Man kender det jo godt situationen, der lige inden en eller anden stopper på arbejdet og alle går rundt og siger; “hvordan skal vi dog klare os uden Børge/Poul/Peter/Marie eller Mette?” Og fem minutter efter de er stoppet, så er det som om at de aldrig har været der og afdelingen og verden klarer sig egentligt ret fint.

Jeg troede, jeg havde bestået vandprøven* til ug med kryds og slange, men det viste sig, at jeg var lige så undværelig som alle andre.

Jeg har været væk fra mit arbejde i 9 uger og indtil videre har alle mine eksterne kontakter spurgt mig, om jeg har haft en god ferie. Det har da på ingen måde voldt dem nogen problemer eller givet dem nogen spørgsmål, at jeg har været væk så længe.

Så skulle fanden da ha’ at man får stress over sit arbejde.

Den kloge lagde sin energi, der hvor man faktisk er uundværlig og unik; som ægtefælle, forældre, børn, søskende eller måske som moster?

Jeg har på ingen måde været der for min kæreste, familie og måske specielt mine mosterunger i det forløbne år, selvom det er et af de steder i livet, hvor jeg er den eneste af slagsen.

Det er nok en af de ting jeg godt vil gøre anderledes.

*vandprøven: man tager en spand og fylder den op med vand, derefter stikker man sin arm ned i vandet og tager den op igen. Hvis armen efterlader et hul i vandet er man uundværelig.