I forgårs snakkede jeg med mit pensionsselskab. Jeg havde bedt dem om at ringe til mig, fordi jeg var nødt til at forholde mig til, at jeg nu snart har været hjemme i et år og ikke havde lagt helt så meget til side, som jeg gjorde helt automatisk, da jeg var offentligt ansat.

Manden ringede og vi havde en fin snak.

En lang snak. Omkring det afdelingsskift jeg var blevet tvunget ud i. Om at jeg var blevet afkrævet helbredsoplysninger og ikke forstod hvordan det hang sammen – og om at jeg måske nok burde have tjekket tingene lidt bedre ud inden jeg rejste dengang og at det var ris til egen røv, at forholde sig passivt til det-der-med-pension.

Han ville sende et girokort.

Næste dag var der brev fra pensionsselskabet.

Det var ikke et girokort. Men et tykt brev med alle mine helbredsoplysninger. For det viste sig at det var en fejl, at jeg var blevet afkrævet helbredsoplysninger. Brevet var meget lakonisk og egentlig bare en følgeskrivelse. Så jeg ringede op og fik en snak med damen.

Og en fortælling om en maskine der spyttede nogle automatiske breve ud og at de så gik igang med at behandle sagerne uden at dobbelttjekke, men at manden fra igår havde lavet en manuel beregning, som viste at jeg ikke skulle have lavet et nyt helbredstjek.

Og jeg tænker på om dem der inde i pensionsselskabet i virkeligheden er lige så meget strudser med hovedet i sandet, som jeg er – og om der overhovedet findes nogen der har forstand på det der pension.

Og om hvad der egentligt sker med alle de penge der indbetales.

… mon der kommer noget ud i den anden ende?

Og jeg kunne jo også købe en rejse istedet for at indbetale ekstra pension.