Inde i min mave bor en lille orm. Den gnaver lystigt af mine sorte skygger og spreder lys hvor den færdes.
Endnu er jeg ikke rigtig vant til det og jeg synes at det føles underligt. Men lidt efter lidt kan jeg mærke hvordan det letter, når de sorte skygger fjernes.
Hvis man ikke har kendt til lys, føles mørket behageligt.
Men jeg lærer det lige så stille og en dag tror jeg at jeg vågner op og kan sige, helt uden blusel: “Hey jeg er glad i dag og hvor er livet fedt!“
Skriv et svar