Som altid kommer 1. december som en bittersød dag hvor julen gør sit indtog og åbner ens hjerte … og hukommelsen om dem der ikke er mere, rører ved den nederste flig af mit hjerte.

Hiv og Aids er ikke noget man taler om mere. Kommer det frem som noget der sker i Afrika og ikke længere vedrører os. Men så længe der ikke er fundet en vaccine eller en kur og så længe mennesker fortsat dør eller forkøbles i livet, så længe skal vi fortsat huske.

Vi skal huske de døde – men også de levende. Dem som er ramt i dag. Dem som troede de skulle dø og tilrettelagde deres liv efter det. Indløste pensionen og levede hver dag som den sidste, og så deres venner og elskede dø.

Indtil der kom medicin der redde deres liv, eller i det mindste stoppede deres fremskedne død.

De mennesker der den dag i dag, lever med voldsomme bivirkninger af deres medicin. Medicin som de må skifte rundt med, for at den fortsat skal have en virkning. Men som holder den på benene.

Men mennesker der stadig kan opleve angst, afstandstagen eller direkte vold hvis de er åbne omkring deres sygdom.

For deres skyld skal vi kæmpe mod den fobi og uvidenhed der skaber afstand.

I dag er det international Aids dag – og her er Aids-talen:

<iframe width=”560″ height=”315″ src=”http://www.youtube.com/embed/mv4QYbB9XWE” frameborder=”0″ allowfullscreen></iframe>