Salaten er gået i stok, bønnerne i en form for chok – eller megahøst i det mindste, ukrudtet vokser flot og højt, men slår ikke solsikkerne, der er over 2 meter, sukkerærterne var visnet med ærter så store som pralbønner – men ikke lige så spiselige.

Jeg har lige husket de tomater jeg puttede i lommen og min ryg føles som en 90-årigs, men jeg har givet til højre og venstre af bønner, kartofler og krydderurter – har til et års forbrug af persille til stegt flæsk og persillesovs, men ingen af os spiser det, og så kan man jo glæde naboerne.

Det er ufatteligt hvor meget sådan en lille have kan gro til på bare 2 uger.

Faktisk mere end ufatteligt.

Og to fulde kompostbunker, en radbrækket ryg og to smertende håndled senere, har jeg ikke længere fuldstændigt opgivet håbet.