frokostindkøb – og glemmer at bestille mad til chefen
– printer fortrolig mails ud på den fælles printer, men glemmer at hente dem – og de bliver læst…!
– åbner munden, hvor jeg skulle have holdt den lukket
– og omvendt
– går på toilette og bliver låst ude af mit kontor
– glemmer at det er i dag, man tester nødstrømmen – hvem gemmer dog dokumenterne, mens man skriver på dem?

og så har jeg i øvrigt en rigtig møg-hår-dag…. og det blir’ aldrig nogen sinde sommer

Et besøg hos den lokale brille-pusher, hvor brillerne er smarte, hurtige og koster en lille formue, fik mine tanker på afveje – og ind på emnet børn, briller og angsten for at blive drillet – og dermed en post jeg læste hos Scullys.

Som 4-5 årig sendte mit manglende udsyn mig ud i verden iført briller og klap. Igennem hele min skoletid, hang brillerne på min næse – og det var vel og mærke i 70’erne og 80’erne hvor brillerne ikke ligefrem var diskrete.

Men jeg kan ikke huske, at jeg én eneste gang igennem hele min skoletid, er blevet drillet med mine briller – eller med nogen af de andre skavanker, jeg har rendt rundt med.

Læs videre her