Anerkendende tilgang, min bare.

Jeg indrømmer – alle mine gode tanker til trods – jeg er og bliver aldrig en people-person. En af dem der favner verden og rummer alle. Måske i mindre portioner – men aldrig, aldrig i store forum og når der er druk, røg, albuer og træden over tæerne involveret.

Måske handler det om min højde. Måske om bare om at jeg ikke skal have ståplads ved koncerter – eller at jeg skal undlade at tage til koncert i Sønderjylland…

Jeg var [inde, ude, henne] og se Roger Waters i Augustenborg i går.

Fantastisk smukke omgivelser. I pausen kunne den rigtige måne ses stor og (næsten) fuld hængende lige over slottet og vandet og lyse og gøre sig til.

Men koncerten var ikke helt i øjet, selvom Roger kunne fortælle os at vi var et fantastisk publikum. Eller den var ihverfald ikke lige i øje derfra hvor jeg stod.

Og det er så her der 160 kommer ind. For 160 er det jeg er høj – modsat gennemsnittet af det restende publikum. Og når man er 160 høj, så ser man hverken scene eller storskærm. Man ser menneskerygge, lugter til menneskearmhuler, bliver trådt på af menneskefødder fordi alle de andre høje satanner ikke ser mig, men et “hul” som de anskuer som en trædesti … Det så endvidere ud til at rigtig mange brugte lejligheden til at drikke godt og grundigt igennem – og fulde folk der skøvler rundt med tændte cigaretter, er rigtig farlige er for en mindre medborger.

Turen hjem gik fint. Dekunne noget med logistikken, der i Sønderborg og omegn. Men lyden kunne godt være skruet op og ligeså energien. Han kom aldrig helt ud over rampen – og det var lidt synd, for han kan jo noget, den gode gamle Roger.

Og så er han for menneskeheden – og det kan jeg jo trods alt godt lide (sådan lidt i sikker afstand fra det hele).